Hver uge giver ISCENEs journalister et blik på ugen, der gik i dansk teater – med få afstikkere til udlandet. I denne uge er det skribent Anne Liisberg, som fører pennen.

Sommerens festivalsæson er så småt ved at rinde ud, i Aarhus afsluttes årets Festuge i netop disse timer. Blandt festivalens egne fremhævede højdepunkter befandt to meget forskellige forestillinger sig. På Aarhus Teater fik David Bowies sidste værk, musikforestillingen Lazarus, anmelderroser. Den visuelt og musikalsk stærke forestilling er et eget univers, men bærer selvfølgelig også den nostalgiske genkendelse i sig via de mange Bowie-sange og historien, der tager afsæt i Bowies karakter i filmen The Man Who Fell To Earth. 

Mindre genkendeligt var der hos altid forunderligt eksperimenterende Signa, der bød indenfor på Aarhus Amtssygehus til en tolv timers interaktiv performanceoplevelse i Det Åbne Hjerte, hvor tilskuerne kobles parvis med 50 performere og skaber hver sin fortælling om lidelse og empati. En udfordring, der nok er krævende og anderledes, men som også er godt i tråd med Aarhus Festivals tema om at bygge bro mellem mennesker. 

Festugens direktør Rikke Øxner peger i festuge-programmet på, at ”Festugen er for alle, men måske gør vi det ikke nemt for alle at være med. I festugen oplever vi fællesskab og glade mennesker i byen, men den stemning er måske ikke nem for alle lige at glide ind i”. Festugen arbejder derfor både med at gøre det nemt at deltage og med at inddrage forskellige tilskuergrupper over tid, så ejerskabet ikke dør med projektet, men holdes i live også mellem festugerne. 

Publikumsinddragelse er disse års buzz word, men kan trods mange gode kræfter og eksperimenter være svær at konkretisere. Udviklingsprojektet APPLAUS arbejder bredt med området, men i denne uge fik også Betty Nansen Teatret en helt unik mulighed for at fordybe sig i bl.a. denne form for samskabelse. Teatret modtog nemlig en bevilling på otte millioner kr. over tre år til at udvikle og formidle samskabende scenekunst af Bikubenfonden. Teatret smider selv 4,5 millioner i projektet, der ikke er begrænset til udvikling af relationen mellem scene og sal. Bevillingen vakte naturligvis glæde på teatret, der fremhævede vigtigheden af at formidle scenekunsten som et ”rum for fællesskab”. Det bliver spændende at følge projektet, der er med til at sikre teatret en velfortjent fordybelse, som man kunne ønske for alle landets hårdtarbejdende og visionære scener. Bikubenfonden har et skarpt fokus på udvikling af scenekunsten. Gid vores nye kulturminister lader sig inspirere.

LÆS OGSÅ: Betty Nansen modtager millionbevilling til at udforske kollektivets potentialer

På Mungo Park i Allerød hyldes fællesskabet også i teatrets nye Grundlov, som den netop tiltrådte direktør Anna Malzer har aktualiseret. ”Teatret er det eneste sted jeg kan komme på, hvor vi mennesker kan søge efter mening sammen, i en live setting”, siger Malzer, og grundlovens tre første paragraffer er da også rettet mod samspillet med og påvirkningen af publikum. På Teater V i Valby er reality-livet i fokus i den nye ungdomsforestilling Generation Håbløs af Sofie Diemer, der har udviklet teksten på teatrets Dramatiske Laboratorium, som på forbilledlig vis giver dramatikerspirer mulighed for at skrive og blive sat i scene. 

Der er altså grøde i både splinternye og lidt ældre scenekunst-eksperimenter og udviklingstiltag, og ikke mindst er sæsonen for alvor i gang med daglige premierer over hele landet. Der er meget genbrug – heldigvis mest af den langtidsholdbare slags – men også masser af nye opsætninger. Så tjek programmerne nær dig og opsøg fællesskabet – hvad enten det foregår i en mørk sal, på hospitalet eller i den dybe skov.