Kgl Xtra byder på blandede digitale bolsjer af både ældre og helt nye forestillinger. Googleren, der adresserer vores adfærd på nettet, er en både banal og virkelig ubehagelig oplevelse. Ubehagelig i betydningen skuespil, der kryber under huden og giver kvalme. Mads Rømer Brolin-Tani skulle have stået på scenen, men giver teksten fuldt ud ligeså meget intensitet på skærmen. 

Nå, lad os tage en pause fra de tunge tårer, der drypper ned i vores halvfyldte glas af længsel efter scenekunst classic, altså live i et rum med kunstnere og tilskuere. Lad os i stedet opsøge nogle af de digitale substitutter, der hurtigt er myldret frem i nye formater eller som radioteatret atter har fået spotlight som podcast (der er lidt meget det samme som radio, men med et smartere navn). 

Både Det Kongelige Teater og Østerbro Teater var hurtigt ude med de nyskrevne Karantæne og Coronamonologerne, der begge relaterer direkte til Covid-19 krisen, og alle forskelligheder ufortalt fungerer som real time chokterapi. Både gammelt guld og forestillinger uden publikum kan streames fra snart enhver scene, mens andre ensembler byder på filosofisk scenekunst i det fri. Noget fungerer bedre end andet, men sådan er det jo også i den hverdag, vi ønsker os tilbage til. Nogle af de nye formater har måske endda fremtiden for sig. Tjek fx Teater Nordkrafts ZOOM-version af Dig og mig ved daggry eller det lang-tid-før-Corona-tænkte, men vanvittigt fantastiske webkoncept Room 4.1

Kgl. Xtra byder på en blandet buket af både stream-forestillinger i alle genrer og nyskabelser som Googleren. Dramatiker Julie Glargaard og instruktør Petrea Søe, der bl.a. også sammen stod bag den stærke intimforestilling TAM / TYK / TATOVERET på Teater FÅR302 i sidste sæson, har omplantet den nyskrevne Googleren fra scene til skærm, og det er de sluppet relativt godt fra. Det er ikke en voldsomt eksperimenterende tekst, og det nye medie udfordres heller ikke. Det er lige før, man kan kalde det en helt old school monolog. 

Når Googleren alligevel kryber under huden og får kvalmen til at skvulpe, skyldes det ikke mindst Mads Rømer Brolin-Tanis fremragende præstation som googleren, dvs. en slags social media-censor, der markerer alt det ubehagelige, vi lægger op på de sociale medier. Brolin-Tani er en meget fysisk spiller, men må her i høj grad begrænse sig til mimik, små ryk i skulderen og nervøs, eskalerende pillen sig selv i ansigtet. Petrea Søes iscenesættelse ligger flot bånd på sig selv, så mandens opløsning bygges op bid for bid, før den kulminerer. For hvem kan håndtere en digital krigszone, hvor censuren ekskluderer nøgenhed, men tillader abort, selvmord og vold mod dyr og børn? 

Glargaards manus flyder sprogligt fint båret af gentagne temabroer, men plottet – det har man fanget fem minutter inde i forestillingen. Googleren skal egentlig holde et foredrag om sikkerhed på nettet, men noget er galt, grueligt galt – og man fornemmer snart, hvor det bærer hen. Brolin-Tani holder intensiteten i sin traumatiserede karakter, der roder lidt med stikordskort, smiler først venligt og siden mere og mere krampagtigt, og gradvist taber fokus, øjenkontakt, grebet i verden. Den lidt ubehjælpsomme brug af skærmmediet, der kunne irritere innovative typer, der hungrer efter nytænkende formater, skaber jo netop sammen med den gradvise nedsmeltning en egen klaustrofobisk rædsel, der suger ilten ud af rummet, selv om vi slet ikke er i det samme rum. Uh, hvor fik jeg det dårligt af at se på ham googleren – og jeg kunne ikke engang se rædslerne på den skærm, han så på. 

Googleren har ikke et banebrydende format, men den har et vedkommende emne og stærkt skuespil. Og det er jo faktisk mere, end man nogle gange får i plyssæderne. Så halvfuld skål herfra!

Læs mere om forestillingen her

Dramatiker: Julie Glargaard Iscenesættelse: Petrea Søe Scenograf: Jonas Fly Lyddesign og redigering: Rasmus Kreiner Dramaturg: Louise W. Hassing Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani Spiller 5. maj-til Det Kongelige Teater åbner igen på Kgl. Xtra