Med inspiration fra streamingtjenester som Netflix lancerer Det Kongelige Teater nu et månedligt abonnement, hvor unge har ubegrænset adgang til alle teatrets forestillinger. Abonnementet koster 99,- om måneden.
Nu bliver det billigere og lettere for unge at opleve teater, ballet, opera og symfonisk musik i Det Kongelige Teater. Med abonnementet Sceneskift får unge under 25 år nemlig direkte adgang til alle Det Kongelige Teaters forestillinger i både Skuespilhuset, Gamle Scene og Operaen for 99,- kroner om måneden. Derudover kan man spare yderligere på et årsabonnementet, der koster 1000 kroner for de unge.
Inspirationen kommer fra streamingtjenester, som man kender det fra for eksempel Netflix, hvor man med et månedligt abonnement har ubegrænset adgang til et stort udvalg af indhold.
“Vi tror på, at teater er vanedannende. Jeg ved selv, hvordan det ændrede mit liv at opleve teater, da jeg var ung – og vi tror på, at flere unge kan få glæde af de oplevelser, den fordybelse og det fællesskab, man kan opleve i teatret. Derfor vil vi gerne gøre det let og billigt for unge at gøre det til en vane at bruge Det Kongelige Teater”, udtaler Teaterchef Kasper Holten.
Med Sceneskift får man adgang til at booke billetter to uger inden dagen, hvor man ønsker at se en forestilling. På dagen for forestillingen tildeles pladsen, som kan blive i alle kategorier – potentielt også teatrets bedste pladser.
Sceneskift er gået i luften, og man kan læse meget mere om abonnementet og mulighederne på kglteater.dk.