Hvem ejer varmen i vinden? Det er ikke nemt at svare på, men spørgsmålet indkapsler fint desperationen i Dopplers maniske sorgbearbejdelse i Teater Next’s særdeles vellykkede sceneversion af norske Erlend Loes nyklassiker.
Jeg grinede højt med og af Doppler, titelpersonen i Erlend Loes roman fra 2004, der i øvrigt blev til en hel trilogi om manden, der forsøger at finde ro for modernitetens larm, først i telt i skovkanten nær sit hjem og sin gravide kone, siden længere borte, inden cirklen sluttes hjemme. Loe var stor omkring århundredeskiftet med sin naivistiske variation af postmodernismen, og Doppler har i flere omgange været på scenen siden – men holder han i dag?
Det må man sige, han gør. Doppler er med sin civilisationskritik, sin (egoistiske) interesse i bytteøkonomi og sin lille snert af prepper, dvs. en person, der forbereder sig på at overleve politiske eller naturkatastrofer, jo mere aktuel end nogensinde. Det kunne nu nemt være blevet en lidt fattig parodi på denne – alt efter eget ståsted – forudseende eller hysteriske mennesketype, men Christian Bergman og Michael Slebsager skærer den dramatiske bue anderledes med afsæt i Dopplers sorg over sin fars død. Jeg fristes næsten til at kalde dramatikerduoen for kompetent – Dopplers ultimative kritik af den senmoderne væren og væsner – for sorgen giver fylde og dybde til Dopplers umiddelbart håbløse og excentriske projekt. Mennesket har brug for ritualer – og er verden blevet tømt for dem, må man konstruere dem på ny.
Det gør Doppler i Peter Zandersens detonerende, konfronterende skikkelse med stor determination. Han danser ikke med ulve, men fægter med elge, og adopterer derefter elgkalven Bongo, hvis mor han lige har dræbt og parteret. De er, som han ræsonnerer jo nærmest i samme båd, grundet forældretabet.
Doppler har søgt stilheden i ensomheden og kan, ifølge sin teenagedatter, ikke lide folk. Det er dog svært at være helt alene et par hundrede meter fra villavejen, og Doppler omgås om end anstrengt, så dog ret fint med de fleste, og bliver noget, der kunne kaldes venner, med andre søgende sjæle i nabolaget. De fleste gestaltes af Peder Holm Johansen, der med kirurgisk præcision og metervis af charme skifter mellem aldrende tyskerbarn, elg, genfødt højrefløjsmand og brugsuddeler med sans for bytteøkonomi. ”Det skal være grænseoverskridende”, som han siger til publikum – man kunne vel også kalde det kompetent med nerve. Josephine Raahauge er ubetalelig som traumatiseret, drøvtyggende elgkalv, uhyre rummelig som Dopplers forladte kone og bandsat morsom som indbrudstyv.
LÆS OGSÅ: Så længe mit hjerte slår – fuld af charme men tung i tempo
Trioen supplerer hinanden godt i et tæt samspil og en energisk, men lydhør instruktion. Slebsager er ikke bange for at køre langt ud i farcehorisonten, men han negler også de bløde, sorgfyldte øjeblikke og får tilmed publikumshenvendelserne til at fungere. Doppler stiller de svære spørgsmål, og forsøger at besvare dem med lune og en anelse hysteri. Så, hvem ejer mon varmen i vinden? Det ved vist ikke engang Doppler, men han stiller spørgsmålet, og det er hele pointen i denne virkeligt sjove forestilling, der trækker fire meget store stjerner.
Læs mere om forestillingen her
