Aggressive samtaler, undertrykte følelser og utroskab er de primære ingredienser i Elisa Kragerups iscenesættelse af Strindbergs Leg med ild, der grundet Covid-19 er udkommet som lydteater.
August Strindbergs enakter fra 1892 skulle have haft premiere på Betty Nansen Teatret midt i marts. Men som alt andet fysisk teater, blev forestillingen aflyst. I stedet er den nu omdannet til radiodrama til fri afbenyttelse via teatrets hjemmeside i en begrænset periode. Samme skuespillere, samme instruktør, men uden scenografien og den visuelle identitet, der var skabt til forestillingen. Egentlig fungerer det helt ok, selvom det er en noget anderledes oplevelse end planlagt. Skuespillerne spiller imponerende på alle stemmernes tangenter, men det havde bestemt været bedre også at få den fysiske dimension med.
Ægteskab og forbudte følelser
Leg med ild handler om tiltrækning og seksualitet. Om følelser, der er forbudte, når man lever i et ægteskab. Charlotte Munck og Thomas Hwan har rollerne som ægteparret Kirsten og Knud, der lever et kedsommeligt, privilegeret liv. Knud som kunstner, der ikke kan sælge sine værker, og Kirsten tilsyneladende udelukkende som hustru. Men da Knuds far, spillet af Claus Flygare, er formuende, lever hele familien af renterne fra hans penge.
Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og der er ingen af familiens medlemmer, der forekommer at være lykkelige. De har – som det konstateres – »intet mål i livet. Ingen ærgerrighed. Ingen lidenskaber«. Kirsten drømmer endda om en epidemi eller en stor sorg, der kan vække nogle reelle følelser. Både faren og Knud har dog et mere eller mindre åbenlyst forhold til den unge Adele (Emma Sehested Høeg), og da Carsten Bjørnlunds Axel dukker op, sætter det blus under lidenskaben i sommerhuset, hvor familien befinder sig.
Det er jalousien, der vækker lidenskaben. Flirten bliver som en leg med tændstikker. »Jeg elsker din sjæl,« siger Axel på et tidspunkt: »Letantændelig som min. Troløs som min«. Leg med ild – der måske, måske ikke, bygger på Strindbergs egne erfaringer som forfører af gifte kvinder – har det element af farlig forførelse og svigt, som vi også kender fra Frøken Julie.
Den indre forestillingsevne
Hele tiden lurer noget faretruende, legen med ilden, under overfladen. Den titter især frem i samtalerne (hvis man da kan kalde det for samtaler) mellem ægteparret Kirsten og Knud. Deres konstante skift i tonering fra blid til vred og tilbage igen skaber en manisk, let skræmmende stemning, der alligevel har et komisk-aggressivt præg over sig. Det er velfungerende præstationer, Charlotte Munck og Thomas Hwan leverer. De formår at skabe en fornemmelse af kropslighed og får fortalt uendeligt meget alene i måden, de taler på. Hvilket lægger et stærkt ekstra lag på Strindbergs ord. Men det er alligevel tydeligt, at stykket her ikke er skabt primært til lydformatet.
Dermed ikke sagt, at Elisa Kragerups iscenesættelse af Leg med ild ikke fungerer i lydformatet. For det gør den. Der er især noget interessant i det modsætningsforhold, der opstår mellem det moderne, nutidige udtryk, som skabes af stemmerne, ordlyden i Madame Nielsens oversættelse og hele måden at tale på, over for den gammeldags måde at tænke forhold og utroskab på, som var fremherskende i slutningen af 1800-tallet, da Strindberg skrev stykket. Den grundlæggende stemning er nutidig, og det er sproget mestendels også. Indimellem dukker små elementer op, der minder om, at den oprindelige tekst har over hundrede år på bagen. »Du som slukker ilden i takt med at den flammer op«.
Elisa Kragerups stemme beder indledningsvist lytteren om at give sig hen til konceptet og bruge sin »indre forestillingsevne«. Leg med ild skabes af stemmer fulde af passion og indlevelse, og med et diskret bagvedliggende lydbillede med fuglekvidder og summen af stemmer. Alligevel er det indimellem lidt svært at følge handlingen. For hvem er det, vi hører? Hvor befinder de sig? Og sammen med hvem?
Jeg kan ikke lade være med at smutte ind på teatrets hjemmeside for at kigge på pressebillederne fra den forestilling, der skulle have været. Jeg har brug for at få sat ansigt på stemmerne og se den scenografi, det hele skulle have spillet i. Selv om lydteaterversionen er fængende, er der alligevel noget amputeret over oplevelsen. Noget, der mangler.
Læs mere her
