Del

Gymnasieeleverne i Randers Kommune skal en tur i teatret i løbet af skoleåret. Aftalen er kommet i stand mellem Randers EgnsTeater, Paderup Gymnasium og Randers Statsskole og gælder indtil videre et enkelt skoleår.

Producent og indkøber for Randers EgnsTeater Tine Eibye fortæller nærmere:

”Vi har længe ønsket at lave et samarbejde med ungdomsuddannelserne om at komme ind og se teater. Gennem En Til Alle-ordningen, der sikrer en årlig teateroplevelse for alle børn i kommunen fra vuggestue til udgangen af folkeskolen, har vi fået et meget teatervant ungt segment. Så det er oplagt at føre det videre også efter folkeskolen,” siger hun.

De i alt 1.500 gymnasieelever, der skal i teatret i denne sæson, skal se forestillingen #Fremtiden af Teater O, der har specialiseret sig i at lave teater for unge og unge voksne, og som også har udsendt et undervisningsmateriale i forbindelse med forestillingen. For Tine Eibye er det vigtigt, at forestillingen er valgt, så den passer til aldersgruppen og kan spille ind i skolernes øvrige arbejde.

”Den forestilling, vi har valgt det første år, er nøje udvalgt, som en forestilling, der er lavet specifikt til unge. Og den kan igangsætte en debat om nogle af de emner, der virkelig optager unge mennesker i dag, nemlig vores allesammens fremtid og vores eget ansvar i den forbindelse,” siger Tine Eibye.

Inddrages i undervisningen

For rektor på Paderup Gymnasium, Allan Friis Clausen, kan en oplevelse med scenekunst være et godt supplement til det faglige arbejde på skolen.

”Forestillingen handler om de unges verden, og det er vigtigt, at forestillingen giver mulighed for at tænke tematikken ind i undervisningen på gymnasiet. Den handler om at tage ansvar for fremtiden og udfordringer som fx klima, dommedag, krop og kunstig intelligens. At opleve emnerne i et dramatisk udtryk med teatrets virkemidler håber vi på bliver en ny og sjov oplevelse. Vi håber også, at eleverne griber muligheden for at debattere det, de har oplevet, med skuespillerne i den planlagte aftertalk, eller når de kommer hjem i klassen,” siger Allan Friis Clausen.

På Randers Statsskole håber rektor Lone Andersen blandt andet, at teateroplevelsen kan give grobund for refleksioner, og så passer det godt ind i skolens profil.

”På Randers Statsskole ønsker vi at udvikle og styrke vores kreative profil, hvilket stemmer godt overens med et teaterbesøg, som kan være med til at fremme og udvikle elevernes kreative og innovative tænkning. Vi håber, at eleverne får et nuanceret og større udsyn, og at de får en oplevelse, der berører dem på en anden måde, end de er vant til fra den daglige undervisning. Det specifikke teaterstykkes emne lægger desuden op til overvejelser og diskussioner, som er relevante at inddrage i flere forskellige fag i gymnasiet,” siger Lone Andersen.

De 1.500 gymnasieeleverne i Randers Kommune skal i teatret i løbet af september.