Del

Bang Bang Happy Man

10.-25. okt 2019

Husets Teater

Kan man indfange lykke? Ungdomsforestillingen Bang Bang Happy Man sætter spot på et hyper-aktuelt tema, om hvad lykke er og skal kunne, men fortaber sig i prætentiøse sceneløsninger og fortænkte tekster, der synes meget lidt kommunikative til et ungt publikum.

På et lykkehjuls-lignende drejepodie, flyder det med tomme papkasser, plastikpistoler og krigsførende cowboy- og indianerfigurer, mens en gylden Palomino pony i bamsestørrelse XL stirrer ud over moradset.     

Pludselig er der liv under rodet, da tre guldklædte figurer finder vej til scene-hjulet. Her er en cowboy med guldflæser og akustisk guitarspil, en superhelt med flagrende kappe og en kvinde med frihedsgudinde-krone. Alle er klædt i guld fra top til tå og kalder på lykken, som var det et levende væsen. Joy! Lykke! Happiness! råber de ud i luften. Men her er ingen svar, og så går jagten på lykke i gang.

Bang Bang Happy Man Husets Teater
Bang Bang Happy Man, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Scenen er et rundt podie, der ligger ned og drejer – måske den amerikanske tro på at lykken og det lækre liv kan vindes som lykkehjuls-præmie. For vi er i Amerika, hvor drømme om lykke og frihed raser lystigt, og alle vil have en bid af kagen. Superhelten forsøger at afgrænse lykke som en tilstand, der starter nu (knips) og slutter nu (knips). Mens kvinden hopper op på bamse-ponyen, tilføjer den et horn i panden, et par vinger og en blå paryk i forsøget på at lette med sin enhjørning.

Hun balancerer på dens ryg, og føres frem et par runder på det drejende podie, før hun falder af, så måske er lykken ikke en svær balancegang på en bizar-drømmehest?

Ideen med at søge lykken i alle dens former og forsøge at indkredse, hvad den er og indebærer, kan sagtens være relevant for et ungt publikum – spørgsmålet er bare, om de unge tager imod, når det serveres i en så abstrakt indpakning som her?

Bang Bang Happy Man, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Nu skal alt jo ikke nødvendigvis forklares og fortælles ud fra en aristotelisk dramaturgi, og nutidens unge er da om nogen med på at gå i dialog med fragmenterede fortællebidder – men der er lovlig meget kamikaze-kaos over den tumultariske fortælle-mosaik, som forsøger at sammenholde de mange snakke-synge optrin af lyd, retorisk tale, rekvisitter med referencer til USA og fysisk teater. Her er fx metafor-tunge taler om bisonkvæg tilføjet tempodrænende Wikipedia-info om kilo græsindtag og kilometer i timen. Ord-battler om de vildeste drømmescenarier med ønsker om tjenere, hjemmebar og slotte. Krigsoptrin med blinkende sirener og nøgne kæmpe-bryster i miniature-BH vist på Ipad, snak om afladningsritualer i den amerikanske ørken og en gentagende af- og påmontering af en guldbeklædt Mickey Mouse-maske med ditto gyngende underlivsbevægelser og dyrebrøl i forvrænget mikrofon-lyd. Der er muligvis en tematisk tråd i de mange optrin, men den er dælme svær at finde, og hvor skal en 13-årig placere retoriske fraser som: ”Bliver du opstemt af et højt arbejdspres? Er du villig til at blive så resultatorienteret som overhoved muligt? Eller er du en som ser kreative løsninger, hvor andre ser undertrykkelse?”

Ingen tvivl om, at ambitionen om at formidle ungdomsteater af høj kvalitet er tilstede fra gruppen Graense-Loes, og der er bestemt alt mulig grund til at vedblive med at eksperimentere med formater og fortællestrukturer for de unge. Spørgsmålet er bare, hvornår det bliver så fortænkt, prætentiøst og verdensfjernt, at man taber sit publikum?

Koncept & Idé: Katrine Karlsen & Sissel Romme Christensen
Skuespillere: Katrine Karlsen & Daniel Norback
Scenografi, Teknik & Afvikler: Sissel Romme Christensen
Koreograf: Adelaide Bentzon
Komponist & Musiker: Mads Mouritz
Lyddesign & Teknik: Lasse Munk
Masker & Teknikerassistent: Pernille Lehnert
Konsulenter: Stina Kajaso, Catherine Poher & Hanne Raffnsøe
Produktionsassistent: Emil H. Christiansen
Producent: Graense-loes