Den store Gatsby er en ordtung oplevelse, der fortæller om dekadente tilstande og store følelser, vi aldrig får at mærke.
Hvad skal vi med en fortælling om dekadente rigmandsfolk fra 20’ernes New York, der lever i minder fra i går, men slår sig løs i nuet? Umiddelbart en masse – for hvem kan sige sig helt fri af efterleve fortidens drømme i forhold til nutidige ambitioner med en snert af stræben efter et liv i luksus? Men på Odense Teater er det svært at se, hvad de vil fortælle os. Måske tiden er løbet fra fortællingen, eller i hvert fald fra opsætningen, for deres meget forsimplede gengivelse af F. Scott Fitzgeralds litterære klassiker fra 1925, er en ordtung oplevelse med få sansemættede oplevelser og mange statiske optrin.
Fortællingen følger romanforlægget om den unge forfatter-knøs Nick, der har lagt de litterære ambitioner bag sig til fordel for en karriere som obligations-sælger i 20’ernes New York. Tiden er for de nyrige, og byen flyder over med let valuta og et pulserende natteliv.
Nick flytter ud i en hybel blandt de velhavendes villaer. Naboen er den ny-rige Gatsby, hvis ugentlige fester tiltrækker alskens kendisser og gangstere, mens kusinen Daisy bor i nærheden og er gift med den gammelrige polo-entusiast Tom.
Daisy har tidligere haft en affære med Gatsby, og fortællingen folder sig frimodigt ud som et trekantsdrama mellem Gatsby, Tom og Daisy med Nick som fortælleren.
Det er store følelser og tunge eksistentielle tanker, der er i spil, men på scenen går det nærmest i stå. For her er det svært at mærke festen, dekadencen eller de sjælesmertende oplevelser i en opsætning, der sætter den overvældende ordrige og minimalistiske gengivelse i centrum.
Scenen er nærmest tom, kun flankeret af et par tunge gardiner og lidt forklarende interiør som et par stole, en sofa og et flygel – skal vi forstå at livet er tømt for indhold, eller hvad er meningen?
Her står skuespillerne – ganske forladt – på forkanten af scenen og fører lange forklarende samtaler, mens karaktererne fortæller om at være forført af dekadente fester, store følelser og eksistentielle kvaler, og lidt jazzificeret 20’er muzak spæder til stemningen på lydsiden – men på stolerækkerne er det svært at mærke suset, mens de ordtunge tirader tager energien ud af fortællingen.
På scenen står rigmanden Gatsby (Jon Lange), der i ord synes omgærdet af mystik, men vandrer flegmatisk omkring på scenen, mens han ihærdigt knapper jakken op og i, uden at vi af den grund bliver klogere på, hvem han er. Nick (Benjamin Kitter) driver flot fortællingen fremad med menneskelig troværdighed og psykologisk indføling i et gedigent samspil med rigmanden Tom (Nicolaj Jandorf), der nok begærer konen Daisy, men også er i lag med resten af byens letlevende kvinder og ytrer sig lidt om den hvide races overlegenhed uden, at tematikken følges til dørs.
På sidelinjen står kvinden i midten, Daisy (Lea Baastrup Rønne) som alle forelskes i – men hvem er hun? Er rollen bare svær at give substans, det lykkes ej heller i Baz Lurhmanns filmatisering, eller hvad er der galt? Klog på kvinden bliver vi aldrig, mens hun slår om sig med sin leddeløse krop, lette latter og blonde lokker – og man undres over, hvad det er ved karakteren, som mændene vil gå i døden for.
Fortælling er fortolket før – ikke mindst i Baz Luhmanns ekstravagante filmatisering fra 2013, hvor fortællingen nærmest drukner i orgastiske fester og ironisk distance, mens 20’er-stemningens overdådige dekadence fik nyt liv i tv-serien Babylon Berlin, så der burde være rigelig inspiration til lidt vigør.
Så hvorfor denne afmontering af fest og følelser?
Der snakkes en del om overdådige fester i Gatsbys hus med hundredevis af gæster, rigdom, dekadence, kærlighedskvaler og forliste forhold, mens vi ser en halvtom scene, hvis optrin nærmest bliver ufrivilligt komisk, da tæppet løftes for ”den store Gatsby-fest”, og der står en enlig sanger, som understøttes af lidt club-music, mens en danser i guld-kjole suser omkring og forsøger at verfe liv i festen med et par overdådige Art Deco strudsefjers-vifter.
De gode skuespillerpræstationer liver op i forestillingen, men helt klog på, hvad de vil fortælle med Gatsby anno 2019, bliver man aldrig.
