Del

Penthesilea

28. nov-11. jan 2020

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

Mere passion og krop kunne ønskes i Det Kongelige Skuespils nye husinstruktør Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse af Heinrich von Kleists ordrige Penthesilea om kønskampen mellem amazoner og græske helte. 

Det Kongelige Teater har sat den eminente tyske dramatiker og novellist Heinrich von Kleists sørgespil Penthesilea (1808) op, og udstyret det med undertitlen krig mellem kønnene. Nu er en undertitel jo ikke helt nok til at aktualisere en ældre, stilistisk storslået, men også meget litterær tekst på blankvers om en af myterne fra Krigen om Troja. Det Kongelige Skuespils nye husinstruktør Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse har da også en noget tung start med de mange ord, der fordeles blandt de mange gode yngre kræfter, der på nær et par stykker har lovlig lidt at lege med. 

Forestillingen tager først for alvor fart, da amazondronningen Penthesilea og den græske helt Achilleus møder hinanden – ikke på kamppladsen, men nøgent som mennesker, der attrår hinanden uagtet de sociale og kønnede koder. Penthesilea er jo bundet af amazonernes matriarkalske kodeks, hvor mænd kun bruges til forplantning, og Achilleus ser på patriarkalsk vis kvinder som objekter uden egen handlekraft. De møder i hinanden noget, der vender deres verden på hovedet. Den omvending giver von Kleist også en lille stramning i forhold til den gængse myte om de to, idet det er kvinden Penthesilea, der blændet af ære og misforstået svigt dræber sin elskede og først for sent opdager, at han kom våbenløs til deres duel. En aggressiv Romeo og Julie-historie bliver det næsten. ”Så var det måske en fejl. For kys og bid må leve sammen. Den der elsker kan i farten let forveksle dem”, siger Penthesilea bittert, før hun drager konsekvensen af sit ulykkelige misgreb.

Penthesilea på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Trods ensemblets idelige løben og hersen rundt i Jonas Flys rodet-rå scenografi, hvor kabinetter, mikrofoner og presenninger (og hesten!) illuderer kamppladsen ved Troja, ligger dynamikken altså primært mellem Achilleus og Penthesilea med et fint kontrapunktisk spor i Sicilia Gadborg Høeghs trofaste fyrstinde Prothoe, der uselvisk elsker sin dronning Penthesilea – også når hun ikke forstår hendes handlinger og bevæggrunde, der sætter spørgsmålstegn ved hele amazonkulturen. 

Johanne Louise Schmidt, der er blandt årets nominerede til teaterjournalisternes store pris, drager fra start interesse som Penthesilea. Mens de øvrige amazoner observerer grækerne, har hun direkte øjenkontakt med os og viger ikke en tomme. Schmidt kommer langt rundt i følelsesregistret, men står allerklarest i sit blottede møde med Morten Burians intense Achilleus. Han formår at samle sin passion så nedtonet, at den stråler desto stærkere. Fornemt sammenspil, der når sit højdepunkt i den forudsigelige, men betagende poetiske, ordløse duel-scene. Den fungerer, ligesom den blærede stroboskop-krigsdans, som kvinderne giver tidligere i forestillingen. Havde der dog blot været lidt mere af den slags krop og lidt mindre diffus løben, råben, vaklende eller fodslæbende rim. Fanny Louise Bernth lyser op, hun bemestrer versene og trækker hvert smertedryp ud af dem, andre kommer dårligt til orde eller kløjes i versemålene. Det er ærgerligt at sætte så mange gode kræfter på scener, når der ikke er mere at bruge dem til. 

Penthesilea på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Ansatserne er der, lidenskaben brænder flot igennem, det musikalske billede er fremragende sprødt og grusomt, men ligesom teatrets Symposion tidligere på sæsonen trækker ordene – hvor stilistisk brillante de end er i sig selv – i momenter livet ud af forestillingen. 

Forestillingens kønskrig bevæger sig dels på et abstrakt niveau mellem patriarkat og matriarkat og dels på det helt intime plan mellem mennesker. Niveauerne influerer hinanden, og dengang som nu kan de være svære at skille. Om krigsdramaet Penthesilea er det rette svar på tidens kønspolitiske udfordringer er jo spørgsmålet, der leder til flere spørgsmål: skal køn være en kamp? Kan man elske frigjort fra normer og kultur? Det kan de gymnasieklasser, der bl.a. må være målgruppen for denne forestilling, så passende diskutere efter teatertid.  

Se forestillingens trailer

Dramatiker: Heinrich von Kleist Oversættelse: Inger Christensen Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo Scenografi og kostumer: Jonas Fly Lysdesign: Mårten K. Axelsson Koreografi: Oleg Glushkov Komponist: Emil Assing Høyer Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Sicilia Gadborg Høegh, Fanny Louise Bernth, Özlem Saglanmak, Tina Gylling Mortensen, Morten Burian, Kasper Leisner, Patrick Baurichter, Laus Høybye, Mathias Skov Rahbæk og Emil Assing Høyer Spiller 28. november-11. januar 2020 på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset