Det store stilehæfte er en fantastisk fortælling, og Husets Teaters fortolkning er simpelthen mesterlig. Jens Albinus og Olaf Johannessen leverer ikke bare fantastiske skuespilpræstationer, men også en forestilling helt i særklasse.
Mørke. Den rumlende lyd af banegård. Bang, så står de der. ”Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten”, siger de i kor, de to unge tvillinger, som lige om lidt bliver efterladt hos deres bedstemor, som de ikke kender, og som ikke omfavner dem med kærlighed.
Agota Kristofs roman fra 1986 fortæller i et nøgternt, knivskarpt, og dog dirrende poetisk og glimtvist humoristisk sprog om de to 13-årige drenge, der bor hos bedstemor et sted i Europa i slutningen af en stor krig. Kristof flygtede selv fra Ungarn efter den fejlslagne opstand mod Sovjetregimet i 1956, men fortællingens hvor og hvornår er ikke væsentligt. Det store stilehæftes ærinde er alment eksistentielt. Hvordan lærer man at være i verden, hvordan tilegner man sig normer og principper, hvordan forstår man tilstande som sult, ydmygelse og lyst, når både verden og de voksne svigter?
Tvillingerne går systematisk til værks som små antropologer drevet af naiv retfærdighedssans og en oplevelse af skam, der følger dem, mens de forrås. Først hærder de sig selv med ord og slag, så andre ikke kan ramme dem, siden tager de stadigt voldsommere midler i brug i deres udforskning af verden og de mennesker, der bor i den. Syndefaldet fuldføres i den iskolde slutning, hvor andre mennesker er blevet midlet til deres mål.
Agota Kristofs roman, som hun først skrev, da hun var i halvtredserne, er en europæisk klassiker. Det er også den suverænt bedste bog, jeg har læst i mange år. Så det er med skrækblandet fryd, at jeg har set frem til Jens Albinus dramatisering. Noget litteratur dør i mødet med scenen, men Det store stilehæfte har fundet sin sceniske fortolker og er blevet et enestående værk i sig selv. Så porøst, så præcist, og med netop den nerve, der fanger barnets søgen efter ord til at forstå det onde, brutaliteten, fremmedgørelsen, hjemløsheden.
Jens Albinus står selv på scenen sammen med Olaf Johannessen. To af scenens absolutte sværvægtere. De er de to små drenge i hver eneste bevægelse, i hver eneste hvisket, hvæset, råbt replik. Så generøse med deres talent, at de løfter hinanden i et sjældent helstøbt parløb, hvor de formår at smelte sammen til tekstens unisone stemme, hvor ”vi har skammet os over os selv” og ”vi ved ikke hvorfor”. De starter og slutter i kor, som nuanceres undervejs i enkelte replikskifter og ekko-sekvenser. Men også deres kroppe følger hinandens, Albinus ludende med smålade håndbevægelser, der beskriver lidt af hvert, Johannessen spændt som en fjeder, trækkende hinanden hen over scenen, hvad enten de tramper i takt, hopper i sæbebobler, lurer på pigen Hareskår, læser i Bibelen og fars store ordbog, eller skriver deres observationer ned i stilehæftet, der er deres egen bibel. Stilene bliver kun godkendt, hvis de er sande, og sandt er præcision – noget fx ordet ’elsker’ savner. Igen og igen trækker Albinus & Johannessen tæppet væk under os, når tvillingerne tager det næste skridt. Umærkeligt og dog så stærkt formår de at sætte drengene som spor i os.
Det store stilehæfte er den slags teater, man altid håber på at se.
Læs mere om forestillingen her
LÆS OGSÅ: Rædsel – Lady Gaga er dum, men forestillingen er fantastisk
