Tue Biering har ofte brugt skrappe virkemidler for at ruske op i aktuelle temaer og fastlåste positioner. På Mungo Park bruger han almindelighedens lavmælte smalltalk. Det er skræmmende.
Krydser du over på modsatte fortov, når du ser en teenagepige med lyst hår og rygsæk? Måske ikke, men det vil måske gøre, når du har set Pigen med bomberne, der er en co-produktion mellem Mungo Park og Teater st.tv.
Forestillingen tager afsæt i en virkelig person, Kundby-pigens, historie. Pigen blev i 2017 idømt 8 års fængsel for at have planlagt to bombeaktioner. Hun er siden idømt en tillægsstraf for trusler. Forestillingen handler dog ikke direkte om hende, men om vores, det omliggende samfunds, reaktioner på, at en ung pige radikaliseres og bliver voldsparat. Det er, som det formuleres i forestillingen, ”virkelig grænseoverskridende, når en kvinde bruger vold”, mest fordi vi er socialiseret til, at det gør kvinder ikke.
Det er også svært at forestille sig, at de unge piger, som langsomt fylder scenen, kan være farlige. De har alle en rygsæk og mobiltelefon i hånden. ”Vi er helt ægte, men alt andet er fiktion”, siger den første, og forklarer, at hun bliver instrueret per sms. Siden kommer instruktionerne også fra de tre voksne kvinder, som bærer forskellige reaktioner på pigen: vrede, nyfigenhed, omsorg. De neutrale handlingsanvisninger viser subtilt, hvordan pigen – måske – blev styret af sin ældre ven. Pigen er fortsat ikke den konkrete pige, men symbolet på de unge mennesker, der radikaliseres.
”Jeg vil så gerne forstå det”, siger den ene kvinde. Men det vil hun vist egentlig ikke, da hun også som mantra gentager: ”Det ville ikke ske for min datter”. Hendes angst slår efterhånden over i fordømmelse, der står i skarp kontrast til den anden kvinde, der på bedste humanistiske vis og mere og mere insisterende forklarer pigens gerninger med omsorgssvigt. Den sidste kvinde ser sig selv i pigen og mener, de andre tager hende for alvorligt og ikke forstår de unges sprog.
Nana Morks fra Mungo Park og Betina Grove og Marianne Søndergaard fra Teater st.tv. supplerer hinanden godt som de tre typer, der kredser og kredser omkring emnet i et leje, der kan minde om smalltalk iblandet en fint doseret portion følelsesudbrud. Vi kender positionerne, vi ved, hvem af dem, vi selv er mest – og vi ved, at diskussionen også foregår inden i os selv.
Pigerne – 10 i alt – draperer sig rundt om på scene og i sal som de styrede rekvisitter, de er, indtil de til allersidst får en enkelt scene alene, inden lyset går ned. Men så sker det også med en udgangsreplik, der får de små hår til at rejse sig, ja, som får os til at mærke livets skrøbelighed. Instruktør og dramatiker Tue Biering sætter dermed som så ofte før kniven ind et overraskende sted – hvor det gør ondt. Pigen med bomberne er ikke en voldsomt kompleks fortælling og dens virkemidler er enkle, men netop dens tone af lavmælt almindelighed er jo en pointe i sig selv. Det onde findes. Nogle gange i en lyshåret pige med rygsæk.
Instruktør Tue Biering er kendt for eksperimenterende format, læs om hans greb på en debatsalon.
