Del

Der er stadig en masse kreative tiltag i gang og denne uges anbefalinger byder blandt andet på store blockbuster-forestillinger fra London, en ny bog om Dronningens scenekunstneriske interesse og lidt hjemme-inspiration til de mange skolehungrende elever og deres forældre.

En gratis forestilling hver torsdag fra Royal National Theatre i London

Royal National Theatre i London følger nu mange andre teaterinstitutioners eksempel og åbner deres arkiver op for offentligheden. Teatret har et stort arkiv af “cinema-quality recordings” og fra den 2. april kan forestillingerne streames på teatrets Youtube-kanal under navnet National Theatre at Home

Det sker hver torsdag kl. 18 dansk tid på Youtube her. Forestillingen ligger frit tilgængelig i en uge sammen med bonus-indhold.

Tag med Dronningen i Det Kongelige Teater

Tirsdag udkom bogen med H.M. Dronning Margrethe, som i en række samtaler med operadramaturg Nila Parly deler ud af personlige anekdoter og holdninger til, hvad kunsten kan, og hvordan man er en ordentlig teatergænger. Samtalen kredser om 12 udvalgte oplevelser af skuespil, opera og ballet på Nationalscenen – lige fra Heibergs Elverhøj over Bournonvilles Et folkesagn til Richard Strauss’ Kvinden uden skygge.

Politikens Forlag, køb bogen her og få sendt den til døren.

Inspiration til hjemmeskolingen

Normalt er Anemonens sal fuld af børn, men i disse uger står huset tomt. Det afholder dog ikke teatret fra at give publikum en oplevelse, mens vi venter på at verden bliver normal.

På teatrets hjemmeside ligger optagelsen af forestillingen Frøken Ignora eksploderer sammen med en masse gode opgaver, som kan bruges i alle de små hjemmeskoler rundt om i landet. 

Find materialet her.

Liveshow om besættelsestiden

Den 5. maj i år er det 75-året for Danmarks befrielse. Det markerer Teater Jævn med en forestilling i september, men i anledning af coronakrisen har teatret også samlet en række eksperter og ildsjæle, der i et helt nyt liveshow bringer historierne fra besættelsen til live, så den vigtige fortælling ikke går i glemmebogen.

Er du historieinteresseret så tune ind på Teater Jævns Facebookside her.

Ny dansk dramatik af bl.a. Christina Hagen og Madame Nielsen

En række forfattere og dramatikere har skrevet hver sin korte monolog, der reflekterer coronakrisen og spejler det drama, vi alle er midt i. Østerbro Teater står bag Coronamonologerne og du kan blandt andet møde Ida Cæcilie Rasmussen og Ellen Hillingsø, der fortolker dem fra egen isolation. 

Monologerne kan streames på Facebook her.