Del

Momentum præsenterer sin nye bestyrelsesformand Søren Friis Møller, der er lektor i kulturledelse ved CBS og blandt andet sidder i bestyrelsen hos Det Danske Filminstitut og Tempi. 

Søren Friis Møller udtaler: “Jeg er stolt og glad over at skulle træde ind i Momentums bestyrelse og fortsætte det imponerende arbejde, der er gjort af ledelsen, den tidligere bestyrelse og det kunstneriske råd i forhold til at udforske og udfordre scenekunsten på alle mulige måder, og nå et stort og trofast publikum i Odense, på Fyn og i hele Danmark.”

Søren Friis tiltræder som bestyrelsesformand pr. dags dato og tager dermed over fra Lasse Bo Handberg, der har været bestyrelsesformand for Momentum siden Momentums spæde start for snart 15 år siden. Dermed er det også lidt af nogle sko, der skal fyldes ud, men Momentums teaterchef er slet ikke i tvivl om, at Søren er den rette mand til opgaven. 

Marianne Klint, Teaterchef på Momentum om den nye formand: “Det er lidt af en drømmesigning med Søren. Hvordan erstatter man en formand som Lasse, der har siddet i bestyrelsen siden Momentums begyndelse? I vores arbejde med at finde en ny bestyrelsesformand, har bestyrelsen og jeg haft et ønske om at finde en person, der kan løfte opgaven til næste niveau og tage Momentum med videre ud omkring og endnu længere ind i folks bevidsthed på såvel den lokale som den nationale scene. Og hvilket bedre sted at kigge end der, hvor man finder noget så sjældent som en vaskeægte guru i kulturledelse? Jeg er stolt og glad over ansættelsen af Søren og ser meget frem til at komme i gang med arbejdet sammen med ham.”

Momentum er blandt andet blevet kendt for deres unikke Momentum-model, hvor man hver sæson fyrer den kunstneriske ledelse og ansætter en ny. I denne sæson er Niels Erling kunstnerisk leder og instruktør på Vol. 13 med temarammen ”Undergangen”, imens det for nyligt blev annonceret at Christian Lollike og Sort/Hvid overtager den kunstneriske ledelse af Momentum i næste sæson (Vol. 14), hvor man blandt andet har som målsætning at producere endnu mere scenekunst til endnu flere publikum i hele landet. I sidste sæson havde Momentum mere end 30.000 besøgende. 

Søren Friis Møller udtaler i forlængelse heraf: “Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at få meget mere scenekunst ud til mange flere mennesker. Momentum-modellen har vist sin styrke, måske kan vi udvikle den endnu videre? I den stadig mere intense kamp om publikums opmærksomhed, står Momentum også stærkt både i forhold til det kunstneriske indhold, men såmænd også når det handler om pris. Det skal vi blive ved med at udnytte og udvikle, for Momentums skyld, for publikums skyld og for scenekunstens skyld, for den er født samtidigt med demokratiet, og den er en grundpille i udviklingen af alle demokratier – det er også værd at huske på i en tid som den, vi lever i. 

LÆS OGSÅ: Søren Friis Møller skal booste publikumsudvikling i dansk scenekunst

Udover Søren Friis tiltrædelse som formand, indtræder Anders Skovgaard (Administrationschef ved Odense Symfoniorkester) i Momentums bestyrelse. 

Søren Friis Møller- En kort bio: Søren er 53 år, har mange års erfaring fra det kulturelle felt både som leder, forsker og underviser. I 2012 forsvarede han en PhD-afhandling om ledelse på kulturområdet, og til hverdag er han konsulent og ekstern lektor på CBS. Han sidder i bestyrelsen for Det Danske Filminstitut og Tempi, og i museumsrådet for SMK. Gennem 10 år som gennemgående underviser på diplomuddannelsen i ledelse for kunst- og kulturledere har han fået et bredt indblik i de feltets aktuelle udfordringer.

Læs mere om Teater Momentum her