Tre performere i et kæmpestort kirkerum og en masse unge mennesker med hovedtelefoner på lyder måske ikke som opskriften på en intim og nærværende oplevelse. Men det er ikke desto mindre ingredienserne i Carte Blanches nyeste og meget vellykkede forestilling.
En torsdag formiddag i gråvejr står jeg på torvet foran Silkeborg Kirke. Rundt om mig står en flok forventningsfulde gymnasieelever, der alle – som jeg – om lidt skal opleve egnsteatret Carte Blanches nye performance I al evighed.
Alle er vi blevet bedt om at efterlade jakker, tasker og ikke mindst mobiltelefoner uden for kirkerummet. Ingen forstyrrende elementer er velkomne. Hverken teknik eller de øvrige publikummer må påvirkes af udefrakommende faktorer. Vi skal kunne holde fokus og være til stede i det, vi nu skal opleve.
Mange mennesker, der er alene sammen
Silkeborg Kirke er en smuk, stor kirke bygget i røde sten. Indenfor er der uendeligt højt til det øverste af de hvidkalkede hvælvinger i loftet, hvorfra gyldne lysekroner hænger og skaber masser af lys i det i forvejen hvide, enkle kirkerum. Det er storslået på den måde, som næsten kun en kirke kan være det.
Vi sætter os på kirkebænkene og betragter de tre performere Sarah John, Liv Vesterskov og David Jensen, der alle er iklædt iøjnefaldende blomstrede jakkesæt – formodentlig for, at vi let kan skelne dem fra de øvrige gæster i kirken – der stiller sig op på skamler foran os.
De danser en form for synkron dans, som et mimespil, der gentages og passer sammen med lydene i den musik, der lyder i kirkerummet. Herefter gør de tegn til, at vi skal tage de hovedtelefoner på, der ligger på hylden til salmebøger foran os.
Med ét er vi indlemmet i en stemningsfuld verden af lyde, musik og stemmer, der på en gang lyder sagte men tydelige, som talte de til os helt tæt på øret. Det giver mig en følelse af, at der bliver talt direkte til mig. At den stemme, jeg hører, er henvendt kun til mig. Og det er den på sin vis også, viser det sig.
Stemmen i mine hovedtelefoner, der tilhører en af de tre performere, fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og efter en kort forvirring står det klart for mig, at vi ikke alle hører det sammen. Vi er mange mennesker samlet i kirkens store, lyse rum. Men vi er i gang med hver vores personlige oplevelse.
Indadvendt nærvær
I al evighed er en virkelig fint konstrueret performance. Det er de helt store temaer som tro, eksistens og magt, der tages op. Og selvom Carte Blanche ofte skaber små intime rum i tusmørke, som deres sanselige teaterinstallation Møder – i mørket, så lykkes det dem alligevel at genskabe lidt af den samme intimitet i det højloftede kirkerum.
Publikum inddeles via stemmerne i hovedtelefonerne i tre grupper. Der venter tre fine oplevelser foran os. Sarah John lader publikum knæle ved alteret som under en nadver. Her får vi hver vores lille del af verden.
Langsomt med let rystende hænder drysser Sarah John først jord i vores skålformede håndflader. Siden kommer en lille sten og en lille kvist til, der får jorden i håndfladerne til at ligne et miniature landskab. Vi bærer verden i vores hænder. Og selvom det er længe at sidde knælende i samme position, så er det en fin lille demonstration af det enkelte individs magt og betydning i verden.
Også de to øvrige performere tager publikum med på små rejser. Med David Jensen sidder vi på rækker og tænker over vores liv og vores valg. Vi er sammen med alligevel hver for sig, når vi markerer enighed eller uenighed i hans udsagn ved at række hænderne frem mod kirkebænken foran os.
Liv Vesterskov tager os med på en næsten meditativ drømmerejse, hvor verden opløses, mens vi som publikum ligger på hver vores kirkebænk med lukkede øjne. Gennem hovedtelefonerne guider hun os helt ud blandt stjernerne, hvor universet er uendeligt, samtidig med at vi vender opmærksomheden indad til nærvær og os selv. Det fungerer overraskende fint i et rum fyldt med teenagere.
Tankevækkende med plads til samtaler
Der kan med en performance som I al evighed sættes gang i mange tanker. Store som små. Om livet og døden, om troen og eksistensen. Der er meget, man kan filosofere over efterfølgende. Meget, der kan tales om i klassen bagefter.
Placeringen i kirkens rum er egentlig oplagt. Kirken er stedet, hvor man kan være sig selv og få plads til at tænke sig om. Men det er nok de færreste teenagere i dag, der bruger rummet til det. Måske kan en oplevelse som Carte Blanches I al evighed gøre en forskel. Om ikke andet, så vil oplevelsen nok alligevel blive siddende i kroppen og følge med dem ud af kirkerummet bagefter.
Teatret har desuden afsat tid efter deres performance til samtale. Her kan publikum stille spørgsmål, få svar eller blot få uddybet dele af oplevelsen, som var vanskelig at forstå. Det er en fin afrunding på en virkelig fin og alternativ kirkeoplevelse.
