Den frie scenekunst er drevet af kunstnerisk engagement og viljen til at gå nye veje. Men hvem er de uafhængige scenekunstnere, og hvorfor er det vigtigt at støtte dem? Formanden for Kunstfondens projektstøtteudvalg for Scenekunst Lars Seeberg og lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab Karen Vedel slår et slag for den skæve og genrebrydende scenekunst.

260 ansøgninger. Så mange tikkede ind til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg sidste gang, det var tid til at dele penge ud til de frie scenekunstgrupper. De 65 millioner kroner, fonden havde til rådighed, rakte ikke langt i forhold til de i alt 280 millioner, grupperne havde ansøgt om. At være uafhængig scenekunstner i Danmark er ingen dans på roser, og er man heldig at få støtte til et projekt, skal man prise sig lykkelig.

”De penge, vi har til rådighed, forslår som en skrædder i helvede. Vi har lige i den seneste store uddeling kunnet støtte med ca. 25% af det ansøgte beløb”, medgiver formand for projektstøtteudvalget Lars Seeberg, da jeg møder ham en solskinsrig eftermiddag til en snak om, hvem de frie scenekunstnere egentlig er, og hvorfor Statens Kunstfond til stadighed støtter dem økonomisk. For selvom de fleste kender uafhængige teaterkompagnier og kunstnere som Hotel Pro Forma og Madame Nielsen, er mange måske i tvivl om, hvad der ellers rør sig i scenekunstmiljøet ude i det danske land på afstand af de etablerede scener som Betty Nansen, Det Kongelige Teater og Østerbro Teater.

Gilgamesh af Hotel Pro Forma. Foto: Ditte Valente

Og det er netop det, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og initiativet Udviklingsplatformen for Scenekunst arbejder for at synliggøre. Den professionelle, uafhængige scenekunst, som lever på trods, og som udfordrer den vanetænkning og træghed, der ofte gør sig gældende på de store teatre, når det kommer til at give nye, eksperimenterende former plads på de eftertragtede skrå brædder. For netop disse performances, teaterstykker og danseprojekter er afgørende for, at dansk scenekunst bliver ved med at udvikle sig.

Skønt og vanskeligt at definere

Af den samlede statsstøtte til scenekunst på 1,2 milliarder kroner om året, går omkring halvdelen -520 millioner – til Det Kongelige Teater. Det er lige så meget, som Statens Kunstfond hvert år fordeler mellem adskillige forskellige frie scenekunstprojekter. Begrebet ”det frie felt” kendetegner både Statens Kunstfond og Udviklingsplatformen som uafhængige teatergrupper og projektstøttede teatre, der ikke modtager fast, statslig støtte.

”De frie scenekunstgrupper er først og fremmest nogle, der ikke har en fast scene og faste aftaler, ligesom langt det meste af dansk teater har, og som modtager 90 % af den offentlige støtte. Vi deler penge ud til de sidste ti procent – nye grupper og projekter eller teaterkompagnier, der har eksisteret i længere tid, og som skal finde et sted at prøve og spille og måske nogle af de mere etablerede teatre at samarbejde med”, fortæller Lars Seeberg men tilføjer, at det frie felt kunstnerisk er en svært definerbar størrelse.

Genremæssigt kan man dog sige, at den uafhængige scene bærer præg af en langt større diversitet og leg med former, end man finder på de etablerede teatre. Performances i al deres mangfoldighedog ofte nonverbale og mere kropslige udtryk er ofte det, man finder på den frie scene, som ynder at mikse dans, teater, musik og andre kunstformer – ”en skøn blanding, som er vanskelig at definere helt præcist”, siger Lars Seeberg.

En skuespiller, der ikke er fastansat, er dog ikke automatisk medlem af de uafhængige scenekunstneres klub, mener formanden for projektstøtteudvalget, for i de fleste tilfælde venter han eller hun på at kunne gå til audition eller at blive ringet op af en instruktør fra et etableret teater. Desuden er disse skuespillere typisk uddannede til taleteater, som ikke er det, der kendetegner det frie scenekunstfelt. Her finder man langt mere alsidighed end på de etablerede teatre, der er præget af klassisk teater med en scenograf, en instruktør og skuespillere i fast definerede roller.

Er det ikke fordi, det er det, de fleste gerne vil se?

”Det er i hvert fald det, de bliver tilbudt og det, der er faste rammer for i aftaler med kulturministeriet og kommunerne. Jeg tror, at det har at gøre med tradition – at det er det, folk opfatter som ”rigtigt” teater. Den frie scene står for noget, der appellerer til en mere snæver målgruppe – det tror folk i hvert fald. For man kan jo se, at hvis de store teatre viser noget, der går lidt på tværs, er det faktisk ofte muligt at få et publikum til det”, siger Lars Seeberg.

Det nye prekariat

Også Karen Vedel, som er lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, skelner mellem freelance-skuespillere, dramatikere og instruktører og den uafhængige scenekunst. Ligesom Lars Seeberg, mener hun, at de frie scenekunstnere har et kunstnerisk drive, der mange gange adskiller dem fra dem, der ”bare” går til auditions eller venter på, deres agent ringer. Scenekunsten er ”en del” af de frie kunstneres person, og den klassiske idé om ”auteuren”, der er dybt personligt involveret i sin kunst, gør sig ofte gældende i det frie felt. Men det er blevet langt sværere at være uafhængig scenekunstner i Danmark, mener Karen Vedel, som selv var med til at stifte De Frie Koreografer i 1991.

Karen Vedel. Foto: Stenberg Photography.

”Allerede dengang havde de scenekunstnere, der ikke var tilknyttet et kompagni eller teater, et udtalt behov for at have en base. En platform, hvor de kunne organisere sig og sparre. Men dengang var det lettere at forbinde en positiv frihedstænkning med at være uafhængig kunstner. Det signalerede, at man var drevet af sin egen motivation og engagement. Det gør det nok også i dag, men vilkårene i dag er hårdere, fordi det økonomiske sikkerhedsnet er anderledes”, fortæller hun.

De uafhængige kunstnere er blevet et slags prekariat – et sårbart segment, som er at sammenligne med løsarbejdere, der må arbejde under usikre omstændigheder.

”Det ligger i det senkapitalistiske, at man ikke længere har en arbejderklasse, der er reguleret i et fast arbejdsforhold. Der har altid været mange prekære løsarbejdere, men der er blevet mange flere. De skal kunne flyttes rundt på, omstille sig alt efter, hvor der er brug for dem og ikke være bundet op på noget. Det er blevet en præmis, som uafhængige kulturarbejdere og frie scenekunstnere går ind på”, siger lektoren.

Det er blevet sværere at være uden arbejde i perioder og få understøttelse, og midlertidige kontrakter stiller meget skarpere krav og tillader ikke megen fleksibilitet. Og derfor, er der i højere grad brug for at gå sammen og organisere sig i kollektiver, at være medlemmer af forskellige platforme, der samler sig og hjælper hinanden. På den måde kan den frie scene sikre en bredde i kunsten, man ikke finder på de etablerede teatre. Som eksempel på nogle vigtige uafhængige scenekunstnere nævner Karen Vedel Henrik Vestergaard Friis og Ellen Friis, som står bag Live Art Danmark.

”Den måde, han forfølger sine ideer på og aktualiserer et materiale for forskellige grupper samtidig med, at han organiserer festivaler, synes jeg, er voldsomt interessant. Der er også en række performancekunstnere, der repræsenterer nogle skæve vinkler – det er ikke sikkert, der er et stort publikum til det, men de er i gang med en undersøgelse, der åbner op og sætter nogle tanker i gang, som vi ikke nødvendigvis får, hvis vi ser på det meget større mainstream-teater. På de etablerede teatre tager de ikke risici på samme måde, fordi de skal slås med deres egen struktur og et markedsføringsmaskineri, der er gearet til at få det store publikum ind”, siger Karen Vedel.

Eksperimenter er en forudsætning for at flytte ting

Lars Seeberg og Karen Vedel er begge enige om at den frie scenekunst er fuldstændig afgørende for udviklingen af dansk scenekunst.

”Vi har i høj grad nogle faste forestillinger om, hvad der er god scenekunst, og hvis disse forestillinger er meget konventionelle, kan vi ikke få øje på kvaliteten i det, der foregår ude i en kælder på Koncertkirken på Blågårdsplads. Der foregår meget eksperimenteren, og det er en forudsætning for at flytte nogle ting. Det er ikke alt, der er lige vellykket – men det er det sandelig heller ikke på de store mainstreamscener”, siger Karen Vedel.

Selvom Lars Seeberg indrømmer, at ikke alle ansøgere til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg er lige kvalificerede, mener han også, at den uafhængige scenekunst er livsnødvendig for dansk teaters fortsatte udvikling.

”Det er dér, de nye, vilde idéer dukker op. Det kan være anderledes former som site specific, nycirkus eller fusioner af forskellige genrer. I udvalget prøver vi at gøre op med vanetænkningen hos teatrene og publikum ved at forsøge at få de større scener til at samarbejde med dem, vi støtter fra den frie scene, så der kommer noget genrediversitet ind på de kendte scener. Hvis den frie scene ikke var der, ville vi primært have taleteater og tekstbaserede klassikeropsætninger i Danmark”, siger han og medgiver, at der for en garvet teaterhund som ham dog skal meget til, før han falder for en forestilling.

”Men de projekter, vi støtter, er fuldt på højde med det, man kan gå ind og se på de store teatre”.

Inspireret af Tyskland

Udover kvaliteten af projekterne ser Lars Seeberg og hans kolleger i Projektstøtteudvalget efter forestillinger og performances, som ikke har rod i hovedstaden, hvor 90% af dem, der søger støtte, kommer fra. Det er et erklæret mål for udvalget, og for Kunstfonden generelt, at få scenekunsten ud i hele landet og give forestillingerne et længere liv – også gerne internationalt. Ved at sende uafhængige performancegrupper til for eksempel festivalen Tanzmesse i Tyskland og teaterfestivalen i Edinburgh forsøger de at hjælpe dem til et internationalt gennembrud.

Flere danske scenekunstnere fra den frie scene har da også haft held til at gøre karriere i nabolandet Tyskland, som i kraft af sin størrelse har mange flere scener at gøre godt med. Blandt andre performancekunstnerne Madame Nielsen og Cecilie Ullerup Schmidt, som arbejder både i Østrig, Tyskland og Danmark, er velkendte navne i tyske, uafhængige teaterkredse. Selvom de frie teaterkunstnere heller ikke i Tyskland for alvor er inde i varmen på de store ensembleteatre som Schaubühne, Maxim Gorki  og Volksbühne, er det formeksperimenterende og politiske teater mere udviklet og besøgt her. Især i Berlin, som er kendt som en kunstnerby, hvor det er billigt at leve.

Hvad Danmark kan og bør efterligne, er Tysklands frie, statsstøttede scener som Hebbel am Ufer, Sophiensæle i Berlin, Kampnagel i Hamborg og Künstlerhaus Mousonturmi Frankfurt am Main, der tilbyder sceneplads og markedsføring til uafhængige scenekunstgrupper. De prisbelønnede teaterkollektiver She She Pop og Rimini Protokoll er nogle af de grupper, der har skabt sig en mangeårig karriere blandt andet gennem samarbejder med de åbne, kuraterede scener.

”Det ville være fantastisk for København at have en åben kurateret scene i stil med Hebbel Am Ufer. Men det er tilsyneladende vanvittigt svært at få fonde eller politikere til at etablere endnu en scene i landet”, siger Lars Seeberg.

Derfor mener han, at en mere fremkommelig måde at give de frie scenekunstnere bedre udfoldelsesrammer er at forsøge at få dem ind på de etablerede scener, når der er plads. På den måde ville de kunne blive indhyllet af teatrenes PR-maskine, og publikum ville blive mere opmærksomme på dem, siger han og tilføjer, at der da er sprækker i systemet. For eksempel inviterede Teater Republique instruktøren Tue Biering ind med forestillingen Dark Noon (Østerbro Teater, 2019). Også Christian Lollikes Teater Sort/Hvid er et eksempel på et teater, der åbner sig op for gæstespil og uafhængige kunstnere. Men der skal stadig gøres noget ekstraordinært for at få de frie teatergrupper ud over rampen og ind på de potentielle publikummers lystavle, understreger Lars Seeberg.

”Og det synes vi, de fortjener”.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunst, er en platform for vidensdeling og et netværk for professionelle selvproducerende scenekunstnere og producenter.

Læs mere om Udviklingsplatformen her