Del

Kulturmødet på Mors var knap slut, før Waves Festivalen tog over i Vordingborg, og Aarhus lagde an til festuge med masser af scenekunst. Og sikke en udsøgt fornøjelse det var at få lov at møde branche og publikum side om side.

Mere end 30.000 tilskuer lyttede med på Mors, mens flere end 25.000 fandt vej til Waves, der bød på branchedebat, fanden-i-voldsk gadeteater og international performance med massemord og barnegråd. Jovist, den kunstneriske barre er højt sat og niveauet holder hele vejen rundt, mens samtaler og scenekunst går hånd i hånd, og lysten til at medvirke tydeligvis er til stede.

På Mors gav publikumsudviklingsprojektet Applaus bl.a. ordet til publikum, i en debat, der bød på et unikt indblik i tilskuerens tanker om teater.

”Hvorfor fortæller teatrene os ikke, hvad vi skal se” lød det fx fra en af de fire tilskuere, der var inviteret med i panelet på scenen.

”Hvis jeg går i biografen ved jeg altid, hvad jeg kan forvente at se. Teatrene glemmer tit at fortælle os, hvad vi skal opleve, og så føler jeg mig udenfor,” lød det videre fra panelet, som bestod af fire ikke super-teatervante tilskuere i alderen 19 år til plus 40.

En gennemgående pointe fra panelet lød på, at det er utrygt at gå i teatret, fordi der tales henover hovedet på publikum, mens der blev foreslået at teatrene, som andre brancher, tænker mere business og brugerbehov, og har mindre fokus på egne produkter. ”Jeg er fx ikke interesseret i, om det er ny dansk dramatik, jeg skal se, men derimod hvad, jeg skal se,” lød en rammende kommentar fra en af paneldeltagerne.

Også på Waves var publikum i fokus i form af et rigt program af tilskuer-inddragende gadeteater i verdensklasse. Her var der ingen fine fornemmelser eller højtragende ord, men scenekunst, der lige på og hårdt trak publikum på scenen i mere eller mindre udfordrende optrin.

Sjovt og rørende lod den canadiske akrobatduo L’Envers fx to publikum sidde på scenen og råbe til hinanden, mens den chilenske mimer og klovn Murmuyo, smadrede alle pænhedens normer, da han for fuld rockmusik entrerede torve-pladsen i et amok-agtigt humor-show, der drillede og charmerede publikum med lige dele fornærmelser og kærlighed, stjålne kys og ikke mindst ualmindeligt mange liter vand, som han til slut væltede ud over de nærmeste tilskuere.

Her var ingen tvivl om, at publikum vidste, hvad de så og fik rystet både lattermusklerne og de grænser, hvormed vi sætter hinanden stævne i det offentlige rum.

LÆS OGSÅ: ”Lån badetøj og håndklæder og hop i jacuzzien” – Waves Festival åbner med vildt og legende program

I Aarhus er publikum med på scenen, når SIGNA i denne uge byder indenfor til sit nye 12-timers performanceværk Det Åbne hjerte, der fra syv aften til syv morgen udforsker magtbalancen i grænselandet mellem godhed og selvgodhed.

Her er det nok svært at vide præcis, hvad der skal ske, men spændende bliver det helt sikkert.

Så publikum er her – både til den smalle kunst, debatten og de mere kommercielle ting – de vil bare gerne guides bedre og det er jo egentligt ret opløftende.

LÆS OGSÅ: ISCENE anbefaler: Scenekunst på Aarhus Festuge 2019