I Berlin kan du lægge ører til flygtninges fortællinger, opleve en dyster forestilling på et tidligere jødiske børnehjem eller tage med ind i et fiktivt samfund med ægteskabskriser, korrupte politikere og familietragedier. Og hvis du er nysgerrig på, hvordan man laver politisk aktionskunst, der batter, så er det Monologfestival, du skal besøge, hvor tyske eksperter guider og skuespillere fra nær og fjern præsenterer deres aktivistiske monologer i kamptalestil. I Hannover eksploderer musik, maling og multimediale midler i en moderne og ungdomsvenlig version af den flittigt viste Goethe-fortælling om den unge Werther.

Mittelmeer-Monologe

Det siges, at folk er blevet trætte af at høre om flygtninge, lidelse og flugt, og siden indvandringsboomet i 2015 er kunsten, der italesætter problemet, da også svundet kraftigt ind. Men det gennemsympatiske teaterprojekt Bühnen für Menschenrechte fortsætter ufortrødent. I fem år har initiativet givet scene til flygtninges biografier i hele Tyskland ud fra en enkel metode: baseret på interviews med mennesker, der er kommet til landet fra Syrien, Irak, Nigeria, Somalia og andre steder fortæller skuespillere om deres liv og oplevelser med krig, diktatur og undertrykkelse i en detaljeret grad, man sjældent er vidne til. Den fjerde opsætning i rækken efter Asyl-Monologe, Asyl-Dialoge og NSU-Monologe er Mittelmeer-Monologe – en intens fortælling om en kvinde, som mister sin endnu spæde datter til Middelhavet og en syrisk mand, der udvikler et nært venskab med en menneskerettighedsaktivist. De sande historier formidles af fire skuespillere, som, akkompagneret af stemningsfyldt cello- og klaverspil, henvender sig direkte til publikum. Efter hver forestilling giver repræsentanter fra integrations- og menneskerettighedsinitiativer et indblik i mulighederne for at engagere sig for mennesker på flugt. Og selvom de fleste nok forlader teatret uden at melde sig som aktivist, er det næppe spildt at lægge ører til historierne, der lever videre i middelhavsdramaets hovedpersoner til deres dages ende. 

Mittelmeer-Monologe, Heimathafen Neukölln, Berlin: 8.- 15. december. På tysk med engelske, arabiske og franske undertitler. Læs mere her

Komm, schöner Tot

Den italienske forfatter Primo Levi har i sin Auschwitz-beretning Hvis dette er et menneske skildret den særlige systematiske sadisme, nazisterne udøvede i koncentrationslejrene, når de med et fingerpeg dømte udvalgte jøder til gaskammeret. Men ikke alle ved, at Hitlers besættelse af det ”rene” samfund også bød ham at udslette psykisk og fysisk handicappede fra samfundet – jøder eller ej. I det dokumentariske teaterstykke Komm, schöner Tot fortælles historien om den bare tre-årige Gerda Metzger, en ud af mere end 100.000 sygehuspatienter, som under den tyske nationalsocialisme blev koldblodigt myrdet på grund af deres sygdom. En ”nådens” eller ”befrielsens” akt kaldte nazisterne massemordet, når ikke de ganske enkelt retfærdiggjorde det med simple regnestykker: ”Et sundt, tysk skolebarn koster 125 Mark. Hvor meget mere skal det tyske folk betale for en psykisk handicappet eller krøbling?” hed det på en nazistisk propagandaplakat. Komm, schöner Tot spiller i denne omgang kun én aften på det tidligere jødiske børnehjem i Berlin, og det dystre stykkes historie perspektiveres efter forestillingen til en mere aktuel diskussion om aktiv dødshjælp til ufødte børn med kromosomfejl.  

Komm, schöner Tot, Betsaal des Ehemaligen Jüdischen Waisenhauses, Berlin: 20 november. Læs mere her

Monologfestival

For femte år i træk inviterer den frie, kuraterede scene Theaterdiscounter til monologfestival, denne gang med temaet ”status quo”. Overskriften skal nu nærmere forstås som et opråb og en opfordring til handling i en klimakrisetid. Hver dag under festivalen fremfører skuespillere fra nær og fjern således deres ofte aktivistiske monologer i kamptalestil. Den tyske teaterkunstner Simon Möllendorf fordrer i sin performance RE: TRACTION et mere nært forhold til naturen og dens økosystem i sin instruktion af performeren Sam Michelson, som, inspireret af japansk bondage og bindeteknik, snor sig ind i planternes rige. Hvordan det præcist ser ud, må man nok tage turen i teatret for helt at kunne forestille sig. Mere jordnært, for nu at blive i naturretorikken, bliver den aktivistiske kunstnergruppe Zentrum für Politische Schönheits lecture-performance Wer jagt, hat recht. Her fortæller aktivisterne, som i de sidste mange år har chokeret og provokeret med deres opfindsomme happenings, om deres metode. Hvordan gestalter man politisk aktionskunst, der batter? Det er ZPS om nogle eksperter på, og monologfestivalen er en unik chance for at snylte på deres kunnen. 

LÆS OGSÅ: Tysk teater chokerer med rå og raffineret politisk forestilling

Monologfestival, Theaterdiscounter, Berlin: 14-24 november. Læs mere her

Simon Möllendorfs performance RE: TRACTION, Monologfestival i Berlin. Pressefoto

Werther

Klassikeropsætningerne vil ingen ende tage, hverken i Danmark eller Tyskland, men i dette tilfælde bør man ikke fortænke instruktøren Lilja Rupprecht i hendes forehavende. Den ikoniske brevroman Den unge Werthers lidelser fra 1774 af Johan Wolffgang von Goethe er nemlig i hendes udgave noget så sjældent som gammel vin, der stadig smager godt på nye flasker. Med en scenografisk eksplosion af musik, maling og multimediale midler lever den søgende, romantiske Werther atter i en moderne og ungdomsvenlig version. Werther, der forelsker sig hovedkulds i den naturlige og harmoniske Lotte, som ikke vil have ham. Werther, der leder efter sin plads i verden mellem samfundsmæssige forventninger og sin individualitet og rige følelsesliv. Temaerne er stadig lige relevante, og nutidens Werthere, som endnu ikke kender romanen, der influerede en hel generation af unge sjælesøgere, kan fint begynde deres bekendtskab med Goethe her. 

Werther, Staatstheater Hannover: 17, 21, 23.11 + 9 og 17.12. På tysk. Læs mere her

Diamante

I seks dage i november forvandler det elegante Haus der Berliner Festspiele, hvor filmfestivalen Berlinale normalt finder sted, sig til et dunkelt modelsamfund fuld af mennesker og historier. Skuespil, installation og musik udgør det storstilede værk Diamante af den argentinske film- og teaterskaber Mariano Pensotti, som inviterer tilskuerne ind i byen af samme navn – et fiktivt samfund, hvor alle indbyggere arbejder for industrikoncernen ”Goodwind”. Seks timer befinder man sig i Diamante, i husene, på barerne og på byens hovedplads udspiller sig scener, der alle er fragmenter i den større historie om det argentinske arbejdersamfund. Man går fra scene til scene, støder på ægteskabskriser, korrupte politikere og familietragedier, og sætter dem sammen, som man vil. I løbet af de seks timer har man været vidne til samfundet i Diamante i en sommer, et efterår en vinter og et forår, og er det ikke nok, kan man altid tage ”et år” til og opleve scenerne igen på nye måder. 

Diamante, Haus der Berliner Festspiele, Berlin: 16, 17, 20, 22, 23 og 24 november. På tysk og spansk. Læs mere her

Diamante, Haus der Berliner Festspiele, Berlin. Pressefoto

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.