Næstveds internationale gadeteaterfestival STREET CUT 2020 aflyses. Holdet bag festivalen mener ikke, at de med de givne retningslinjer har mulighed for at skabe alt det, der – ud over forestillingerne – også hører til en festival.
Dansk Rakkerpak & Faster Cool, der sammen med Grønnegades Kaserne Kulturcenter står bag festivalen, har taget beslutningen om, at der ikke bliver en festival i år:
“Vi vurderede at selvom de gældende retningslinjer for genåbning af teatre i Danmark giver os mulighed for at spille for et siddende publikum i et indhegnet område, så giver retningslinjerne os ikke mulighed for at skabe alt det, der også hører til en festival. Her tænker vi på interaktion mellem artister og publikum; teaterforestillinger og mobile events i byen; festivalplads med – øl – vand og streetfoodboder, legeplads og levende musik mellem forestillingerne; artistcafé hvor de danske og udenlandske artister kan hænge ud og udveksle erfaringer og få inspiration.” Det er blot nogle af de aktiviteter fra årets aflyste program, som holdet fremhæver ikke ville kunne være en del af en festivalen.

Derudover var usikkerheden om, hvorvidt de udenlandske artister overhovedet ville kunne deltage også en faktor i festivalens beslutning.
STREET CUT 2021 vil blive afviklet i weekenden 20. – 22. august 2021 og holdet arbejder på at genskabe dette års program.