Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

“Aldrig før er jeg blevet udfordret så meget på mine egne moralske principper”

“Lyset på den lange hospitalsgang er dunkelt og alle vinduer er mørklagte“. Emil Krabbe Villadsen, dramaturgistuderende ved Aarhus Universitet, fortæller her om sin personlige oplevelse med det, han kalder en af de mest ekstreme og interessante teater-eksperimenter 12 timer i performancen Det Åbne Hjerte af den dansk/tyske gruppe SIGNA.

Udmattede og fuldstændigt overvældede af indtryk står en ældre dame og jeg og snakker foran hovedindgangen til det nedlagte Aarhus Amtssygehus. Klokken er 7 en fredag morgen, og vi har begge netop gennemført 12 timer hos den fiktive forening ’Det Åbne Hjerte’, hvor vi som kursister, natten igennem har fulgt en såkaldt lidende, nogle vil måske kalde det en samfundstaber, for at forstå dennes smerte og dermed udvikle vores egen empati. Kvinden, som jeg ikke tidligere har mødt, udbryder straks vi er kommet ud ad døren, at det ’godt nok er nogle forfærdelige forhold de lidende lever under’ og spørger retorisk ’hvorfor staten ikke gør mere for at hjælpe dem og i det mindste bare renoverer det gamle hospital?’. I min udmattelse og mørbanket af nattens hårde tone, bliver det kun til et kort svar i stil med ’men de skal jo kun bo her, mens de spiller forestillingen’. Hun bliver stille og kigger på mig med forundring. Det går langsomt op for mig, at hun simpelthen ikke var klar over, at det hun har været en del af, var en teaterforestilling og ikke en nat på et ægte herberg. Dette står tilbage som et vidnesbyrd på, hvor stærk en fiktionskontrakt kunstnerkollektivet SIGNA formår at skabe med deres altomsluttende og klaustrofobiske univers. 

SIGNA
SIGNA, Det Åbne Hjerte. Foto: Erich Goldmann

Vi skruer tiden 12 timer tilbage og jeg står foran amtssygehuset med en vis uro i kroppen. Folk begynder at stimle sammen og vi bliver i mindre grupper sendt ind gennem hovedporten. Her møder vi en gammel, slidt udseende mand. Håret og skægget er fedtet, åndedrættet er KOL-hvæsende, og han lugter langt væk af øl og urin. Han kommer med nogle små kommentarer og reaktionerne i folks ansigter er akkurat de samme, som når en hjemløs begynder at snakke til en ved et busstoppested. Folk svarer meget kort og undgår for alt i verden øjenkontakt. Han fører os videre til en kvinde iført stramt, men kedeligt tøj og en mimik, der matcher beklædningen. Hun præsenterer sig som foreningen Det Åbne Hjertes leder og takker os for vores deltagelse i kurset. Vi bliver herefter ført ind i bygningen, som i sig selv er skræmmende, og kommer op på anden sal. Lyset på den lange hospitalsgang er dunkelt og alle vinduer er mørklagte. Adskillige personer begynder at trække frem fra de tilstødende rum for at betragte os. De er hærgede og beskidte og synet af dem får uroen i maven til at vokse. Fra ubestemmelige retninger høres skrig og jamren. Førstehåndsindtrykket er overvældende, og jeg bliver glad, da vi bliver ført ind i et mødelokale og får en stol at sidde på. Foreningens leder, som vi kort forinden hilste på, begynder at introducere stedet, nattens forløb og ikke mindst reglerne. Vigtigst, understreger hun, må vi kursister ikke blande os i slagsmål blandt de lidende. Et stærkt anslag for, hvad natten kommer til at bringe, og vi kursister udveksler urolige blikke. 

SIGNA
SIGNA, Det Åbne Hjerte. Foto: Erich Goldmann

Vi bliver herefter ført ud på gangen, hvor vi skal stå på række med ryggen mod muren. En gruppe af de lidende stimler sammen om os og betragter os stille. Pludselig træder en bistert udseende fyr frem. Han er omkring de fyrre, har langt mørkt hår, skæg og tatoverede arme. Ja, han har faktisk en slående lighed med mig selv, og det opdager han også hurtigt. Han stiller sig foran mig med ansigtet et par centimeter foran mit, og vi holder øjenkontakten i noget der føles som flere minutter. Jeg kan lugte smøgerne og sprutten på hans ånde. Uden et ord træder han pludselig tilbage og vinker mig med en enkelt finger frem. Han skridter hurtigt ned ad gangen og jeg følger efter. Først da vi når til et mørkt rum, hvis eneste møbelment er en lædersofa og utallige tomme øldåser, præsenterer han sig selv. Han hedder Jimmy og skal være min mentor for natten. Hurtigt glemmer jeg, at Jimmy er en fiktiv karakter, og jeg bliver draget af, at han pludselig er åben og imødekommende. Han tilbyder mig at låne noget af hans tøj, hvilket jeg pænt takker ja til, da hele formålet med natten er at leve i den lidendes sted. Han finder joggingbukser, tanktop, strømper, sko og underbukser frem og jeg skifter hurtigt og lægger dermed den sidste del af min identitet ned i en plasticpose sammen med mine egne underbukser. Efter jeg er klædt om, får jeg også et navneskilt om halsen. Jeg er nu Jimmy II. Vi sidder og småsnakker og får selskab af Jimmys ven Tonni og hans kursist, Tonni II. Der bliver sendt en flaske vodka på omgang, og jeg opdager, at jeg faktisk sidder og hygger mig. Jimmy virker til at have haft et hårdt liv, men er slet ikke så langt ude, som nogle af de andre jeg kort forinden havde mødt. Jeg begynder derfor at tro, at han kan blive en støtte gennem natten. Hvor tog jeg fejl. 

SIGNA
SIGNA, Det Åbne Hjerte. Foto: Erich Goldmann

Udover at følges med vores mentor, bliver vi også præsenteret for et stort udbud af små kurser. Kurserne spænder fra ’fadermord’ til ’pandoras æske’. Alle med det formål at få de lidende til at være i og acceptere smerten, så vi kursister kan udvikle vores empati. Jeg deltager først i et par stykker uden Jimmy, hvor jeg ser nogle af de andre lidende bryde sammen, da foreningens personale forstår at åbne op for deres sår. Det er stærkt, og de kolde, dunkle hospitalsrum gør, at jeg har svært ved at holde distancen til stykket, og jeg føler derfor virkelig med de lidende, når de fortæller om overgreb og børn, der ikke længere vil snakke med dem. Efter et kursus kommer en ung, spinkel mand ved navn Daniel hen til mig. Han spørger om jeg er Jimmy II og siger, at jeg skal komme med. Vi går ned i et lille rum, hvor der står et bord med stole rundt om. Der sidder Jimmy, som virker kold og fraværende. Han hilser ikke på mig og sidder meget uroligt. Udover os er Daniel, hans kursist og en ung kvinde fra personalet i rummet. Jeg får at vide, at vi skal lave pandoras æske, som går ud på, at de lidende på skift får en genstand, hvorefter de skal beskrive hvilke følelser genstanden fremkalder. Daniel får en legetøjsdiamant og fortæller om, hvordan han vil købe et hus, så han kan flytte sammen med sine forældre. Jimmy begynder at svine ham til og latterliggør det faktum, at Daniels forældre droppede kontakten med ham 9 år tidligere. Sådan går det lidt frem og tilbage i et stykke tid. Daniel bliver kørt mere og mere ned og Jimmy bliver mere og mere aggressiv. Og her sker der noget med min egen opfattelse af min identitet. Jeg fatter sympati med Jimmy og bliver ligeledes aggressiv og nedladende over for Daniel og føler en syg form for stolthed over, at jeg kan få ham til at græde med mine bemærkninger. Fokus retter sig herefter på Jimmy, da han bliver tildelt en neglebørste. Her eksploderer han i raseri til historien om, hvordan hans far jævnligt pinte ham med en stålbørste, da han var lille. Jimmy, som er en muskuløs mand, sparker hårdt til bordet foran ham, som rammer ind i en af kursisterne. Kursisten er tydeligt chokeret, men der bliver ikke taget nogle hensyn, og Jimmys raserianfald fortsætter. Her står det meget tydeligt, at selvom det er et fiktivt univers, vi befinder os i, så er det for os i rummet uhyggelig virkeligt. Den lille ”terapi-session” afslutter i råb, og jeg går med Jimmy ind i rygerummet for at tage en smøg, så vi kan falde lidt ned. På vejen griber han en ung, blond, kvindelig lidende om halsen og tvinger sig til et kys. Efter han slipper, skynder hun sig frygtsomt videre. Både personalet og jeg selv kigger bare passivt til. I takt med at Jimmy bliver mere og mere voldsom over for de andre lidende, påtager jeg mig samme rolle. Mit sprog begynder at ligne hans, og et personligt lavpunkt, om end dramaturgisk højdepunkt, finder sted, da en kvindelig lidende, lidt ældre end mig, efter mine og Jimmys provokationer spørger mig, om jeg nogensinde har voldtaget en. Uden at blinke stiller jeg mig truende tæt på hende, holder øjenkontakten med mit ansigt kun et par centimeter fra hendes, hvortil jeg svarer ’nej, men en gang skal jo være den første’. Et svar der, når jeg tænker tilbage på det, fylder mig med skam og kvalme, men som i situationen virkede som det mest naturlige i verden, og som resten af natten gav mig tilnavnet ’Psykopat-kursisten’. Mit eget moralkompas var fuldstændig hvisket væk, og jeg var nu helt og aldeles, uden at jeg selv egentlig havde opdaget, gledet ind i rollen som Jimmy II.

SIGNA
SIGNA, Det Åbne Hjerte. Foto: Erich Goldmann

Efter denne episode, samt en enkelt til, hvor Jimmy gennemtævede en af de andre lidende, så jeg nu for alvor forestillingens dramaturgiske opbygning. Indtil nu havde vores mentorer fulgt os og delvist passet på os. Nu gik kurset ind i fase to, og vi skulle passe på dem. Klokken var 00.30, og lysene blev slukket. Vi gik ind på sovesalen, hvor jeg var blevet tildelt en seng ved siden af Jimmys. Vi lå i lang tid i mørket og snakkede, og det føltes næsten som da man var lille og skulle sove hjemme hos en ven. Samtalerne i mørket blev dybe og mere intime. Pludselig blev Jimmy ramt af et voldsomt angstanfald, og han krampede råbende og skrigende sammen på gulvet. Jeg måtte her i lang tid holde fat i ham og forsøge at tale ham til ro. Det lykkedes delvist, men resten af natten vandrede han rastløst og prustende rundt i rummet. Jeg selv formåede at døse kort hen, men blev hurtigt vækket af en af de lidende, der brækkede sig på gulvet. Det var herefter naturligvis hans kursists opgave at gøre rent efter ham. Det samme gjorde sig gældende for kursisten hos den lidende, som tissede i sengen og ud over gulvet. Pludselig blev al lyset tændt, og høj musik spillede. Der var en klat grød til morgenmad og herefter evaluering med personalet, kursisterne og de lidende, som selvfølgelig også udviklede sig til adskillige skænderier og tilsvininger. Efter evalueringen klædte vi om til vores egne identiteter og blev lukket ud i virkeligheden igen. 

SIGNA
SIGNA, Det Åbne Hjerte. Foto: Erich Goldmann

SIGNAs Det Åbne Hjerte er ulig nogen andre forestillinger, jeg tidligere har set. Det tidsmæssige aspekt trækker tænder ud, og det har da også taget flere dage at komme ovenpå. Med deres altomsluttende univers og virkeligt stærke karakterarbejde formår de, at få publikum – eller deltagerne, som nok nærmere er det rette ord – til fuldstændigt at glemme, at det er fiktion de er vidne til. Selv her når man sidder og efterrationaliserer, er det stadig svært at gennemskue, om det hele var opsat, eller om der var en snert af virkelighed over det. 

LÆS OGSÅ: SIGNA skaber 12-timers totalteater-oplevelse til Aarhus Festuge

Om min empati er mere veludviklet, er jeg i tvivl om. Men aldrig før er jeg blevet udfordret så meget på mine egne moralske principper og i en sådan grad, at jeg formåede at kaste dem helt bort. Det er ekstremt grænseoverskridende teater, og det er bestemt ikke for alle. Det fik mig til at både undres og væmmes ved mig selv og det er lige netop derfor, at det er et vigtigt projekt. For som foreningen ’Det Åbne Hjerte’ siger, ’kun ved at forstærke lidelsen, kan vi få kontrol over den’. 

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Emil Krabbe Villadsen
Emil Krabbe Villadsen
er dramaturgi-studerende ved Aarhus Universitet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...