Del

Betty Nansen Teatret har modtaget en bevilling på 8 millioner fra Bikubenfonden til at udvikle og formidle samskabende scenekunst over de næste tre år. Teatret har en stærk tro på, at kollektive arbejdsprocesser er en vigtig del af fremtiden – ikke kun i scenekunsten.

”I en tid, som må siges at være meget individorienteret, er det netop teatrets største force, at afsenderen af vores kunstart er et fællesskab. Det er i vores DNA, at vi ikke kan gøre det alene. En del af vores forpligtelse som kunstart er også at formidle teater som et rum for fællesskab. Også i forhold til publikum. I fremtiden vil det være endnu tydeligere, at teater er et sprog, som skabes og opleves kollektivt,” siger Betty Nansens kunstneriske leder, instruktør Elisa Kragerup.

Mod til at fejle

Projektet hviler på to ben. Det ene spor er de konkrete udviklingsaktiviteter, hvor mange fagligheder og kunstnere er medskabende på lige fod. Det kan være afsøgende workshops, hvor en forestilling udvikles i fællesskab helt fra start. To tredjedele af den samlede bevilling vil derfor gå direkte til aflønning af de medvirkende kunstnere.  

Projektets andet spor har fokus på vidensdeling med omverdenen i form af blandt andet seminarer, talks og workshops, hvor alle kan dele erfaringer og nye indsigter.

”Normalt har vi ikke råd og tid til fejl og eksperimenter. De mange besparelse og den massive fokus på tal er ikke særligt befordrende for risikovilligheden til at kaste sig ud i det usikre, potentielt fantastiske. Teater kræver 1:1 afprøvninger fysisk i rum med mennesker, når vi skal udvikle nyt. Bevillingen giver os mulighed for at afprøve – og tage fejl. Og det er virkelig generøst, for det udviklingsrum findes ikke særlig mange steder i teatret i dag,” siger Betty Nansen Teatrets anden direktør, Eva Præstiin.

Den kollektive arbejdsmetode har Elisa Kragerup og Eva Præstiin tidligere udviklet i ensemblet Det Røde Rum på Det Kongelige Teater. Elisa Kragerup er desuden en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed og ved af den erfaring, at den kollektive tilgang skaber ideer og forestillinger, som få mennesker ikke kan tænke sig til. 

”Vi har opdaget, at man tør mere sammen, fordi man er flere om at dele risikoen. Men det er også en proces, hvor man skal lære at lægge sit ego fra sig og stille sig selv til rådighed for den gode idé. Det kan være ret angstprovokerende, når man ikke er vant til det, og det tager tid at vænne sig til. Men når man først kender det rum, føles det meget trygt og rummer en stor frihed,” siger Elisa Kragerup.

Dans kan ikke forløses ved skrivebordet

Den første forestillingen, der bliver udviklet som en del af projektet, er forestillingen Bonnie & Clyde, der fortæller den virkelige historie om det purunge forbryderpar med kroppe og ord. Uden fondsbevillingen ville koreograf Signe Fabricius kun have syv uger til at skabe fem kvarters dansetrin og en hel ny genre med dansere, der taler, og skuespillere, der danser. 

Selvom forestillingen først har premiere den 9. januar 2020, har Signe Fabricius og to af forestillingens dansere allerede haft en første workshop til at afprøve ideer og udtryk, hvor de medvirkende inddrages i udviklingsarbejdet længe før normal prøvestart.

”I forsøget på at skabe en helt ny genre og forene dansere fra vidt forskellige stilarter, er det helt afgørende at få mulighed for og tid nok at teste, søge og finde. Der var en sekvens, jeg forgæves havde forsøgt at forløse ved skrivebordet, men sammen med danserne opstod den form, som nu finder vej ind i forestillingen. Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed for disse muligheder nok,” siger Signe Fabricius.

Manual til kollektivet

Formålet med projektet er at investere i, udvikle og forankre det kollektive mind-set så stærkt, at teatret selv kan videreføre arbejdet, når den treårige bevilling udløber. I hele bevillingsperioden vil teatret selv bidrage med en stor egenfinansiering på 4,5 millioner kroner, og projektet er derfor også en stor investering for teatret. Det er en klar ambition, at projektet udmønter sig i viden og indsigt i kollektivets potentialer, der kan tjene som inspiration både for teatre i ind- og udland og for andre organisationer, der står over for komplekse udfordringer: 

”I vores samfund i dag er der er så sindssygt meget pres på den enkelte og et stort behov for at idéudvikling og nytænke hele tiden. Men mange af de udfordringer, vi som mennesker står over for kan ikke løses af individet, men kræver massive, kollektive bevægelser, som starter nede fra og op. Men den slags bevægelser er svære at manøvrere rundt i, hvis vi ikke ved, hvordan,” siger Eva Præstiin. 

Udover workshops vil bevillingen blandt andet gå til af dele erfaringer fra projektet løbende med branchen. Aktiviteter og seminarer, som er åbne for eksterne deltagere, vil løbende blive annonceret via Bikubenfonden og Betty Nansen Teatret.

LÆS OGSÅ: Reportage om kunstner kollektiver: Det er sjovere at dele kagen