Er vor tids krise en ”mandlighedens” krise?

Spot på den tyske instruktør Falk Richter og hans til dato mest personlige forestilling, om en far der ikke vil acceptere sønnens homoseksualitet.

Den prisbelønnede tyske instruktør og underviser på Statens Scenekunstskole Falk Richter har skrevet sit hidtil mest personlige stykke. I det væver han sit og fem andre mænds forhold til deres følelseskolde og krigstraumatiserede fædre ind i Tysklands nyere historie og spørger: Er vor tids krise en ”mandlighedens” krise? In my Room spiller i februar i Berlin.

Det begynder lige på og hårdt. Gennem en rablende og følelsesladet monolog konfronterer Falk Richter publikum med forholdet til faren. Instruktørens egen far, vel og mærke, som han lader den unge skuespiller og officielt udnævnte ”shooting star”, Jonas Dassler, tage opgøret med for åbent tæppe. Efter en halv time ved vi, at Richter senior som 18-årig blev rekrutteret til at kæmpe i 2. verdenskrig og bagefter suget ind af efterkrigstidens ”Wirtschaftswunder” som virksomhedsejer i Hamborg. De traumer, krigen efterlod i den unge mand, blev aldrig helet. I stedet blev livet som Hitlers håndlanger skiftet ud med en tilværelse, der kun handlede om at tjene penge.

Med dette mandlige forbillede vokser Falk Richter, som viser sig at være homoseksuel, op. Med en far, der ikke er i stand til at rumme sin søns bløde sider og i stedet hylder en autoritær og distanceret opdragelsesstil.

”I hans forestillingsverden var det i mange år utænkeligt, at han kunne tale om sine følelser – at han kunne være emotionelt tæt på en anden mand i stedet for at se ham som en konkurrent. Min far var indtil kort før sin død ikke i stand til at rumme det, at jeg er homoseksuel”, udtalte Falk Richter for nylig om sin far i et interview til en tysk avis.

To typer af moderne mænd

 Selvom In my Room tager udgangspunkt i Richters eget forkvaklede forhold til sin far, er forestillingens ærinde at fælde dom over hele den generation af fædre, hvis sønner og døtre i dag er omtrent mellem 30-60 år. Vi befinder os i krisetider, og det er tid til et opgør med forrige århundredes autoritære faderfigurer, som, rundet af patriarkalske kønsrollemønstre og konservatisme, forhindrer pluralisme og åbenhed i at blomstre. Det er tid til at sætte “mandlighedens krise” på dagsordenen, mener instruktøren, som flere gange har lagt sig ud med Tysklands yderste højrefløj.

Falk Richter er ikke den eneste, som karakteriserer vor tids tendens til at lukke os om os selv og søge mod mere klassiske samfundsmodeller som en kønskrise. Blandt andre den hollandske sociolog Abram De Swaan har beskrevet moderne højrepopulisme og nationalisme som en direkte reaktion på kvindefrigørelsen og den “opløsning af nationen”, det medfører, når mænd og kvinders roller ikke længere er skarpt definerede, og alskens marcher med regnbueflag laver rav i naturens orden. ”Stærke”, autoritære og konservative mænd som Trump, Bolsano, Putin og Erdogan optræder i dag som symboler på den frygt for forandring, mange mennesker føler.

Ifølge Richter har den stigende kvindefrigørelse inddelt den moderne mand i to kategorier, hvoraf de nævnte højrepopulister er de grelleste eksempler på den ene: Den bange og konservative han, som føler sig truet på sin mandighed og med magt stritter imod enhver form for fornyelse. Til denne kategori hører de fleste af dette århundredes mænds fædre, mener instruktøren. Og det er deres spor, han og hans mande-ensemble i seks biografiske historier går på jagt efter i In my Room.

Rundet af instruktørens nationalitet og krigens indvirkning på landet

Stykket er særdeles rundet af instruktørens nationalitet og krigens indvirkning på landet. Mange danske mænds forhold til deres far og det mandebillede, generationen forinden har formidlet videre, ser trods alt nok lidt anderledes ud end det forknytte, følelseskolde og krigstraumatiserede vrag af en faderfigur, stykket peger på som samfundsmæssigt problem.

Richter medgiver da også, at ”denne form for mandebilleder lige nu har en renæssance i Tyskland, repræsenteret af AfD, Identitäre og andre nyfacistiske grupper, som vil erobre deres “mandlighed” tilbage”. Denne tendens giver sig udtryk i fremmedfjendskhed, homofobi og drømmen om et “soldater-mandebillede”, mener Richter.

Omend nationalismen også hertillands lever i bedste velgående, er en sammenligning med Hitler-generationens mænd dog ikke helt oplagt. Mere interessant i en dansk kontekst vil det måske være at tage et kig på den anden type af mænd, som Richter efter en konference i 2018 definerede som den ”åbne og beredvillige mand”, der i kølvandet på kvindefrigørelsen og ikke mindst #MeToo er hunderæd for at træde forkert overfor det modsatte køn.

At også liberale og åbensindede mænd – og kvinder! – skal bruge tid på at finde sig til rette med den historisk set temmeligt nye ligestilling mellem kønnene, er måske en provokerende holdning men ikke desto mindre værd at kaste lys over. Måske kan man forstå den “mandlighedens krise”, som Richter tematiserer i ”In my Room” mere bredt. Som et opgør med konservatisme og kønsbaseret magtudøvelse, som en intensivering af de såkaldt bløde værdier.

In My Room set af Nina Branner på Maxim Gorki Theater i Berlin

John Wayne og cowboys som forbilleder

I forestillingen In My Room er der to fortællinger om mænd, der er til mænd, og hvis fædre aldrig accepterer eller forstår det.  Morsomt er det, når den brilliante og drag queen-tenderende performer og skuespiller Benny Claessens kaster sig ud i en sarkastisk og melodramatisk iscenesættelse af forholdet mellem ham og hans far og instruerer de andre artister i rollerne som henholdsvis sig selv, faren og ”krigstraumet”, der altid stod imellem dem. I den mere sørgelig ende fortæller Knut Berger om sin homoseksuelle far, der aldrig turde åbne skabslågen. Nu har sønnen gjort det ”i hans sted”.

Stykket veksler mellem følelsesmæssigt stærke scener, komik, slapstick og musik. Alle seks skuespillere er formidable musikere og sangere, og veludførte numre af blandt andre Lana Del Ray og Aqua (!) bidrager til at gøre aftenen på Maxim Gorki Theater underholdende trods det til tider følelsestunge tema. En drejescene med en sort statue, der forestiller en græsk helt med små børnefigurer omkring sig samt et utal af skærme, der viser fædrenes mandlige forbilleder (John Wayne, cowboys) formidler det konservative mandebillede, performerne er vokset op med.

Historierne er autobiografiske og gør forestillingen til tider så personlig, at en af skuespillerne til premieren fældede tårer over sin egen fortælling om forholdet til faren. De to skuespillere Emre Aksizoglu og Taner Sahintürk, som fortæller om deres opvækst som 2. generationsindvandrere i et på mange måder fremmedfjendsk Tyskland, er umiddelbart de mest rørende. Den enes far forsøgte altid at blive en ”rigtig tysker” – autoritetstro, grundig og regelret. Den andens formåede aldrig at løsrive sig fra rollen som “tyrkeren”, der ikke mestrede sit ”nye” modersmål.

Faren døde, mens han skrev

Den kreative impuls til In my Room fik Richter på en konference i 2018, der handlede om mandlighed. At hans far muligvis ville føle sig ilde tilpas ved at se sin søns udlægning af deres forhold på en af de kendteste teaterscener i Tyskland, behøvede instruktøren ikke at frygte – for mens han skrev på stykket, døde faren. Det intensiverede naturligt nok skriveprocessen. Og måske derfor er In my Room blevet mere personligt end nøgternt reflekterende. Den lige linje, Richter trækker fra fædrenes krigstraumer og undertrykte homoseksualitet til den succes, nutidens tyske højrenationalistiske parti AfD nyder, kan virke postulerende.

Til forestillingen hører en teoretisk og temmelig akademisk pamflet om det at være homoseksuel, hvilket tre af de seks biografier på scenen også tematiserer. I den henseende kan man med rette spørge, hvor generel In my Room er i sin repræsentation af moderne mænd, da det at komme ud af skabet trods alt ikke er en almen erfaring.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.