Del

En ny festival på Fyn sætter skub i unge scenekunstneres udvikling. På festivalen Karavanen kan deltagerne blive inspireret, lære og vise, hvad de kan, i et større scenekunstnerisk fællesskab på flere af Fyns professionelle scener. Og det er helt gratis.

Festivalen starter på Teater Momentum, hvor unge scenekunstnere blandt andet får mulighed for skabe, udvikle og spille en helt ny forestilling på bare 24 timer med sparring og coaching.

Den Åben Scene er platformen til unge scenekunstnere, som ønsker at vise noget på en professionel scene og få kunstnerisk feedback og vejledning. Programmet er udover den 24-timer lange workshop fyldt med forestillinger, oplæg og talks om kunstneriske processer. Her kan deltagerne lære mere om at begå og udvikle sig som ung scenekunstner, heriblandt af Frontløberne, en projektplatform af unge kulturskabere, der vil fortælle om entreprenørskab på festivalen Karavanen.

LÆS OGSÅ: Black Box Dance Company og Aarhus Teater indgår 2-årigt samarbejde

Programmet byder både på professionelle og vækstlagsforestillinger og blandt de professionelle kan de unge lade sig inspirere Black Box Dance Companys forestilling No sex – en verden af køn samt forestillinger af Det Fynske Dansekompagni og Teater Grænseland. 

Karavanen
Det Fynske Dansekompagni med deres forestilling Element. Pressefoto.

Det er platformen Scenekunst Fyn, der står bag arrangementet, og initiativtager Gitte Gry Bech Ballesheim fra talentudviklingsforløbet Svendborg Scenekunstakademi siger: ”Det er så vigtigt, at unge på Fyn kan være med i et større scenekunstnerisk fællesskab, hvor vi viser omverdenen, hvad vi kan.”

Festivalen Karavanen er skabt i et samarbejde mellem Svendborg Scenekunstakademi, Faaborg-Midtfyn Kommune, Ungdomsskolen Faaborg-Midtfyn, Teater Momentum og BaggårdTeatret.

Fakta om Karavanen

Det hele sker fra den 10.-17.januar, når Karavanen begynder på Teater Momentum – Odense, fortsætter på BaggårdTeatret i Svendborg og slutter på Helios Film- & Kulturhus i Faaborg.

Se mere og find programmet på scenekunstfyn.dk