Del

De kunstneriske ledere bag Fevered Sleep, Sam Butler og David Harradine, opfatter barnet som værende i besiddelse af kvaliteter, der kan gøde skabelsesprocessen og udvikle scenekunsten. Børnene er medskabere af værkerne og her fortæller kunstnerne bl.a. om at udfordre gængse normer og grænser i arbejdet med en forestilling, hvor unge piger og voksne mænd danser sammen.

Børn er fremtiden. Og for os voksne er de på mange måder også fortiden. De minder os om det og dem, vi var engang og en tilstand hvor fantasi, drømme og virkelighed var mere flydende, smeltede sammen som uafgrænsede universer – før socialisering og integration – før formler og et overvældende labyrintisk navigationssystem regulerede vores adfærd.

Længslen efter – eller fascinationen af denne tilstand – har gennem de seneste par årtier inspireret sceneinstruktører, særligt i Storbritannien. Måske blandt andet fordi man har oplevet, at barnet og kreativiteten blev klemt i det engelske skolesystem, der i stigende grad har fokuseret på tests og resultater. Et fænomen, der nok kan genkendes i den hjemlige skole- og læringsdebat.

Men meget mere end en reduceret romantisk forestilling om det tabte land og en uopnåelig ubearbejdet erfaring er inspirationen i scenekunstmiljøet forankret i en værdisættelse af den kreativitet, der trives i det endnu ikke disciplinerede barn og den intuitive tilgang til verden. Således ser man i disse år en række scenekunstnere indlede samarbejder med børn.

Hvor børneteatret inviterede børnene indenfor som publikum, inviterer voksenteatret i dag børnene indenfor som performere og co-creators – medskabere. Barnet opfattes som i besiddelse af kvaliteter, der kan gøde skabelsesprocessen og udvikle scenekunsten.

Børneteater eller kunst?!

De kunstneriske ledere bag Fevered Sleep, Sam Butler og David Harradine, er et eksempel på kunstnere, der involverer børn i udvikligen af deres scenekunstneriske praksis. På spørgsmålet om, hvad børn kan få ud af at arbejde med kunst, svarer Harradine at han egentlig interesserer sig mere for, hvad kunst kan lære af børn. Sådan har det dog ikke altid været, og for kompagniet, som har eksisteret siden 1993 og først i 2003 begynder at interessere sig for børn i en artistisk sammenhæng, er det ydre omstændigheder frem for indre motivation, der bliver afgørende for deres u-turn.

På opfordring om at lave en forestilling til børn svarer Sam Butler i første omgang afvisende og med det på det tidspunkt for hende indlysende argument: ”Nej det kan vi ikke – vi er kunstnere!”. Efter en del pres giver Butler og Harradine dog efter. Og det bliver – med deres egne ord – intet mindre end en øjenåbner – en åbenbaring – et slør der bliver løftet – et vendepunkt i deres karriere. Faktisk så stor en eksistentiel omvæltning, at de beskriver deres tidligere år i branchen som en ørkenvandring henimod en oplevelse af at skabe noget værdifuldt – at finde et formål med kunsten – ikke at forveksle med instrumentaliseret kunst.

I Fevered Sleeps arbejde med børn som performere insisteres der på at skrælle bort; tilegnet adfærd, forventninger, skoling. Afklædningen skal i stedet tjene til at klæde børnene på – forstået som en styrkelse af deres selvværd. Og der arbejdes med legen som et redskab til at bryde regler ned for at kunne skabe og bygge op. Legen er ikke udtryk for en romantisk eller reducerende forestilling om barnet som det ultimative, legende menneske men gennem legen styrkes forestillingsevnen og fantasien næres. Og evnen til at lege er tidligt under pres, ifølge Butler, en af de evner som allerede fra 8-års alderen aflæres.  

Yes we can!

Ørkenvandringen er heller ikke forgæves, og Butler og Harradines kunstneriske erfaring og tilgang, hvor intet er for komplekst og ambitiøst, og hvor arbejdet præges af at skubbe grænser og udfordre smitter af på deres arbejde med og for børn. Og deres første forestilling for børn And the Rain Falls Down er et opgør med børneteatret som noget, man hiver op af en kuffert og kan spilles i andres scenografi.  

Omfattende research kendetegner Fevered Sleeps praksis. Og et middel til at destabilisere eller afprøve konventioner og fordomme for at undersøge, om de har en konstruktiv værdi eller blot er levn fra fejlantagelser eller en del af hierarkiske og strukturelle fastholdelses strategier. Forestillingen Men and Girls Dance afspejler denne undersøgelse og er netop historien om Butler og Harradines befriende og trodsige tilgang – hvis nogen siger vi ikke kan – så gør vi det!

Oprindelig udsprunget af et ønske om at bringe forskellige kroppe, barnets og den voksne og contemporary dance og ballet sammen på scenen, udviklede projektet sig til at fokusere på, hvad der viste sig at være problematikker forbundet med at lade mænd danse med piger på scenen. Fra at være tænkt som en æstetisk fejring af dansegenrer og kroppens mangfoldighed blev forestillingen et politisk manifest.

”Der er helt klart et isbjerg af angst og spørgsmål og usikkerhed blandt publikum, og det er naturligvis intentionen.” siger David Harradine. Foto: Benedict Johnson

Mænd og piger i samme sætning eller alene i samme rum er forbundet med noget forbudt og upassende. I en kultur, som vi også kender det herhjemme, der i stigende grad er præget af regulativer og begrænsninger for voksnes samkvem med børn uden for familiesfæren, er reaktionen på Butler og Harradines henvendelser, da de leder efter spillesteder, typisk afvisende. Da de endelig finder en scene, som vil præsentere deres forestilling, anmodes de om at skifte titel. For nok har man accepteret at piger og mænd danser sammen på scenen – men titlen skal i hvert fald ikke afspejle det. Det bliver nu som Butler og Harradine ønsker det. Og i juni 2013 står ni utrænede piger i alderen 9-12 og fem professionelle mandlige danser på scenen i Men and Girls Dance til premiere på The Place i London. Og selvom forskrækkede teaterchefer ikke troede på projektet turnerer den nu på sjette år.

“Kvinder og piger må godt tale sammen, men med mænd og piger er det lidt forkert – og det er ikke i orden, for det er faktisk sjovt.” siger Gabriela, 9 år, danser i forestillingen ‘Men and Girls Dance’. Foto: David Thibel

En samfundsvision

Men and Girls Dance udfordrer en stigende paranoia og udtrykker et komplekst dilemma mellem at skabe tryghed og sikre frihed. I forsøget på at maksimere sikkerheden og skærme børnene kappes muligheder for at skabe tillidsfulde relationer mellem børn og voksne uden for de familiære tilknytninger – og i særdeleshed relationen mellem piger og mænd, som er omgivet af en kriminaliserende undertone. I Men and Girls Dance faciliteres dette rum, hvor børn og voksne kan mødes uden det suspekte, fordømmende blik. Når provokationen har lagt sig, tilbyder forestillingen i virkeligheden en ideel verden, hvor vi ikke er bange for hinanden – en slags radikal empati. Og så slet ikke så radikal endda. Og som i en ikke så fjern fortid havde bedre betingelser.

Tekst fra forestillingen:

“I can see her freckle just above her mouth

I can see the way she’s playing with her fingers

I can feel her holding of her breath

I can see that she is looking at me”

I et større perspektiv handler Butler og Harradines projekt om tillid og det samfund, vi ønsker at leve i. Mere overvågning eller mere tillid? Endnu et dilemma, som ræsonnerer i en dansk virkelighed. Og i avisen – et af de mange tillægsprodukter, som altid ledsager en Fevered Sleep-forestilling, står der: ”Frygten efterlader vi ved indgangen til teatret.”

For Butler og Harradine er arbejdet med børn ikke at forveksle med en opdragelse – men snarere udtryk for en vision og et bud på, hvordan samarbejdet mellem børn og voksne, i en mindre hierarkisk kontekst og bundet op på færre regler og mindre kontrol, kan udvikle vores samfund. Børnene er jo fremtiden, og går de ind i den fuld af tillid og selvtillid, er det måske ikke så dystopisk at tænke frem endda.

Og børn behøver ikke kun varm mælk og et nus i håret, som en af pigerne, ni-årige Gabriela siger, der har danset med i Men and Girls Dance. Vi gider ikke tale med voksne, som taler til os, som om vi var babyer. Voksne har det med at undervurdere børn, mener hun. Dog ikke Butler og Harradine.

Læs mere om Men and Girls dance her

Live Art Danmarks online seminar er knyttet til Live Art for Børn 2019, og ligesom festivalen har seminaret børn som ligestillede samarbejdspartnere. Seminaret kan vedblivende opleves på nettet. Følg med her.

Artiklen er udgivet i et samarbejde med Live Art Danmark