Elisa Kragerup kan noget med Shakespeare og alt går op i en højere enhed i hendes underskønne fortolkning af Shakespeares vidunderlige tekst om lyst, kærlighed og selvbilleder.

Elisa Kragerup kan noget med Shakespeare. Hun rammer ikke plet hver gang, men med En skærsommernatsdrøm sidder pilen lige i bulls eye i en sprudlende forestilling, der gør klassikeren til højaktuel og vedkommende samtidskomedie.

Det er faktisk hverken geniale greb eller subtile analyser, der ligger til grund for denne gennemført fantastiske forestilling, men nærmere en evne til at grave hjertet i teksten ud og give det nye venner, der bringer det tæt på os – i dette tilfælde gennem den totale mediering og et David Lynch-inspireret univers hånd i hånd med lyden af Tarantino. Nå ja, og så en generøs instruktion, en stinkende sej scenografi af Steffen Aarfing, Emma Sehested Høegs stærke sange og hysterisk morsomt gendigtede scener af Line Knutzon, teatrets husdramatiker.

En skærsommernatsdrøm Betty Nansen
En skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret, 2019. Foto: Emilia Therese

”En sindssyg, en forelsket og en digter består af lutter hidsig fantasi”, introducerer Xenia Noetzelmann som dæmonisk Puk fortællingen, hvor vi nok fortaber os i fantasi, men også i krop og lidenskab – lyster, vi ikke kan tøjle, om end forsøget gøres fra start, hvor det athenske persongalleri – unge som gamle – vrider sig foran selfie-stænger, hvis billeder vises for os i split-screen Tarantino-style. Skærmene og medieringen følger med til forestillingens hjerteskærende slutscene, som athenerne må optage og genopleve medieret for at mærke smerten. Men så græder de også. Det er på ingen måde en ny indsigt, at oplevelser kun er til, hvis de er dokumenteret digitalt, men for pokker det virker, når det spejles i forestillingens eneste rene kærlighedsscene, der netop ikke er ”ægte”, men ageres af amatørspillerne Rumpe og Plyster, der med uskyldsren indlevelse underholder bryllupsselskabet med den tragiske Ovid-variant af Romeo og Julie-temaet om Pyramus og Thisbe.

Rumpe, Plyster og deres mentor Kvæde er en fænomenal opdatering af amatørtruppen af håndværkere i Shakespeares tekst. Truppen har altid været en forestilling i forestillingen som en art comic relief, men her må man sige, at de i den grad får taget scenen. Stor cadeau til Line Knutzon for en ætsende dialog, der spidder skuespillerbranchens (og alle øvrige branchers) primadonnaer, men især sætter kniven i tidens krænkelses- og repræsentationstemaer. For kan Plyster spille Thisbe, når ”han ikke har en ung pige indeni”? Mikkel Arndt er mageløs i sin nejhats-krænkelsesparathed som Plyster, mens Peter Plaugborg som Rumpe giver ham maximal modstand med sit jahats-overmod. Imellem dem forsøger arrangementspraktikeren Kvæde i Niels Ellegaards konfliktsky person at mægle, indtil han fortvivlet forlader skuepladsen. Det er sjældent at se en trio, der i den grad løfter hinanden. Det er sjældent at se noget, der er så morsomt – og så blive overrasket af alvoren. Fremragende spillet!

En skærsommernatsdrøm Betty Nansen
En skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret, 2019. Foto: Emilia Therese

Imens løber de unge elskende rundt i skoven – eller i det Twin Peaks-agtige parallelunivers, hvor intet er, som det synes. Det lykkes Kragerup at gøre de ellers som oftest kedelige unge elskende interessante i deres higen efter forelskelsen mere end den elskede selv. Det er en universel oplevelse, og i skoven kan alt ske. Det lystfulde forløses i en helt magisk scene, hvor alle kroppe er begærede, mens alfekongen Oberon og hans dronning Titania finder hinanden i Christian Alkjærs helt ekstraordinært fabulerende lyssætning til tonerne af Smoke Gets in Your Eyesen dobbelttydig tekst, der understreger overskuddet i denne iscenesættelse, der på sjældent set vis jonglerer indlevelse og kærlighed med mediering og begær efter at vide, hvem man selv er. ”Jeg elsker, derfor er jeg, sådan kan jeg iscenesætte mig selv”, går som en rød tråd gennem forestillingen, men udfordres hele tiden af ærligheden, af alvoren, af den kærlighed, der ikke bare vil sig selv, men også den anden.

Kan være, det er nemme pointer. Kan være, at grebene ikke er nye. Kan være, at referencerne er set før. Men det er helt lige meget, for alt går op i en højere enhed i denne underskønne fortolkning af Shakespeares vidunderlige tekst om lyst, kærlighed og selvbilleder. Få er nævnt, men hele holdet spiller fantastisk i en udfordrende iscenesættelse, der tror på sit stof og derfor triumferer i et overflødighedshorn af dramatisk nødvendighed.

Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Af: William Shakespeare
Oversættelse: Niels Brunse
Omskrevne scener: Line Knutzon
Bearbejdelse til Betty Nansen Teatret: Elisa Kragerup og Solveig Gade
Koreografi: Signe Fabricius
Lysdesign: Christian Alkjær
Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Niels Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høeg og Magnus Christensen

Spiller 11. oktober- 9. november på Betty Nansen Teatret