I Berlin kan fans af den amerikanske forfatter Allen Ginsberg glæde sig til dennes digte krydres med Bob Dylan, Pattie Smith og The Clash-sange, og er du til lige dele natklub og ekspressiv danseterapi så er det også den tyske hovedstad, du skal til, hvor performancegruppen Gob Squad indtager Hebbel am Ufer. Karlsruhe byder på et tankevækkende og ubehageligt morsomt indblik i den aktuelle debat om fri abort i nabolandet og i Dresden iscenesættes Hitlers Mein Kampf med både lindrende humor og historisk bevidsthed.

Howl. Foto: David Baltzer / bildbuehne.de

Volksbühne: ”HOWL”

Den amerikanske forfatter og tænker Allen Ginsbergs berømte langdigt, der skulle blive synonym med Beat-generationen og dens foragt for alt, der bare lugtede af konformitet og småborgerlighed, iscenesættes for tiden på Tysklands dekonstruktive teater nummer 1, nemlig Volksbühne. I et kaotisk mix af musik, billeder og fragmenterede scener fortolker instruktøren David Marton Howl i en nutidig kontekst, hvor temaer som materialisme, seksuel undertrykkelse og militarisme stadig er blandt yndlingskritikpunkterne hos vor tids ‘Ginsbergere’. Ikke alle ved, at musik og buddhisme spillede en stor rolle i forfatterens liv. Således er den tyske fortolkning af det rablende digt Howl krydret med sange af Bob Dylan, Pattie Smith og The Clash i spraglede live-versioner. Hvad der er kommet ud af dette møde mellem amerikansk 50’er-kultur og postmodernistisk, tysk teater bør enhver Ginsberg-fan benytte chancen for at finde ud af. 

På tysk med engelske undertekster. Læs mere her

Staatsschauspiel Dresden: ”Mein Kampf”

Adolf Hitlers eneste litterære værk, det autobiografiske manifest Mein Kampf, som han skrev i en fængselscelle nær München i 1923, er ikke just kendt for sin kunstneriske kvalitet. At iscenesætte kampskriftet, som dannede grundlag for diktatorens antisemitisme, er ikke desto mindre en nærmest uimodståelighed for enhver historisk interesseret instruktør med rødder i Tyskland. Den ungarske instruktør George Tabori gjorde allerede i 1987 Hitler til teaterfigur i sit stykke om en ung mand, der ønsker at blive kunstmaler, men ikke lykkes med sin ambition og havner på et herberg for mænd. Her møder han jøden Schlomo Herzl, som inspirerer ham til at skrive et manifest. George Taboris stykke, der nu genopsættes i Dresden, er en farce med en kun alt for velkendt tragisk baggrundshistorie: Tabori var nemlig selv af jødisk oprindelse og mistede sin far til KZ-lejren Auschwitz i 1944. Hvor Hitler-stykket Er ist wieder da fra 2016 gjorde det alvorlige materiale lidt for morsomt, balancerer Mein Kampf smukt mellem lindrende humor og historisk bevidsthed. 

På tysk. Læs mere her

about dancing. Foto: David Baltzer / bildbuehne.de

Hebbel am Ufer: ”Dancing about”

Den tysk-britiske performancegruppe Gob Squad har 25 år på bagen og er mange gange blevet hædret for deres legesyge installationsteater, der blander genrer og medier. Gruppen har base i Berlin, og det er her, deres repetoir-performance Dancing about nu bliver vist. Som titlen hentyder til, er det med dette stykke første gang, Gob Squad begiver sig ud i en danseforestilling. Performancen byder da heller ikke på klassisk dans men på en helt ny bevægelsesform, som performerne selv har udviklet. ”En del natklub, en del ritual og en del ekspressiv danseterapi” kalder de selv den nye stil, som tager udgangspunkt i individets særkender og trangen til at høre til i en gruppe. ”Optimisterne”, ”ateisterne” og ”de fremmede” danser deres svagheder og passioner ud og søger efter skønheden i det hverdagsagtige – en metode, der altid har været Gob Squads kreative credo. Dancing about spiller i denne omgang blot to gange på Hebbel am Ufer i Berlin, og er man ikke til eksperimenterende performance kan forestillingen ses alene for de flotte, farverige og fantasifulde kostumer. 

Læs mere her

Staatstheater Karlsruhe: Frauensache

Når det gælder spørgsmålet om fri abort, vil mange danskere nok synes, at man i Tyskland er forbløffende ”bagefter”. Hvor kvinders ret til at vælge et uønsket foster fra inden, der er gået 3 måneder af graviditeten, i lang tid har stået uden for diskussion herhjemme, er temaet i Tyskland i 2019 et stridsspørgsmål af dimensioner. Den besynderlige lov om, at læger har lov til at udføre aborter, men under ingen omstændigheder reklamere med ydelsen på deres hjemmeside, er resultatet af den dybe splittelse, der har skåret sig ned mellem dem, der er for og dem, der er imod fri abort. Kvindebilleder, frigørelse og fremadstormende højrenationalisme er temaerne for dramatikerduoen Lutz Hübner og Sarah Nemitz’ satiriske drama om en aldrende, kvindelig læge, som skal finde en ung overtager til sin praksis. Alle seks roller er besat af kvinder som, i en hvid, klinisk scenografi og med karikerede kostumer, viser de ideologiske og tidsbundne forskelle, der ofte skiller 68’er-generationens og 00’ernes kvinder. Forestillingen har fået top-anmeldelser og giver da også et tankevækkende og ubehageligt morsomt indblik i denne aktuelle debat. 

På tysk. Læs mere her

tyske anbefalinger
Futureland på Maxim Gorki. Foto: Esra Rotthoff

Maxim Gorki: Futureland

50 procent af de mennesker, der siden 2015 er kommet til Tyskland som flygtninge, er under 18, og mange af dem er kommet uden deres familie – sendt til Europa af deres forældre eller flygtet alene. I Maxim Gorki Theaters ”science-fiction-dokumentar” Futureland fortæller teenagere fra Afghanistan, Syrien, Somalien, Guinea og Bangladesh om deres dramatiske og ofte traumatiske rejse til Tyskland. De unge er mellem 14 og 18 år, i grænselandet mellem børne- og voksenlivet og på tærsklen til en fremtid som måske, måske ikke vil udspille sig i Tyskland. For hvad er deres skæbne, når de fylder 18 og derfor ikke længere er beskyttet af asylmyndighederne? Kan de blive i landet, eller vil de blive sendt hjem? Futureland giver et indblik i denne gruppe af menneskers specielle og svære situation, men også i deres strålende drømme og visioner for fremtiden.

På forskellige sprog med engelske og tyske undertekster. Læs mere her

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.