Går efterårsferien til Tyskland, er der impro-teater at muntre sig med, men også dokumentarteater i den mere alvorlige afdeling. Berlin er storleverandør af tænksomme og politiske performances med blik på både fortiden og fremtiden, og i Hamborg kan man tage børnene med til en uforpligtende aften i selskab med Peter Pan. Iscene guider dig til nogle af efterårets bedste, tyske stykker.

Schaubühne, Berlin: Mitleid. Die Geschichte des Maschinengewehrs

Den schweiziske instruktør Milo Rau er ikke til at overse i det tysksprogede teaterlandskab, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med hans ”doku-teater”, kan det stærkt anbefales. Med Europa-trilogien The Civil Wars, The Dark Ages og Empire samt forestillinger som Five easy Peaces og The Congo Tribunal har Rau gang på gang høstet ros og skabt debat. Baseret på vidnesbyrd og rekonstruktion af virkelige historier bryder han alle de tabuer, han kan komme i nærheden af. Ikke mindst i Mitleid. Die Geschichte des Maschinengewehrs. I stykket er det de privilegerede europæere, der står for skud: Hvordan forholder vi os til den massive fattigdom, mange mennesker lever under, så snart, man træder over Europas ydergrænser? Er det ægte medfølelse at donere et månedligt beløb til velgørende formål, eller skal der mere til, spørger skuespiller Ursina Ladi, som spiller en NGO-medarbejder, der har været udsendt i det borgerkrigsramte Congo. Forestillingen er både en parodi på de privilegeredes (manglende) evne til medfølelse med de dårligst stillede og et eksperiment: Kan teater vække empati? Døm selv på Theater Schaubühne.

Mitleid. Die Geschichte des Maschinengewehrs, Theater Schaubühne, 7. november og 18. november. På tysk og engelsk med engelske undertekster. Læs mere her.

Mitleid efterårsferie Berlin
Mitleid. Die Geschichte des Maschinengewehrs, Theater Schaubühne. Foto: Daniel Seiffert

Sophiensæle, Berlin: After Europe

På det eksperimentende danse- og performanceteater Sophiensæle kan man i denne måned dykke ned i et emne, der i disse år præger den internationale kunstscene, nemlig afkoloniseringen af den såkaldt tredje verden. Konsekvenserne af europæernes kolonier i Afrika og Asien rækker langt ind i nutiden og fremtiden. På festivalen After Europe samles internationale kunstnere og tænkere, som alle stiller spørgsmålstegn ved Europa og vestlig kultur som status quo. Således kan man blandt andet opleve det transnationale ensemble HAJUSOM. Som baggrund for performancen Azimut rejste hvert medlem tilbage til deres hjemland, der alle er tidligere europæiske kolonier for gennem lyd, installation, performance og musik at formidle deres erfaringer og historier – personlige såvel som kollektive. Som opfølgning på forestillingen inviterer festivalen til debat om langtidskonsekvenserne af Tysklands kolonisering af Afrika og om, hvordan dette tema kan behandles æstetisk i teatret.

After Europe, Sophiensæle, 9.-13. oktober. På engelsk. Læs mere her.

After Europe efterårsferie Berlin
After Europe, Sophiensæle. Foto: Arnold Morascher

BKA Theater, Berlin: Theatersport Berlin

Det skal ikke være alvor det hele, for teater kan så sandelig også tjene som sjov og uforpligtende aftenunderholdning. Og er man til improvisationsteatergenren, der blev opfundet af engelske Keith Johnstone i 1960’erne, er der også noget at komme efter i Berlin. Impro-gruppen med det ligefremme navn Theatersport Berlin er siden 1995 ugentligt gået på scenen for at få publikum til at vride sig af grin. Otte skuespillere – fire kvinder og fire mænd – samt en musiker improviserer på baggrund af forslag fra tilskuerne, der som ”jury” vurderer hvilke af de to impro-hold, der løber af med sejren: ”Spartak Stanislawski” eller ”Dynamo Duse”. På scenen befinder sig en tavle, der viser holdenes points, og en vært kommenterer løbende skuespillernes udskejelser. I Danmark er teatersportgenren ofte på et højt niveau, men de berlinske udøvere i Theatersport Berlin sakker bestemt ikke agter ud.

Theatersport Berlin, BKA Theater, 14. oktober-4. november. På tysk. Læs mere her.

Theatersport Berlin efterårsferie Berlin
Theatersport Berlin, BKA Theater. Foto: Oliver Betke

Thalia Theater, Hamborg: Neverland

Går turen til Hamborg, eller snupper man den kun tre timer lange bustur fra Berlin, er opsætningen af J.M. Barries Peter Pan; or, the Boy Who Wouldn’t Grow Up fra 1904 på Thalia Theater et kig værd. Historien om drengen, der ikke ville være voksen og sammen med Wendy og Klokkeblomst flygter til øen Neverland, har stadig kraft til at fascinere det unge publikum. I denne version står et internationalt ensemble af unge skuespilelever fra Rusland, Sverige, Slovenien, Belgien, Finland, Polen, Holland, Østrig og Tyskland på scenen i en musikalsk forestilling, der turnerer i hele Europa (dog ikke i Danmark). Har man teaterglade børn, eller trænger man selv til at drømme sig tilbage til sin barndoms uskyld og bekymringsfrie dage, gør Neverland det ud for en fortrinlig efterårstur i teatret.

Neverland, Thalia Theater, 12. oktober 2019-4. januar 2020. På engelsk. Læs mere her.

Neverland efterårsferie Berlin
Neverland, Thalia Theater. Foto: Krafft Angerer

Theater unterm Dach, Berlin: Unterm Teppich – Der Krieg, meine Eltern und ich

”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”, skrev Søren Kierkegaard. Efter dette motto har skuespilleren Ilona Schulz skabt en scenisk collage af tekster og breve, som hendes forældre skrev til hinanden ved ”Stunde Null” – 2. verdenskrigs slutning i 1945. Flugt, fangenskab og hjemløshed er
temaerne, når skuespilleren i samspil med en pianist trækker tråde fra jødeudryddelserne og den ”tyske skyld” til nutidens krige og flygtningestrømme. Skam og skyldfølelse bliver ofte gemt væk. Men ikke her på det lille teater under taget i en gammel villa i Friedrichshain, Berlin, hvor man er indbudt til en intim og poetisk aften i den nære fortids skær.

Unterm Teppich – Der Krieg, meine Eltern und ich, Theater untern Dach, 10. oktober-15. november. På tysk. Læs mere her.

Unterm Teppich efterårsferie Berlin
Unterm Teppich, Theater unterm Dach. Pressebillede