Med afsæt i komponisten Schumanns musikalske univers har Den Jyske Opera skabt ekkokammeroperaen I går og i morgen. Forestillingen vises i en lagerhal på Aarhus havn, hvor publikum ser med fra hver sin boks.
I går og i morgen er et psykologisk drama om ensomhed og forestillingen bruger tidens corona-restriktioner aktivt:
”Det er interessant at undersøge, hvordan man kan lave ’analog kunst’ i en tid, hvor det analoge har været nærmest umuligt. Det er en speciel situation, og vi bruger coronatidens udfordringer aktivt, men lige så vigtigt er det at dele følelsen af ensomhed med publikum ved at forstærke den i de fysiske rammer.” siger Philipp Kochheim, instruktør og forfatter bag forestillingen.
Konceptet er udviklet til at håndtere coronatidens mange restriktioner. Publikum sidder i hver sin boks opbygget i flere etager rundt om scenen, hvor der er direkte udsyn til scenen, men man sidder afskærmet fra sidemanden. Samtidig er restriktionerne også gjort til en aktiv del af publikumsoplevelsen. Publikums placering i bokse bliver nemlig et led i at forstærke følelserne, temaerne og stemningen fra forestillingen. Der vil være plads til godt 100 personer pr. aften, når forestillingsdørene åbner til august.
Forestillingen kredser om en kvindes ensomhed. Her har tiden stået stille længe i den unavngivne kvindes hjem. Det samme har hendes liv, efter hun blev forladt af sin mand. Men forlod han hende i sidste uge? For ét år siden? Ti? Tredive? Skuespiller Connie Tronbjerg skildrer sammen med sangerne Estrid Molt Ipsen, Bolette Bruno Hansen, Annette Dahl og Birgitte Skarby Riddell de forskellige livs- og psykologiske stadier i håndteringen af en personlig katastrofe. Sangere og skuespiller akkompagneres af pianist Søren Rastogi, der også står for den musikalske ledelse.
Læs mere om forestillingen her