Vi er nu i 5. uge af lockdown, og vi må undvære det særlige møde med scenekunsten lidt endnu. Heldigvis giver teatrene dig kulturel krisehjælp på sikker afstand, og i denne uge er der både lidt til børnene og de voksne.
Live-streaming af den populære familieforestilling Mustafas Kiosk
Mustafas Kiosk, der er baseret på Jakob Martin Strids moderne børnebogsklassiker, er i Teater Fantasts udgave en ægte rodebutik af forskellige små historier fortalt med musik, sang, dukker, skuespil og teatermagi. Forestillingen blev set af over 50.000 publikummer ude i den virkelige verden inden corona, så fik du og poderne ikke oplevet den populære børneforestilling, har du chancen nu.
Mustafas Kiosk – en strid teaterkoncert. For de 4-10 årige og deres voksne (OBS uegnet under 4 år), Fredag d.17 april kl. 10.30 og lørdag d.18 april kl. 10.30. Link til Livestreams: https://www.facebook.com/teaterfantast/live/.
Det er gratis at se med, men man kan støtte teatret via mobilepay (371177).
Populær Mozart-opera til streaming
Mozarts opera Idomeneo blev rost til skyerne af et stort set enigt anmelderkorps og nåede at spille blot tre ud af otte planlagte visninger, inden Danmark lukkede ned. Idomeneo handler bl.a. om tab af ens hjemland og familie på grund af krig og indædt jalousi. Nu kan du streame den i sofaen.
Se den på Kgl Xtra her
Er du generelt nysgerrig på opera, så kan du dykke ned i Ascoltas liste til opera-entusiaster her: Operakalenderen
Send din Corona-historie til Holbæk Teater
Holbæk Teater inviterer nu alle danskere til at dele deres egne corona-historier. Historierne vil blive bearbejdet, dramatiseret og en række danske skuespillere lægger stemmer til fortællingerne. Teatret vil gerne indkapsle livet hjemme i stuerne og vores tanker, følelser og drama. Det hele munder ud i en podcast, der vil være frit tilgængelig.
SAMMENFALD får premiere i maj 2020 og ligger derefter frit tilgængelig på Holbæk Teaters hjemmeside og hos en række af de mest benyttede udbydere af podcasts.