Del

Se dagens lys
13. sep -10. okt 2019
Aarhus Teater 

Svend Åge Madsens Se dagens lys fra 1980 var næsten profetisk i sin undrede spørgen til forandringsparatheden. Julie Petrine Glargaard har dramatiseret Madsens roman, og det er der kommet en fin pastelfarvet og hyperaktuel forestilling ud af.

Svend Åge Madsens roman Se dagens lys (1980) kan ses som en lys variant af George Orwells 1984, idet begge romaner følger et forelsket par, der forsøger en lille revolution mod et ensrettende styre. Hos Orwell som rendyrket dystopi, hos Madsen med tvetydige og humoristiske sprækker på kryds og tværs af et univers, der umiskendeligt er placeret i Madsens litterære Aarhus.

Vågner op til ny ægtefælle hver dag

I Se dagens lys vågner man hver morgen op til en ny ægtefælle, nye børn, nyt job og nye venner. Hver dag er en ny mulighed og livet er renset for trummerum, intimitetens trakasserier og forpligtelser ud over døgnets 24 timer. Tilværelsen bliver dermed tilsyneladende et billede på den ultimative frihed, men er man fri, når man samtidig konstant er underlagt kravet om fuld omstillingsparathed? Det spørgsmål stillede Madsen næsten profetisk i 1980 og det er spørgsmål er måske endnu mere aktuelt i dag, hvor bevægelse – eller sprogligt mere dehumaniserende: agilitet – udgør arbejdsmarkedets primære værdi, der flyder ud i privatsfæren. En sfære, der måske heller ikke længere er så privat, gennemsyret som den også er af optimeringskrav til små institutionsbørn og diffust moralsk drivtømmer, der ofte hører en anden tid til. Hvordan udholde et helt samlivs op- og nedture, når resten af samfundsstrukturen er baseret på fleksibilitet og fremdrift?

Se dagens lys. Foto Emilia Therese

Skåret til med kroge i nutiden

Se dagens lys fungerer trods forfatterens eget oprindelige forbehold glimrende på scenen i Julie Petrine Glargaards dramatisering, der har skåret skarpt til både dramaturgisk og tematisk med kroge ind i nutiden. Glargaards manus leger flot med bogstaveligheden, idet replikker som ”Du kender mig jo” bliver helt absurde i et univers, hvor ingen kender hinanden mere end én dag. Historien er egentlig enkel og spilles på overfladen uden megen undertekst, men med en fin naiv nøgenhed, som forløses fint i mødet mellem Rune David Grues let stiliserede iscenesættelse og Julian Juhlins koloristiske og som altid helt bjertagende scenografi. Juhlin kan med enkle midler skabe meddigtende universer, der ikke støjer, men pirrer og fornøjer øjet på samme tid.

Et minimalistisk dukkehus af lys

Her vågner Elef (Christian Hetland) først i minimalistiske dukkehuse af lys, hvor de pludrende indbyggere i pastelfarvet tøj svinger rose-glassene og passivt-aggressivt holder intern selvjustits med handlingskorrektioner som ”Du skaber virkelig dårlig stemning nu”. De pludrende forandringstyper har i den grad ja-hatten på, og for dem er det at gentage en romananalyse eller replikker aften for aften er et næsten komisk rædselsscenarie. 

Elef er ikke helt som de andre, han fører en logbog over sine dage og prøver dermed at overkomme flygtigheden og fastholde hukommelsen. Hans projekt er retningsløst, til han møder Maya (Anne Plauborg). En forfrossen eksistens, der ikke passer ind. De forelsker sig, og med Elef som driver, omgår de Madam Datam, den computer, der står bag hele den svimlende logistik med at flytte alle rundt hver nat.

Se dagens lys. Foto Emilia Therese

Kærestepar i hobetal begik selvmord

Den såkaldte Hjælpetjeneste – her er det ok at associere til det orwelske nysprog – fanger dem dog hurtigt og fører dem til Varinka (Anders Baggesen), en mytologisk figur, der bruges til at skræmme ”de utilfredse” på plads i rækkerne. Elef og Maya lader sig ikke skræmme af den ildelugtende og bitre Varinka, der lader dem se fortiden, hvor kærestepar i hobetal begik selvmord. ”Ingen forstod det, for de havde det jo godt”, siger Varinka, og replikken forklarer dermed både, hvorfor det forandringsparate samfund opstod, og peger direkte ind i vores egen tid, hvor mange – og måske særligt de unge – har ondt i livet.

Elef og Maya holder fast, men måske snyder Varinka dem alligevel? Der er ikke ét svar – og det er fortællingens store styrke, at den klare dramaturgi – fuldt komplet med cliffhanger lige før pausen – accentueres af den madsenske åbenhed. Kan vi ikke alle drømme om det rene forhold uden krav og beskidt vasketøj? Og kan vi ikke alle have brug for gentagelsens tryghed? Der er gode ting i forandringssamfundets lethed, men frihed er det nok ikke. Ulykke sætter lykke i relief, lykken bliver farveløs uden sin modsætning.

En velstøbt ensembleforestilling

Se dagens lys er en velstøbt ensembleforestilling, hvor herrerne har mest at lege med. Christian Hetland spiller legende let og rytmisk Elef i godt samspil med Anna Plauborgs knugede, men også håbefuldt nysgerrige Maya. Omkring dem får især Frederik Mansø og Magnus Haugaard givet komisk krop og stemme til et par af de mange fluktuerende karakterer. Se dagens lys er en god adaption af et litterært forlæg, der skriver sig ud af sin tid og lige ind i vores med et unikt univers, hvor tempo og det visuelle udtryk formår både at perle som den orange rosé og åbne sprækken til det dunkle.

Klip fra Wikke & Rasmussens filmatisering af Se dagens lys fra 2003:

Forfatter: Svend Åge Madsen

Dramatiseret af: Julie Petrine Glargaard

Iscenesættelse: Rune David Grue

Scenografi og kostumedesign: Julian Juhlin

Lysdesign: Anders Kjems

Lyddesign: Kim Engelbredt

Medvirkende: Christian Hetland, Anne Plauborg, Anders Baggesen, Marie Marschner, Anna Nøhr, Kirsti Kærn, Kim Veisgaard, Frederik Mansø, Magnus Haugaard, Nahla Ravn Kaasing, Johanne Marie Brandt, Malou Ambrosius, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, Viola Madicken Bøhm Vatn, Malthe Rosenkrands Langballe

Spiller 13. september til 10. oktober.

Læs mere her