Hvorfor husker man altid de vilde og anderledes begivenheder, men sjældent hverdagens trummerumske gentagelser? Og hvordan kan man bruge kunsten til at genkalde sig de glemte momenter? ISCENE mødte koreograf og filmkunstner Gunilla Heilborn til en snak om nostalgi og ordets kraft.

Gunilla Heilborn er sammen med det østrigske Theater im Bahnhof aktuel med forestillingen The Wonderful and the Ordinary på dette års Tanz im August i Berlin – en tre uger lang festival for moderne dans fra hele verden. Men faktisk er der meget mindre dans og bevægelse, end der er tekst i den svenske kunstners undersøgende og humoristiske performance. Vi har nemlig brug for at finde tilbage til ord som formidlings- og erindringsværktøj, mener hun.

“Nu om dage gemmer vi vores minder som billeder på vores telefon. I stedet for at fortælle om vores oplevelser med ord, viser vi bare et billede, og så er det det. Jeg synes, det er godt også at træne evnen til at mindes gennem ord. Derfor er der meget tekst i min performance, selvom vi også bruger billeder i form af video og bevægelser”.

The Wonderful and the Ordinary. Foto: Johannes Gellner

Den 55-årige kunstner har skabt en lang række film og performances for både børn og voksne. Hun kombinerer gerne forskellige udtryksmidler som tekst, bevægelse, video og billeder. “Performances om hverdagen”, kalder Heilborn selv sine værker. Hun er da også kendt for at portrættere det såkaldt almindelige og ikke-ekstreme med sarkastisk, skandinavisk humor iblandet et strejf af melankoli. I år er det anden gang, Heilborn er inviteret til at optræde på den internationale dansefestival i Berlin (første gang med This is not a love story red.)

Skrev dagbog hver dag

Listen over kunstnere, der har beskæftiget sig med erindringens væsen, er lang. Et af de kendteste eksempler er den franske forfatter Marcel Proust, som i På sporet af den tabte tid sender sin karakter tilbage i tiden ved at spise en Madeleine-kage dyppet i te. Den svenske forfatter Lars Norén udgav i 2008 en roman, der bestod af fem års dagbogsnotater. Også Heilborn har længe været fascineret af minder og deres funktion.

The Wonderful and the Ordinary er fra 2017 og den anden performance i hendes trilogi hedder The Book, som undersøger, hvad man kan gøre for at skille hverdagens busture og brusebade fra hinanden. The Book er fra 2018, mens den sidste i trilogien, Monument, havde premiere i marts i år. Gennem ord, musik og sang henvender performerne sig til publikum i de humoristiske lecture-performances.

Gunilla Heilborn, Theater im Bahnhof, The Wonderful and the Ordinary. Foto: Johannes Gellner

I The Wonderful and the Ordinary var Heilborn og hendes fem performere inspirerede af de gamle græske og romerske retorikeres erindringstræning. For ikke at glemme vigtige informationer, brugte de vilde eller livlige billeder som husketeknik. “The wonderful soothes the memory more than the ordinary” var rationalet. Sætningen blev titlen på Heilborns første performance i trilogien, som med karikerede kostumer og dufte dyrker det hverdagsagtige og repetitive.

Som forberedelse til performancen fik de medvirkende besked på at skrive dagbog hver dag i en længere periode. Resultatet blev tekster om alt fra tilfældige busture og cafébesøg til kærestesorger og kæledyr. Måske ikke umiddelbart stof til en underholdende aften i teatret? Heilborn griner, men tager sig så i det. For selvom The Wonderful and the Ordinary bringer de hverdagsagtige citater fra dagbogsteksterne ind på scenen, er der også blevet plads til mere alvorlige minder.

“Mens vi skrev dagbog, skete terror-angrebet i Stockholm. Den begivenhed går selvsagt igen i alle performernes dagbøger. Det viser igen, at usædvanlige hændelser bliver hængende i hukommelsen, mens andre ting forsvinder. Livet består jo mest af de ordinære begivenheder. Men terrorangrebet er i dag det eneste, jeg husker fra den tid, selvom jeg skrev dagbog hver dag”, siger Heilborn.

Når man bliver gammel, skal man kæmpe imod nostalgi

En anden øvelse, som performerne i The Wonderful and the Ordinary lavede som undersøgelse af hukommelsens væsen, var en slags fælles husketræning. Sammen forsøgte de at huske detaljerne fra en dag, hvor de alle havde været på Arnold Schwarzenegger-museet i byen Graz i Østrig. Det var sværere, end de havde forestillet sig.

“Det var meget sværere at rekonstruere dagen, end vi havde troet, vores minder stemte simpelthen ikke overens. Det fik os til at tænke over, om minder overhovedet altid er sande. Forskere har fundet ud af, at hjernen har tendens til at ændre et minde, hver eneste gang, den genkalder sig det. Hvis man for eksempel tænker på et ubehageligt minde i en situation, hvor man ellers har det meget godt, vil mindet føles mindre slemt næste gang, man tænker på det”, siger koreografen.

For at illustrere de pus, ens hukommelsens kan finde på at spille én, fortæller hun om en amerikansk forsker, der spurgte en række forsøgspersoner ind til deres barndomsminder. Forskeren havde i forvejen fået genfortalt nogle af forsøgspersonernes minder af deres forældre. Men da han præsenterede dem for et falsk minde, som han selv fandt på, skete der noget bemærkelsesværdigt. Første gang, han konfronterede forsøgspersonerne med mindet, afslog de, at det havde fundet sted. Men da han to uger senere talte med dem igen, kunne de pludselig fortælle udførlige detaljer om det falske minde og mente, at det faktisk var sket.

“Barndomsminder er tricky, for man ved ikke, om man kan stole på sin hukommelse. Det har vi arbejdet med i forestillingen. For eksempel er der en scene, hvor en kvinde i 50’erne forsøger at genkalde sig en fest fra sin ungdom. Der er en tendens til, at folk, når de bliver ældre, romantiserer deres barndom og ungdom – at de skaber falske minder. Til fester hører de for eksempel udelukkende musik, som de lyttede til dengang. Det bliver så nostalgisk og deprimerende. Når man bliver gammel, skal man kæmpe imod nostalgi”, siger Heilborn med et afvæbnende smil.

Læs også: ISCENE anbefaler – Tanz im August

Spørgsmålet er om det at dvæle ved gamle minder ikke også kan være med til at fiksere én i øjeblikket og give mere tilstedeværelse?

Heilborn er enig: “Jo, helt bestemt. Og til det er kunsten et godt værktøj, især ord. Når det gælder om at prøve at huske de mindre væsentlige og hverdagsagtige ting, kan det hjælpe meget at skrive ting ned eller bare at sætte ord på sine oplevelser. Det er jo også en øvelse, vi kender fra terapien.

Jeg ved heller ikke, om det altid er vigtigt at huske de ordinære begivenheder. Det er for eksempel ikke vigtigt at huske, hvor mange kopper kaffe, man drak på en given dag. Men i kunsten – især i film og teater – er det næsten altid de vilde begivenheder, der portrætteres, og plottene er ofte meget mættede. Det kan jeg godt lide at gå imod for ikke at tage alting så højtideligt”, siger Heilborn og takker af. Om to uger præsenterer hun sin hyldest til de ordinære hverdagsbegivenheder på Hebbel am Ufer-teatret, og denne skribent tør godt love, at det ikke bliver kedeligt.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.

Læs mere om Tanz im August her: www.tanzimaugust.de

Læs mere om Gunilla Heilborn her: gunillaheilborn.se