Del

Tematikkerne er mange i denne uge, hvor scenekunsten atter folder sig ud. Redaktionen har udvalgt fire forestillinger, du kan opleve i denne uge.

Teater baseret på nærdødsoplevelser – Aarhus

Teater

Anna, Walk With Me handler om nærkontakt med døden, og forestillingen er blevet til med hjælp fra mennesker, der har haft nærdødsoplevelser. Oplevelser, der ofte er meget enslydende og ændrer tilværelsen for dem, der har haft dem. Forestillingen bliver til samtidig med at det første danske forskningsprojekt om emnet er på trapperne.

Anna, walk with me, Teater Katapult, 4.-18. marts. 2020. Læs mere her.

ANNA, WALK WITH ME. Foto: Gísli Dúa Hjörleifsson

Goyas liv – Holstebro

Performance 

Odin Teatrets Den døves hus er en forestilling om den spanske kunstner Francisco Goya (1746-1828), der betragtes som den vigtigste kunstner i sin samtid. Goya levede i en urolig tid med politisk turbulens i det meste af Europa. Han mistede hørelsen som 46-årig og i Den døves hus møder vi ham på hans sidste nat, hvor hans elskerinde deler sine erindringer om ham. Forestillingen opføres på Holstebro Kunstmuseum, hvis samling rummer et af Francisco Goyas tryk.

Den døves hus, Odin Teatret på Holstebro Kunstmuseum, 27., 28. og 29. februar 2020. Læs mere her.

Et vingesus fra dansehistorien – København

Foredrag om dans

Steve Paxton (f. 1939) er bedst kendt som kontaktimprovisations fader, der siden 70’erne har været praktiseret overalt i verden. Steve Paxton var en del af en kunstnergruppe, der gjorde oprør mod konventioner ved moderne dans – og satte fokus på dagligdags bevægelser. Han har beskæftiget sig intenst med dans og improvisation i mere end 55 år og d. 3. marts udfoldes hans arbejde og liv i Pakhus 11.

3. marts kl. 19-21, Pakhus 11, fri entré med tilmelding. Link til tilmelding her.

Steve Paxton. Foto: Gene Pittman Walker Art Center

Sidste chance for at opleve Forbrydelse og straf Aalborg

Klassiker

Den russiske forfatter Dostojevskij skabte med Forbrydelse og straf verdenslitteraturens første kriminalroman, og en roman der stadig i dag kan belyse menneskets inderste drifter. Forbrydelse og straf har med sine arketypiske karakterer dannet grundlag for en hel genre inden for både film, romaner og teaterforestillinger og du kan lige akkurat nå at opleve forestillingen på Aalborg Teater denne weekend.

Forbrydelse og straf, Aalborg Teater, indtil d. 29. februar. Læs mere her.

Forbrydelse og straf
Forbrydelse og straf på Aalborg Teater. Foto: Allan Toft