Del

Én af Tysklands førende dramatikere, Roland Schimmelpfennig, har beskrevet den særegne situation, som Covid-19 nedlukningen stillede scenekunsten og de udøvende kunstnere i fra det ene øjeblik til det andet. Aalborg Teaters ensemble fortæller historien i digital version.

“Teater handler om mennesker, om angst, håb og længsler følelser vi alle kan relatere til.

Teatret er – uanset hvor i verden vi lever – det sted og det rum, hvor vi fejrer livet, hvor vi samles – fortæller og får fortalt historier.

Teksten formidles fra scenerummet til tilskuerrummet – flyder over scenekanten og bliver delt og det er netop det at vi deler som er så unikt og stort.

Men fra den ene dag til den anden kunne vi ikke dele længere. Pludselig blev kunstens grundlov sat ud af kraft – at tæppet må gå – at det The Show Must Go On – uanset hvad. Lige med et blev vores formål med at være i verden annulleret. Lige med et måtte vi ikke gå på arbejde og lave det, vi holder allermest af, nemlig teater.

Selv hvis vi havde måttet, havde det været ligegyldigt, for der måtte ikke sidde nogen i salen og hvad er det hele så værd.”

Spredt rundt i det tomme teater står de – skuespillerne – i ensomhed og fortæller hvordan scenekunstneren har det og tænker midt i Coronapausen – når lysene er slukkede og publikum er væk.

Den Sidste Forestilling er skrevet af en af Tysklands førende dramatikere, Roland Schimmelpfennig og beskriver den særegne situation, som Covid-19 nedlukningen stillede scenekunsten og de udøvende kunstnere i fra det ene øjeblik til det andet.

Teksten er ikke i udgangspunktet en teatertekst, men blev skrevet som et essay til den tyske avis Süddeutsche Zeitung og offentliggjort 24. marts 2020.

Teksten er blevet opført i filmede, digitale versioner af flere teatre, bl.a. Münchner Kammerspiele, Brechts gamle teater Berliner Ensemble, samt det norske Rogaland Teater i Stavanger.

Her er teksten blevet opført som monolog, men på Aalborg Teater har de valgt at tage hele det karantæne-indespærrede ensemble i brug til at fortælle historien.

Ideen og konceptudviklingen af Den Sidste Forestilling er foretaget af Jacob Schokking og Alexander Fog, sidstnævnte har også stået for instruktionen. Schimmelphennigs tekst er oversat af dramaturg Jens Christian Lauenstein Led.

De medvirkende skuespillere er Bolette Nørregaard Bang, Østen Borre Simonsen, Jacob Moth-Poulsen, Karla Rosendahl Rasmussen, Ena Spottag, Steffen Berenthz Eriksen, Ferdinand Falsen Hiis, Camilla Gjelstrup, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen, Martin Ringsmose, Kathrine Høj Andersen, Lars Topp Thomsen, Jørgen W. Larsen, Sebastian Henry Aagaard Williams, Evrim Benli og Marie Knudsen Fogh.