Del

Jægerspris Revy
1.-16. feb 2020

I Jægerspris-revyen kan publikum spejle sig i det nære i indholdet. Det er en sød revy, der til gengæld også mangler lidt frisk tekst-input.

Jeg har aldrig hørt om eller oplevet, at en professionel revyskuespiller meget åbent, frejdig og lunt har stået og sunget om sit eget kræftforløb, og dét at komme ud på den anden side med livet og humøret i behold. Men det kan man opleve i årets Jægerpris Revy, hvor publikum til premieren begyndte at måbe – på den gode måde –  i takt med at denne Festsang (det var titlen) skred frem. Nummerets alvor og sødme blev fremført efter devisen om, at vi alle, eller i hvert fald i vores omgangskreds, kan spejle os i de tanker, der går gennem hovedet, når man er i en situation, hvor man trækker døden lidt i knurhårene. Anne Karin fremførte Mette K. Madsens tekstvise og nummeret blæste næsten salen bagover og alene for det input, skal man ikke være bleg for at lægge vejen forbi det nordsjællandske revylandskab.

Jægerspris Revy 2020.

I det hele taget er der rigtig mange gode numre blandt de 25 ofte helt korte indslag, fremført af revyens ankermand, den kun 20-årige Lukas Birch, Anne Karin samt revyens velspillende musiker, Christian Berg, der fint genbruger sit nummer Det store spørgsmål fra sidste års Ganløse revy. Et sangnummer, der var med til at sikre ham titlen som årets revykomponist 2019 og et nummer, der handler om, hvordan det er som musiker i en revy altid at blive overset og tilsidesat. Dette, og meget få andre numre fra andre og tidligere revyer, er rent genbrug, men det gør ikke så meget, for det er de færreste som trods alt kan huske et nummer eller to, fra revyerne sidste år.

Det er andet år i træk at den professionelle revy i Jægerspris – der efter spilledagene i Hornsherred ændrer navn til Korsør Revyen – for så at spille der, står opført blandt landets i alt 21 professionelle revyer på årsplan. Til gengæld er det første år, at så mange af revyteksterne er skrevet af Lukas Birch selv. Lidt ærgerligt, for selvom han er dygtig til at skrue en revytekst sammen, så de hver især får et overraskende twist, ville lidt flere vinklinger udefra – i form af flere andre tekstforfattere – bringe lidt mere afveksling ind i helheden. Læg dertil at versefødder, der skal gå op, ikke er Lukas Birchs stærkeste side, selvom der reelt er meget få egentlige fusere.

Jægerspris Revy 2020.

Men man morer sig, uden at blive kastet ud i de helt store konflikter og opgør. Morsomt er i den forbindelse indslaget hvor Birch giver den som bedemands-søn – hvad han også er i virkeligheden – og læg dertil Anne Karin, der giver den både som intetsigende blogger og sidenhen som velhaver, der har problemer med at få udgifterne til at slå til og derfor lider store kvaler. Lidt gammeldags, men pokkers morsomt fremført.

LÆS OGSÅ: Dance of the Vampires – og der må bides!

Revyen er helt igennem veldisponeret, hvor det stille og nære opgør med hverdagsproblemerne fungerer som hele revyens omdrejningspunkt. Dette er kort og godt en revy der kører på det genkendelige frem for f.eks det politiske, hvor Michel Castenholts glimrende skrevne, 112 monolog, står som et af højdepunkterne. En besk lille sag om at komme forkert ind i mobiltrykknaps-helvedet, hvor valgmulighederne er uendelige. Castenholt – der sidste år kunne hjemtage prisen for årets bedste revy (Nykøbing F Revyen), står igen i år også bag iscenesættelsen af Jægerpris Revyen og kompliment igen i år. For det som er kendetegnede for denne revysammensætning, er Castenholts evne til at kombinere det afvekslende med det overraskende. Stille men effektivt. Så hatten af for denne intime og cabaret-agtige revy, der har meget på hjertet, uden at gøre den store stads ud af sig selv, men lidt mere publikumsrevselse og tekster udefra ville ikke skade på længere sigt.

Læs mere om revyen her