True crime-genren som inspiration til ny digital forestilling, et danse-blik på selfie-kulturen og Strindberg som podcast-teater. Det er blot nogle af de mange tilbud til pinsens scenekunst i sofahøjde. God lytte- og oplevelseslyst!
Ny digital forestilling inspireret af True crime
livestreames
Er du også en af de mange, der er blevet opslugt af true crime-bølgen – så er der gode nyheder. Teater V’s nye virtuelle scenerum Future V lægger ud med en forestilling, der er inspireret af den populære film- og serie-genre. Fortællingen om 23-årige Ene, der finder en konvolut i sin postkasse med ubehageligt indhold, tager publikum med ind i en fortælling om ensomheden og livets svære valg.
Safe Space, Future V, kan opleves online her (kræver Zoom), 28. maj – 6. juni 2020. Læs mere her

Danseforestilling om selfiekulturen
livestreames
Hvad gør selfies og sociale medier ved måden, vi ser os selv på? Med nysgerrige øjne undersøger koreograf Fabio Liberti, hvad selfiekulturen gør ved os, samfundet og ved vores selvbillede og relation til andre. I den virtuelle forestilling kommer vi helt tæt på danseren, når kameraet føres rundt på scenen. Men kan vi egentlig stole på det, vi ser online?
#ASIFILOOKEDLIKEME livestreames fra Teater Sort/Hvid via youtube d. 27. maj kl. 20.00. Mere info og links via facebook.

Sort/Hvids forestilling MADE IN CHINA
podcast-teater
Både Sort/Hvid og Betty Nansen Teatret har omskabt deres forestillinger til lyttevenlige versioner. I Sort/Hvids forestilling MADE IN CHINA følger vi en ung kvinde, der har erkendt, at fremtiden er kinesisk. Derfor vil hun være kineser. Det er historien om, hvordan det kunne ske, at en dansk kvinde en dag står i Europaparlamentet, udråber et nyt EUROKINA – og så pludselig forsvinder.
Lyt til Made in China gratis her (22. maj – 1. august)

Betty Nansen Teatrets Strindberg-forestilling Leg med ild
podcast-teater
Betty Nansen Teatrets forestilling Leg med ild nåede heller aldrig at få premiere før Coronakrisen, og udkommer nu i stedet som podcast. I Strindbergs drama er familien taget i sommerhus, men midt i den ubekymrede stime af strandture og dovne frokoster forvandler den nyligt fraskilte ven af familien den monotone sommerhusidyl til en skæbnesvanger leg på følelser og magt.
Find Leg med ild (20. maj – 2. juni) her. Gratis for medlemmer af VORES BETTY.
Sang-hyldest til skulptur i Holstebro
live performance
I starten af juni fyldes Holstebros gader hver aften af sang. Foran Det gamle rådhus opfører performancegruppen DOO en hyldest til pladsens skulptur Kvinde på kærre, der er skabt af den schweizisk kunstner Alberto Giacometti og efterfølgende vurderet til et svimlende millionbeløb. Skulpturen, der er symbol på den kulturelle opblomstring i Holstebro og kommunens kronjuvel, er centrum for forestillingen Alberto, som de opførte sange stammer fra.
Fra syv til én (Kunstkarantæne). Pladsen ved Det gamle Rådhus, Holstebro. 1.-7. juni 2020. Læs mere her