Lydteatret AKT1 er nomineret til Schadeprisen for sit unikke arbejde med at forene litteratur, musik og scenekunst.
Schadeprisen tildeles en person eller et projekt, der på både folkelig og litterært normbrydende måde udvider litteraturens rammer ved at lade teksten spille sammen med andre æstetiske udtryksformer. De øvrige nominerede til Schadeprisen er Sophia Kalkau, Ursula Andkjær Olsen, Monia Sander, Stense Lind-Valdan, Siri Ranva og Dorte Naomi.
AKT1 inviterer forfattere og kunstnere fra alle kunstarter til at skrive deres allerførste hørespil, som optages live med Danmarks bedste skuespillere, instruktører, komponister og lydkunstnere.
Platformen er således for debutanter i det lyddramatiske format – men AKT1s debutanter har de sidste år talt profilerede navne fra litteraturen, som bl.a. Olga Ravn, Josefine Klougart, Christina Hagen, Tine Høeg, Daniel Dencik og Ursula Andkjær Olsen.
AKT1 har snart 100 hørespil bag sig, og de har store ambitioner om at bringe radiodramatikken ud i hele landet. I denne sæson besøger de nemlig for første gang Odense og Aarhus, for til sidst at vende tilbage til København.
D. 7. december uddeles Schadeprisen 2019 på Krabbesholm Højskole.