Del

P-p-p-pengene

14.-17. okt 2019

Børsbygningen

Normalt er der ingen adgang for offentligheden i Børsbygningen på Slotsholmen i København, men nu får publikum chancen, når performancekunstner Louise Haugaard Jørgensen inviterer indenfor i efterårsferien til performance-forestillingen P-p-p-pengene.

Louise Haugaard Jørgensen har lavet en særlig aftale med Dansk Erhverv, der ejer  Børsen, og opfører nu P-p-p-pengene i bygningens foyer. Valget af Børsen som lokation for forestillingen er ikke tilfældig. Ifølge kunstneren er Børsen nemlig både et fysisk symbol på penge og aktiehandel, og så har bygningen en rig historie, som forestillingen bygger videre på.

“At invitere publikum ind i dette rum, som ellers ikke er åbent for offentligheden, er i sig selv en væsentlig demokratisk pointe”, fortæller Louise Haugaard Jørgensen om forestillingen, der handler om den magt som penge fører med sig og den indflydelse, de har på vores liv.

Værket opføres foran Boye Givskovs mosaik af Børsens historie. Ligesom mosaikken er P-p-p-pengene også fragmenteret, idet lydsiden består af en collage af stemmer, hvorigennem Louise Haugaard Jørgensen fortæller historier om hverdagen med penge, om Christian 4.’s dagdrømme og aktiemarkedets uforudsigelige bevægelser. Kunstneren beskriver selv forestillingen som ”et poetisk forstyrret foredrag eller en guidet turisttur under narrativt sammenbrud”.

Forestillingen er gratis – dog er det nødvendigt at reservere billetter. Læs mere her