Festivalen Metropolis har bedt 100 kunstnere skabe 100 vandringer gennem København i løbet af 100 dage. Hver time giver de livstegn via livestream, så publikum kan opleve en dagbog fra en storby, hvor corona-krisen sætter dagsordenen og har ændret vores dagligdag radikalt. Wa(l)king Copenhagen starter 1. maj.
Metropolis kan nu sætte navn på de første 10 kunstnere, som 1.-10. maj vandrer gennem et corona-lukket København, mens publikum kigger med på live-stream. Mød bl.a. aktionskunstner Colonel, eksperimenterende musiker Jomi Massage, lydkunstner og podcast-ikon Tim Hinman, performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen og Gry Worre Hallberg fra performancegruppen Sisters Hope.
Kunstnerne giver nye og anderledes perspektiver på samfundssituationen og du kan tilfældigt møde dem i byen, eller måske bliver du inviteret med, når de vandrer afsted – i opsigtsvækkende kostumer, med musikinstrumenter eller et telt på ryggen og med et kamera på en selfiestang, så de hver time kan sende ’livstegn’ til publikum bag skærmene. Livstegn i form af en personlig fortælling, en improviseret performance, et skrig i stilheden, en elektronisk lydmur, fotos taget undervejs, et haikudigt, en installation med indsamlede objekter, en social koreografi med de tilstedeværende, osv.
Metropolis præsenterer hver sommer performance og kunst i byrummet, og med WA(L)KING COPENHAGEN bliver byen til scene for en kunstnerisk undersøgelse af, hvordan København lever under corona-krisen.

Den humoristiske provokationskunstner Thierry Geoffroy – kendt som Colonel – indleder WA(L)KING COPENHAGEN med at give demokratiet og ytringsfriheden et eftersyn i en tid, hvor forsamlinger er forbudt, og hvor 1. majs brandtaler og røde faner er forvist til stuerne. Klik ind på Colonels live-stream fra kl. 12 på fredag for en alternativ 1. maj-manifestation:
facebook.com/walkingcopenhagen eller www.metropolis.dk/walking-copenhagen
Programmet offentliggøres løbende for 10 dage ad gangen – her de første 10 dage:
1. maj: Aktions-/billedkunstner Thierry Geoffroy / Colonel
2. maj: Performancekunstner Gry Worre Hallberg / Sisters Hope
3. maj: Musiker/komponist Jørgen Teller
4. maj: Performancekunstner Annika B. Lewis
5. maj: Cirkuskunstner Michiel Van Leeuwen
6. maj: Iscenesætter Mikkel Harder Munck-Hansen
7. maj: Performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen
8. maj: Lydkunstner Tim Hinman
9. maj: Musiker/performancekunstner Jomi Massage
10. maj: Billedkunstner Annette Skov
Læs mere om festivalen her