”Det er grumt, men det er også grumme-godt. Så du har alt mulig grund til at ærgre dig, hvis du ikke får set revyen”. Så enkelt kan det udtrykkes, når ISCENEs anmelder begejstres for DragsholmRevyen 2019.
DragsholmRevyen er genrens svar på en gammel ost. Den lugter langt væk – af holdning. Den er sjælden og særpræget i smagen af moral. Måske bedst egnet for kendere. For kan det virkelig passe, at den ramsaltede omgang moral-valle man lige hørte, også er dét, der virkelig bliver sagt på scenen?
Igen i år er tonen og den galgenhumoristiske tilgang temmelig sort, mens den dejligt væmmeligt tager pulsen på tidsånden og fusen på publikum.
Som en god gammel ost serveres denne revy med grove ’løjer’ og en kraftig sky af markant lethed, hvortil der serveres en snaps af gode tekster med så høj en indholds procentsats, at man bliver helt ør i hovedet, når man vakler derfra.
Revy-gimper
Det er de to skønne revy-gimper Bente Eskesen og Susanne Breuning, der står bag og på scenen, her i Jakob Fauerbys velsmurte iscenesættelse.
Revyen indeholder ikke en eneste politikerkarikatur og der er ingen udhængning eller latterliggørelse af kendte eller kongelige. (Den slags er ved at være old school inden for moderne revy). Dét, revyen bestræber sig på og kan, er at gå i rette med sit publikum. Faktisk består revyen ikke af andet end numre og indslag, hvor vi som publikum får vores egen dobbeltmoral smidt lige i hovedet igen. Man morer sig, men det er så sandelig på egen bekostning, hvor ’spejlet’, der vendes mod os, er vores allesammens ansvarsforflygtigelse.
Tingene vendes om
Denne revy – og specielt i år –har et særligt lune og en unik måde at vende tingene på. Når der fx laves indslag om at blive krænket af sine omgivelser, rettes det ikke som en anklage mod andre. I stedet vendes anklagerne indad eller vendes på hovedet, som de i to herlige numre, hvor Breuning og Eskesen er country-syngende kvinder, der med et smil på læben beretter om de incestovergreb, voldtægter og bank, de har været udsat for gennem årene, for til slut at runde sangen af med, hvordan de fik hævn over samtlige gutter på én eneste gang. Mere skal ikke røbes her. En grumme-dejlig vise begået af Peter Oliver Hansen.
Læg dertil Anne Karin Broberg djævelsk gode En dejlig oplevelse, hvor Susanne Breuning fortæller om, hvor glad hun er for at være til koncerten, hvor Sanne, Anne og Lis, synger deres mest kendte hits. For til hver af sangene blev kvinden nemlig enten slået ned og voldtaget i bevidstløs tilstand, ægtemanden forlod hende til fordel for en yngre model, eller der fandt andre forfærdelige begivenheder sted. Alt sammen uhyrligheder der kædes sammen med dele af teksterne i de kendte slagere. Omkvædet “Du har sat dig på tværs”, af Anne Linnet, blev fx spillet, mens kvinden forgæves forsøgte at føde sin datter normalt, hvad der ikke lykkedes, hvorpå alt ender i et blodbad. Her er det galgenhumoristiske og groteske, at kvinden vender forholdet om og bebrejder sig selv alle disse uhyrligheder, hvad der bare får én til at le endnu mere sort over denne skæve, stygge og morsomme fortælling.
Pas på
Herlig er også Wendt, Tind og Engholm indslaget Sur for en sikkerheds skyld, hvor vores nationalsport med at brokke os og rakke ned på andre, får sig en ordentlig tur. Samme høje standard går igen i tekst-indsparket Øde ø, hvor der lige gøres opmærksom på, at Danmark har 300 øde øer. Så hvis der er noget ballade med nogen som helst, er det ikke bare flygtningene, som kan få en ø. Alle vi andre, der heller ikke passer ind i normen, kan også få sig en helt særlig tur til en øde ø. For plads til forskellighed, det er der ikke, så længe vi har øer nok at isolere folk på.
Væmmelig på den helt rigtige måde er også de tre snurrige indslag Diktat, hvor publikum skal illudere skolebørn, der skal skrive diktat, mens vi får den ene hårrejsende sætning efter den anden. En anti-nationalsocialistisk reminder i Rasmus Paludan-klassen, der virkelig kaster noget af sig. Herlig er også visen Tørre Test, af Vase og Fuglsang, hvor der i bedste Bertolt Brecht og Kurt Weil-stil synges om, hvordan man mentalt kastrerer børn via nationale tests.
Grum og grumme-godt
Der er i det hele taget en takt og tone så skarp i denne revy, at man næsten kan skære sig på den. Læg dertil absurde indslag som fx Lars Bisgaards Forhudsfeen, hvor Bente Eskesen tørt langer ud efter den populære tandfe, der altså får det, som hun vil have det. Hos tandfeen binder man bare en snor rundt om tanden, hæfter snoren til en åben dør, smækker døren i, og så er tanden ude. De gange forhudsfeen har forsøgt sig på samme måde med en snor på de små drenge og en åben dør, der så lige sparkes i, ender det altid med råben og skrigen og der ligger aldrig en 10’er under hovedpuden bagefter.
Dette er absolut Danmarks mest galgenhumoristiske revy samtidig med at det er en af de mest begavede og gennemførte revyer overhovedet. Det er grumt, men det er også grumme-godt, så du har alt mulig grund til at ærgre dig, hvis du ikke får set revyen, inden det er for sent.
