2020 er 75-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt, og i den anledning kaster Teater Nordkraft nyt lys over et ofte overset aspekt af 2. verdenskrig. I 1944/45 søgte tusindvis af civile tyskere tilflugt fra den sovjetiske hær og endte i flygtningelejre i og omkring Aalborg, hvor mange af dem døde. Hvis vi vil kalde os humanister i dag, må vi stå ved dette mørke, danske kapitel af krigshistorien, mener instruktør Lene Skytt. 

Da den efterhånden berømte gruppe syrere, der skulle markere den moderne flygtningekrises højdepunkt, i 2015 nåede den tyske grænse og derefter valfartede gennem Danmark mod Sverige, havde instruktør Lene Skytt – og vi andre – alle mulige chancer for at sætte os ind i vores bil eller hoppe på et offentligt transportmiddel og køre ned og afhjælpe den desperate situation. Her var en chance for at gøre alvor af de gode intentioner, mange af os fortæller os selv, at vi som gode humanister har. Da det kom til stykket, var det dog de færreste, der droppede, hvad de havde i hænderne og satte foden mod speederen for at være der for Næsten –  heller ikke Lene Skytt.

”Jeg ville ønske, jeg havde gjort det, for jeg ser mig selv som et menneske, der gør sådan noget. Men pludselig havde jeg alle mulige gode grunde til at lade være. Kunne jeg blive arresteret? Var det farligt? Spørgsmålet er, hvad mine gode intentioner er værd, hvis jeg ikke handler, når det gælder”, siger instruktøren, da jeg taler med hende i telefonen.

Anledningen er premieren på hendes nye forestilling, 1945 – Historien om en flugt, som er skrevet af den tyske dramatiker Nis Momme-Stockmann. Fortællingen om de civile tyskere, der flygtede til nabolandet efter 2. verdenskrig og for manges vedkommende mistede livet i de danske flygtningelejre, er et kapitel i den danske krigshistorie, vi ikke gerne åbner. En historie, som ikke desto mindre bør give anledning til selvrefleksion i dag, hvor vi igen ser os konfronteret med en migrationsbevægelse så kraftig som den, der affødtes af 2. verdenskrig. For i disse dages Danmark klinger titlen ”humanist” ofte hult,  mener Lene Skytt. 

 ”Vi er gode til at fortælle historien om 2. verdenskrigs frihedskæmperne og dem, der hjalp jøder til Sverige. Danmarks historie bliver ofte fortalt lidt som en offerhistorie: Det lille land, der ikke kunne hamle op med de store og tyskerne som de onde og grusomme. Den slavehandel og de flygtningelejre, vi selv har haft, er ikke en del af vores kollektive bevidsthed. Jeg oplever det som noget meget dansk at ville forskønne historien i stedet for at stå ved den”, siger hun. 

Identitetskrise og tysk skyld

Lene Skytts egne bedsteforældre boede tæt ved nogle af Aalborgs lejre for tyske flygtninge i 1945, men havde dog ikke nogen idé om, at de fandtes. Et såkaldt fraterniseringsforbud umuliggjorde det nemlig for danskerne og tyskerne at have kontakt. Det var først, da krigen sluttede, at det gik op for folk, hvor mange tyskere, der boede bag hegn og kun lige fik mad nok til at overleve. 

”Danskerne har altså boet lige op og ned af lejrene uden at vide det. Derfor er der den dag i dag mange, der ikke aner, at de fandtes”, fortæller Lene Skytt, som sammen med sit kunstneriske hold tog på research-tur til udstillinger på blandt andet militærmuseet i Aalborg og en tidligere flygtningelejr, der i dag tjener som feriecenter. Historikeren Bjarne August leverede baggrundsviden om de tyske flygtninge, som er kommet med i 1945.

1945
1945 – Historien om en flugt på Teater Nordkraft. Foto: Karoline Lieberkind

Hovedkarakteren i forestillingen er en dramatiker, der, ligesom i virkeligheden, bliver bedt om at skrive en forestilling om de tyske flygtninge i Aalborg. Det falder ham dog ikke så let, som han havde troet, og han kastes ud i en skrivekrise, der udløses af hans store vanskeligheder ved at forholde sig til historien. ”Han er ”humanist”, men er det egentlig ikke, fordi han ikke kan mærke sit stof”, siger Lene Skytt, som i arbejdet med manuskriptet blev endnu mere bevidst om den store kollektive skyld over 2. verdenskrig, Tyskland som nation lever med. 

”Nis Momme-Stockmann og jeg er lige gamle og har begge bedsteforældre, der var børn under krigen. Mens hans kunne huske noget, er de historier, jeg har fået overleveret, meget få og bygger i højere grad på de erfaringer, EU og Nato også bygger på: At stå sammen om, at historien ikke skal gentage sig. Men hvordan kan man videreføre den mission, når ingen mennesker kan huske, hvad der skete under krigen? Forskellen på at læse om noget i en historiebog og virkelig at forstå, hvad der var på spil, er jo stor”, siger Lene Skytt.

Kostumerne afspejler hovedpersonens indre grimhed

At Nis Momme-Stockmann er født som en del af det danske mindretal i Tyskland og derfor ikke kun bærer på den ”tyske skyld”, men også et identitetsmæssigt dilemma med rod i sin ”blandede” baggrund, præger 1945. Hvordan man som tysker kan tillade sig at skrive om de tyske ofre, men også, hvordan man kan formidle den voldsomme historie, så nutidens mennesker kan relatere til den, er spørgsmål, hovedpersonen stiller sig selv. For kan man overhovedet holde fast i at være humanist midt i alle de grusomme historier fra fortid og nutid? Især det sidste dilemma kan Lene Skytt relatere til. 

”Han ser sig selv som en stemme for den store humanisme, men reelt set kan han ikke mærke noget. Der er en kæmpe afstand mellem ham og stoffet. For mig er han et billede på de handlingslammede humanister – ligesom mig selv – som der er mange af i verden”, siger hun. 

For at illustrere hovedkarakterens splittelse mellem sine idealer og den følelsesløshed, der forhindrer ham i at handle, har kostumier Lauréline Gormsen udviklet kostumer, som viser hans indre råddenskab. Inspireret af Buffon-figurer og Michael Kviums kvalmefremkaldende og ubehagelige menneskekroppe er alle figurer forvredne, så de passer ind i hans menneskesyn og repræsenterer verden set gennem hans øjne. Grundkostumet – et “hipster-Berliner-outfit” – går igen hos de forskellige skuespillere, men som ”halve” kostumer, der kun har en forside og ingen ryg. Når skuespillerne vender sig om, ses alt det materiale, der plejer at være gemt inde i kostumet. Det skal symbolisere, at hovedkarakteren er et menneske, som ikke går i dybden, forklarer Lauréline Gormsen.

”Alle karakterer, forfatteren møder, er udgaver af ham og fordrejede i en grotesk version som i et spejlkabinet. De er ensidige og fungerer kun fra hans synsvinkel. Grundkostumet går hele tiden igen og tager forskellige, mærkelig proportioner. Jeg arbejder ofte med at overdrive enkelte kropsdele ud af proportioner, som spillerne så tager med ind i deres spil. Hovedpersonens syn på menneskeheden er grimt, og det ser man i kostumerne”, siger hun.

Fingeren ud af egen røv

Mange aalborgensere var, som Lene Skytts bedsteforældre, ikke klar over, hvilke forhold de tyske flygtninge i Danmark levede under – og hvor mange af dem, der var. Men kan ”uvidenheden” også tjene som alibi for de såkaldte humanististers ”handlingslammelse” i dag? Den politiske tænker Hannah Arendts tese om det ”onde” menneske som slet og ret et ureflekteret menneske, der ikke vedkender sig sin frihed til at tænke selv og derfor heller ikke anerkender sit moralske ansvar overfor sine medmennesker er en udbredt forklaring på den tyske befolknings manglende stillingtagen under Hitlers Nazi-regime. Forstår man ikke i tilstrækkelig grad sig selv som en vigtig del af det politiske system, man lever i, er man heller ikke i stand til at se den skyld, man har del i over for systemets ofre. 

At spejle vor tids flygtningesituation og skabe et refleksionsrum for, hvad det vil sige at være en del af det danske samfund i dag, har for Lene Skytt været et mål med 1945. Efter hun instruerede ”flygtningestykket” Vi har gjort det, vi kunne på Teater Grob i 2018, er hun selv blevet frivillig flygtningeven i Røde Kors og har på den måde taget det første skridt mod at hjælpe integrationen på vej og åbne op ud mod verden – og også givet sig selv en gave, siger hun. Hun håber, at hendes nye stykke vil skubbe hende yderligere i retning af at udleve den identitet som humanist, hun ønsker at opfatte sig selv som. 

”Det er for nemt for os at lukke andres lidelser ude”, siger hun og tænker tilbage på 2015, hvor hun trods gode intentioner undlod at sætte sig ind i sin bil og køre ned for at hjælpe flygtningene på motorvejen mellem Danmark og Sverige. I øjeblikket var det et større problem, at hun kunne blive arresteret, fordi hun havde en søn på halvandet, end det var, at ”nogle menneske, der skulle gå fra Padborg til Sverige”, siger instruktøren. Hendes eget liv var vigtigere end deres. Men hvis alle agerer sådan i alle livets valg og ikke nogle gange tilsidesætter sig selv, er titlen ”humanist” ikke meget værd, mener hun. 

LÆS OGSÅ: Store scenekunstoplevelser til danskerne: Tysk-dansk venskabsår fejres i 2020

”Hovedkarakteren i 1945 ender med at skrive en forestilling og på den måde få fingeren ud af sin egen røv. Men det er en åben slutning, for vi ved ikke, om han skriver et stykke om sig selv eller om flygtningene. Et af de store problemer er, at vi taler meget, men ikke handler. Nogle gange er vi nødt til at synes, at det er vigtigere at være gode medmennesker end at opfylde vores egne behov”, siger Lene Skytt. 

Læs mere om forestillingen her

1945 - Historien om en flugt har premiere 27. februar på Teater Nordkraft