Samarbejder mellem de etablerede teaterscener og det frie miljøs kunstnere er ikke så hyppige, som mange af de sidstnævnte ville ønske. Men sommetider forekommer de – ofte til gensidig glæde og inspiration. Ny-cirkusartist Sunniva Byvard, kritiker ved Politiken Monna Dithmer og kunstnerisk leder af Aarhus Teater Trine Holm Thomsen deler deres tanker om den uafhængige scenekunst som mulig influencer på de statsstøttede teatre.
En ét minut lang video, kogt ned fra 70 timers prøvemateriale, var, hvad der skulle til for den uafhængige ny-cirkusartist Sunniva Byvard og skuespiller Søren Hauch-Fausbøll for at overbevise Aalborg Teater om et kunstnerisk samarbejde. Med udgangspunkt i børns nonverbale sprog og skyggen som fysisk motiv har de to kunstnere siden 2018 udviklet på et stykke, som på flere måder adskiller sig fra dem, der normalt er at opleve på Danmarks etablerede teaterscener. For i forestillingen er der ingen ord, og ny-cirkus kan ikke selv med god vilje siges at være blandt de genrer, som mainstream-publikummet er bedst bekendt med.
Selvom Sunniva Byvard og Søren Hauch-Fausbølls succes med at skabe interesse for en co-produktion hos et af Danmarks største teatre er en solstrålehistorie i et ellers tåget landskab, vidner den om en måske voksende tendens – samarbejder mellem det frie scenekunstfelt og den etablerede scene. Aarhus Teater er et af de fremmeste eksempler på, at de to verdener kan påvirke hinanden på en frugtbar måde, hvad de blandt andet viste med co-produktionen af techno-rave-performancen Untz Untz Untz af den uafhængige koreograf Martin Forsberg i år. Men kan de uafhængige scenekunstnere ligefrem betragtes som influencers i det etablerede miljø?
Skræmmende at arbejde sammen med stor gigant
Siden Sunniva Byvard i 2016 blev færdig som ny-cirkusartist fra University of Dance and Circus i Stockholm, har hun som uafhængig kunstner performet og instrueret i samarbejde med et væld af kreative fra musikere til filmskabere. I 2017 overtrådte hun grænsen mellem det frie miljø og den etablerede teaterverden, da hun medvirkede i Bosch Dreams på Østerbros Teaters scene Republique. For Sunniva Byvard var det både inspirerende og skræmmende at stå som ene kvinde foran en stor teatermaskine og skulle indgå i et samarbejde.
”Når man står helt alene foran en gigant, er man meget udsat og skrøbelig. Man serverer jo sit hjerte på et fad og har ikke økonomi eller medarbejdere i ryggen. Helt lavpraktisk kan det være sådan, at man overvejer 300 gange, hvad man skal svare på et givent spørgsmål, fordi man er nervøs for at træde forkert”, siger Sunniva Byvard, da ISCENE taler med hende i telefonen.
De forskelligartede arbejdsgange, hun selv og teatret var vant til, blev under arbejdet med ”Bosch Dreams” udfordret, fortæller hun. Ikke mindst fordi en ny-cirkusartists fysiske udtryksform kræver noget andet af hende end ”bare” det at huske og sige replikker.
”Når jeg arbejder fysisk i den grad, jeg gør, er der en grænse for, hvor mange timer i træk, jeg kan køre på. På teatrene er der en måde at gøre tingene på, som udspringer af arbejdet med skuespillere. Men når jeg bringer ny-cirkus ind, er der pludselig en masse andre ting, som teatret skal forholde sig til – fx fysisk opvarmning, temperatur og lys i rummet – fordi der er en stor risiko, når man arbejder fysisk”, siger Sunniva og nævner også den nye hat som medproducent som én, hun lige skulle få til at passe.
”At vi som kunstnere pludselig skulle stå i en producentrolle, var sindssygt skræmmende. Der har Udviklingsplatformens rådgivningsprogram været en kæmpe hjælp. Jeg kan ringe til dem og sige: ”Vi har fået en mail, hvad skal jeg svare? Der er jo en vis måde at gøre tingene på på teatrene, som jeg bare ikke kender til. Men jeg har fået helt vildt god respons og stor forståelse – teatrene ønsker jo også, at samarbejdet skal fungere”.
På gulvet, i luften og på væggene
I videoen, som vækkede kunstnerisk genklang hos Aalborg Teater, imiterer Sunniva Byvard og hendes medspiller bevægelser, som de har studeret hos børn i alderen 3 til 6, på imponerende naturtro vis. Og netop det universelle udtryk, som kropssproget er, har været med til at skabe interesse for projektet, mener Sunniva – samt det faktum, at forestillingen henvender sig til et publikum med stor aldersspredning. De to kunstnere mangler at få produktionsstøtte, før stykket kan skydes ud over rampen – men baseret på den underholdende video, har flere teatre vist interesse for projektet.
Hvad kan den uafhængige scenekunst bidrage med på de etablerede scener?
”Vi kan bidrage med vores personlige måder at gøre tingene på og den frie tilgang, vi kommer med. På den måde kan vi forhåbentlig inspirere teatrene til andre kunstneriske tilgangsmåder og udtryk som den nonverbale fortælleform. Det fysiske sprog er universelt, og teatrene er ved at få øjnene op for, at ny-cirkus kan noget – for eksempel det, at vi ikke kun arbejder på gulvet, men også i luften og på væggen”, siger Sunniva Byvard.
Hvor der tidligere var en forudindtaget idé om, at cirkus kun er for børn og barnlige sjæle, er mange teatre ved at få øjnene op for, at det fortællemæssige aspekt i genren kan ramme alle aldersgrupper, netop fordi det ikke er bundet af et sprog, men fokuserer på det kropslige udtryk, mener hun – og på den måde kan de blive opmærksomme på anderledes formater og måder at tiltrække nye publikumsgrupper.
Publikum vil overraskes
Også teateranmelder på Politiken Monna Dithmer mener, at samarbejder mellem det frie scenekunstfelt og de etablerede teatre kan føre til unikke forestillinger for det brede publikum, som måske ikke altid ved, hvor de skal lede i det uafhængige miljø for at få de anderledes teateroplevelser. At bringe disse oplevelser ind på de store scener er derfor fordelagtigt for både dem, de frie kunstnere og publikum – for lige nu gælder det for scenekunsten om at gå på tværs af og blande genrerne, mener hun.
”Jeg har længe tænkt, at det ville være en god ting, hvis de etablerede teatre tog de frie grupper mere under deres vinger, for det kan føre til gensidig befrugtning, hvor begge parter får meget ud af det. Publikum vil gerne overraskes og se noget andet end det, de forventer, så samarbejderne er ofte en win/win-situation”, siger hun til ISCENE og peger samtidig på, at der selvfølgelig er visse udfordringer for de frie grupper ved at blive flyttet over i et mere etableret miljø.
”Det kræver noget af grupperne, hvis de pludselig står i meget professionelle omgivelser, de bliver målt med en anden målestok, end de ellers ville blive. Det kan samtidig være en fare for et mindre kompagni at blive slugt af det store teaters repertoire og ikke være i stand til at skinne igennem”, siger Monna Dithmer.
Men meget ofte er samarbejderne mellem det frie felt og de etablerede scener en gevinst for begge, mener anmelderen – for eksempel da Republique co-producerede stykker af det dansk-tyske performancekompagni Signa, hvis interaktive værker kræver en vis økonomi og struktur. Men også Republique nød godt af samarbejdet, fordi de pludselig kunne tilbyde noget, der var fuldstændig unikt og kunne nytænke, hvad teatret skal, siger Monna Dithmer og peger på Aarhus Teater som et af de andre danske teatre, der er mest fremme i skoen, når det kommer til kunstneriske samarbejder med det frie felt.
Ud i kringelkrogene af scenekunsten
Et af de seneste projekter, Aarhus Teater co-producerede med en uafhængig kunstner, er forestillingen Untz Untz Untz – en danseforestilling og lecture-performance af koreografen Martin Forsberg, som står bag kompagniet Fors Works og er kunstnerisk leder af Norrdans i Sverige. For mange publikummer sprængte forestillingen, der var udformet som et technorave, nok rammerne for, hvad man kan forvente sig af den traditionsrige kulturgigant Aarhus Teater.
”Det er modigt og vigtigt af teatret at give andre scenekunstformer mulighed for at nyde institutionens varme og dens ressourcer”, udtalte Forsberg i forbindelse med premieren på Aarhus Teaters Studioscene. Trine Holm Thomsen, der er kunstnerisk leder af teatret, medgiver, at hun er interesseret i at åbne det op og samarbejde med så mange som muligt. Projektets kunstneriske kvalitet kommer dog altid i første række.
”Når vi modtager forespørgsler om samarbejder, er det altid det givne kunstneriske projekt, der er det vigtige – og så er det ligegyldigt, om ideen kommer fra en fri gruppe eller et etableret teater. Jeg vil gerne ud i alle kringelkroge af scenekunsten”, siger hun til ISCENE – ”selvom vi selvfølgelig også kigger på, om projektet passer ind i den linje, vi fører på teatret”. Og det gjorde Martin Forsbergs projekt med sin interaktive form, der opfordrede publikum til at danse med til technomusikken under forestillingen. På Aarhus Teaters Studioscene er den direkte kontakt med publikum noget, de eksperimenter med, fortæller Trine Holm Thomsen, og på den måde var Untz Untz Untz en berigelse for teatret og passede samtidig ind i den profil, de ønsker at tegne.
I denne sæson har Aarhus Teater også indgået samarbejde med blandt andre teaterkompagniet Hvid Støj, der producerer visuelle forestillinger for de helt små børn. Og måske kan netop de nonverbale og fysiske forestillinger, som de uafhængige scenekunstnere ofte er leverandører af, være genren, der forbinder den frie scenekunst med de etablerede scener og gør det muligt for de uafhængige kunstnere at sætte deres aftryk i det brede scenekunstmiljø. Sunniva Byvard, der som nycirkusartist ofte har skullet støtte op om skuespillerbårne projekter, glæder sig i hvert fald over interessen for hendes og Søren Hauch-Fausbølls fysiske børneforestilling.
”Det er rørende at mærke, at teatrene tror på, at vores projekt kan være med til at udvikle scenekunsten, og at de også ser de muligheder, vi ser. Så har vi noget sammen i stedet for, at det er ”os og dem””.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst
