Del

Rikke Juellund er den nye Kunstneriske Udviklingschef for Udviklingsplatformen for Scenekunst. Hun tiltrådte stillingen d. 1. maj. 

“Jeg glæder mig til at være en del af Udviklingsplatformen og i dialog med de frie scenekunstnere være med til at etablere nye forbedrede rammer for den frie, eksperimenterende scenekunst. Med nye lokaler og prøvesale til kunstneriske udviklingsforløb, og samarbejder på tværs, kommer Udviklingsplatformens kommende work space til at blive et vigtigt samlingspunkt for hele scenekunstbranchen.“ siger Rikke Juellund. 

Rikke Juellund er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole 1995 og har en bred og mangeårig erfaring inden for scenekunstens mange genrer og produktionsformer – også som producent. Både som scenograf og som meddirektør i produktionsselskabet Vision3 / firmaet Vision4 har hun arbejdet internationalt med eksperimenterende scenekunst. Fra 2011-2013 var Rikke Juellund formand for Statens Kunstråds projektstøtteudvalg og det tværæstetiske udvalg. Fra Den Danske Scenekunstskole har hun 10 års erfaring med uddannelse og ledelse som hovedlærer og fagreferent i scenografi. 

”Jeg er både stolt og glad over, at Rikke Juellund har sagt ja til at være ny Kunstnerisk Udviklingschef med ansvar for vores kunstneriske udviklingsprogram. Rikke kombinerer et indgående kendskab og erfaring med kunstneriske udviklingsprocesser med et bredt kendskab til den danske scenekunstbranche – herunder særligt arbejdsvilkårene i den frie scenekunst. Hun er et rigtigt godt match for stillingen, og med hende får både Udviklingsplatformen og den frie scenekunst en god og højt kvalificeret kollega og samarbejdspartner.” siger Egil Bjørnsen Daglig Leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst. 

”Bredden i mit eget virke gør, at min kunstneriske identitet ikke er fast koblet til en særlig genre eller en specifik kunstnerisk metode. Den store variation og omskiftelighed, i de mange samarbejdspartnere og projekter jeg har arbejdet med, har skærpet min kunstneriske metodebevidsthed og min viden om forskellige produktions- og organisationsformers kunstneriske muligheder,” fortsætter Rikke Juellund. 

Som den nye Kunstneriske Udviklingschef skal Rikke Juellund bygge videre på Udviklingsplatformens indsatsområder og, i tæt dialog med scenekunstbranchen og Udviklingsplatformens team, etablere og skabe rammerne for det nye kunstneriske workspace, samt designe det kunstneriske udviklingsprogram. Hun skal desuden lede Udviklingsplatformens arbejde med at knytte den frie scenekunst tættere sammen med de etablerede scenekunstinstitutioner for at styrke sammenhængskraften i dansk scenekunst. 

Man kan allerede møde Rikke Juellund til Udviklingsplatformens kommende dialogmøde om det nye kunstneriske workspace d. 19. maj ml. kl. 15 og 17 i København. 

Dialogmødet afholdes i et corona-venligt ’walk-and-talk’ format i rå, potentielle lokaler i Nordvest, og inviterer scenekunstaktører fra det frie felt med ind i processen for etableringen af det nye sted. Tilmelding nødvendig.

Læs mere og tilmeld dig her

Ansættelsen af en Kunstnerisk Udviklingschef i en deltidsstilling er led i Udviklingsplatformens reviderede strategi for 2020-24, hvor et af indsatsområderne er forbedrede produktionsvilkår – herunder etablering af et nyt kunstnerisk workspace.

Som Kunstnerisk Udviklingschef skal Rikke Juellund bygge videre på Udviklingsplatformens virke, i tæt dialog med scenekunstbranchen og Udviklingsplatformens team, etablere og skabe rammerne for det kunstneriske workspace, samt designe det kunstneriske udviklingsprogram. Hun skal desuden lede Udviklingsplatformens arbejde med at knytte den frie scenekunst tættere sammen med de etablerede scenekunstinstitutioner for at styrke sammenhængskraften i dansk scenekunst.

Læs Udviklingsplatformens reviderede strategi for 2020-24 her. https://www.udviklingsplatformen.dk/om-os/formaal-og-strategi/