Der kommer fire mennesker ind af bagscenens døre og starter et skænderi om, hvornår historien begynder. Var det mon i 1942, 1945 eller 1940? Eller var det faktisk i 1981 til tonerne af Grandprix-hittet Krøller eller ej? Lucas Svenssons nyskrevne De befriede udspiller sig dels under besættelsen og dels i 1981, hvor strømer-parret Kim og Erik forsøger at opklare et formodet mord, der trækker tråde tilbage til netop besættelsen. Finder de morderen? Svaret får du på Teater Republique, der efter sæsonens første forestilling Lehman Brothers er på banen med endnu et bud på ensemblespil med historisk afsæt. Signe Egholm Olsen er ny på holdet, og også det kunstneriske hold bag scenen er skiftet ud.
Vi springer frem og tilbage mellem de to tidsmæssige epoker, og det fungerer fint hjulpet på vej af Thomas Seebachs signaturhit på lydsiden i 1981, en strøm af projicerede s/h-billeder fra besættelsen, når vi er i 40’erne, og et ur, der tæller frem og tilbage. Egill Pálssons iscenesættelse trækker intelligent, men ikke overtydeligt på de filmiske koder for hhv. efterkrigstidens helte-epos og sen-70’ernes macho-tv-serie Strømer, og han får dem på ret charmerende vis koblet sammen med de karikerede teatertricks som de gentagne håndfulde sne, karaktererne nonchalant illustrerer de kolde tider med.
Det er sødt og finurligt, og står dermed i flot kontrast til den rå billedside og de to overløbere, Schalburg-krigeren Sven og hans ven Hans, der arbejder i tyskernes hjælpepoliti HIPO. Anders Budde Christensen og Johannes Lilleøre får på hver sin måde et par ret ubehagelige typer ud af Hans og Sven, mens de er perfekt bøvede og subtilt sammenspillede som 80’er-parret Kim og Erik. Kostumier Karin Betz skaber med små midler det autentiske 40’er-look, men spidder især 80’ernes usmagelige grimhed med Kims overdimensionerede cottoncoat med ærmerne smøget op til albuerne. Signe Egholm Olsen, dette års vinder af ISCENEs publikumspris er dampende sensuel og ætsende hævngerrig som modstandskvinden Hanne, mens Henrik Lykkegaard knusende sikkert giver krop til en række karakterer med den joviale psykopat Werner Best og den demente socialdemokrat Anders som højdepunkterne – her er djævlen så sandelig gemt i detaljen. De fire leverer, men timingen skal lige have et par ture mere, før den sidder der. Det skal nok komme.
Lucas Svenssons manus er på kanten af det ferme med sine idélige ledemotiver/markører på danskhed: Klods Hans, smørrebrød (udtalt med tysk accent) og I Danmark er jeg født og sine red herrings: vaskerisedlen med stikkernavne på bagsiden. Til gengæld tilgiver jeg gerne de søgte forbindelser mellem karaktererne i 40’- og 80’erne, de hører genren krimikomedie til. Af samme genremæssige betragtning finder jeg så omvendt billederne fra kz-lejre svære at forholde sig til. De er voldsomme som baggrund for en forestilling, der nok får skovlen ret godt under besættelsens samarbejdsproblematikker og eftertidens perception af disse, men som ikke helt kan bestemme sig for, om den vil teaterlege eller skære mere hårdt til benet.
