Del

Husets Teater er et af de teatre, som er blevet skåret markant i gårsdagens runde af små storbyteater-ordningen. Teaterdirektør, Jens Albinus, fortæller her om konsekvenserne af de store besparelser. 

Hvad betyder den store nedskæring af midler helt konkret for den kunstneriske udvikling og for publikum?

Helt konkret har Husets Teater under min ledelse de seneste fire år satset på at maksimere kunstnerisk fordybelse ud fra en analyse af eller synspunkt på en given aktuel anledning. Efter migrations-problematikkens eskalering i 2015/16 spillede vi f.eks. året efter en Medea-bearbejdelse. Den var baseret på et ulønnet kunstnerisk indløb på omkring et år, som havde udgangspunkt i den aktuelle situation omkring migrationen til Europa i sommeren 2015. Året efter, og efter et kortere lønnet prøve-og forestillingsforløb, udkom vi så med forestillingen REN, baseret på min nytolkning af Inger Christensens gendigtning af Medea.

Andre eksempler på sådanne meget lange og ulønnede kunstneriske indløb er Tue Bierings livtag med forestillingen ROCKY med udgangspunkt i de højreorienterede identitære bevægelser i Europa, som oplevede en intensivering i 2016, (forestillingen udkom i 2017), eller mit eget arbejde med RICHARD III, som reflekterede valget af Trump ind i en meget lang kunstnerisk omdannelsesproces, som endte med at udkomme som forestillingen RICHARD III i 2018 og 2020.

De meget lange ulønnede kunstneriske forarbejder resulterer ofte i overvældende stærke skuespillerpræstationer. At jeg har ønsket at arbejde sådan, har naturligvis med min egen baggrund som skuespiller at gøre, hvor jeg ofte oplevede, at et projekts tilknytning til den aktuelle anledning enten var fraværende, eller også fyldte alt for meget på en overfladisk, plakat-agtig måde, som stod i vejen for en gåen i dybden med materialet og resulterede i en ligegyldig flagen for det allerede vedtagne.

I mine forskellige skuespillerjobs i udlandet har jeg oplevet en fuldt finansieret kultur, som varetog de nødvendige kunstneriske processer, der kunne forbinde det aktuelle med det universelle. Jeg har f.eks. igennem et helt år prøvet på Silkeskoen af Paul Claudel, som reflekterede det nye voldelige regime mellem verdensdelene i kølvandet på Bush-administrationens anti-terror-kamp. Jeg har oplevet at medvirke i teaterforestillinger, som gør netop teatret til et helt unikt og uerstatteligt nødvendigt rum for en samfundssamtale, som ikke bare ekko’er eller kopierer den aktuelle politiske eller dagblads-journalistiske diskurs, men i sig selv er noget helt tredje.

Jeg har naturligvis altid vidst, at den kulturpolitiske konsensus i Danmark ikke er moden til en sådan grad af respekt for scenekunsten.

Men på Husets Teater har jeg med nogen grad af held – i hvert fald i vore egne produktioner – skabt en ramme, hvor nogle af vore bedste kunstnere indvilliger i at indgå i disse meget lange indløb, hvor de først modtager løn i den afsluttende fase. Når en Tammi Øst f.eks. møder til læseprøve på RICHARD III den første dag, står hun og hele projektet allerede på en udviklet platform, hvorfra det egentlige prøvearbejde begynder, selv om skuespilleren og de øvrige tilknyttede kunstnere endnu ikke har set en krone i løn.

En overrumplet anmelderskare kan så til gengæld efter premieren konstatere at her er tale om en helt overvældende præstation på internationalt niveau. Ligesom både Marina Bouras fra REN og Morten Burian fra ROCKY ender med at stå med præstationer, der er både skelsættende og reference-skabende.

Men der er en tendens til at tilskrive disse resultater lykkelige indfald af pludseligt opstået genialitet. Det er naturligvis ikke tilfældet.

I forbindelse med nedskæringerne er der fra medlemmer af kultur-og fritidsudvalget blevet peget på genopsætninger. Men her ville en vis viden om, hvordan et teaters økonomi hænger sammen ikke have skadet: Genopsætninger er ikke en garanti for flere penge i kassen. Genopsætninger koster også. De deltagende i stykkerne skal jo have løn, hvis vi spiller længere, og at forlænge en spilleperiode er ikke nødvendigvis lig med flere indtægter. 

At RICHARD III, som fik et meget stort klangrum, på Det Kongelige Teaters foranledning, fik en genopsætning på Det Kongelige Teater i 2020, skyldtes at værket ansås at have kvalitet som referenceværk. Hverken Husets Teater eller Det Kongelige Teater tjente flere penge af den grund.

Med corona-restriktionerne er Husets Teater allerede efterladt styrtblødende økonomisk til trods for, at vi satte publikumsrekord i forrige sæson og ville have overgået dette resultat i indeværende sæson, hvis det ikke havde været for karantænen. Derfor rammer den aktuelle store beskæring i vores driftsstøtte ind i et landskab, der i forvejen ligger ned. Vi har haft bragende udsolgt på egne produktioner gennem hele sæsonen, og havde bragende udsolgt på vores seneste forestilling DET STORE STILEHÆFTE, men jeg var allerede inden de nye nedskæringer i færd med at bremse og aflyse allerede indgåede aftaler med kunstnere som er, og allerede i nogen tid har været, i gang med deres indledende ulønnede forløb. Forløb, som de rettelig burde honoreres for på en mere hæderlig måde, men som de altså indtil coronakrisen har haft udsigt til at blive honoreret for, når deres projekter kom frem til et egentlig prøve-opførelses-forløb.

Disse opbremsninger og aflysninger bliver nu langt voldsommere. Og de kommer til at medføre en ændring af præmissen for teatret.

Helt konkret skal Husets Teater nu se sig om efter en grundlæggende ny formel for at skabe kvalitets-teater. Det skal nok lykkes, for Husets Teater er en sej plante. Men resultatet kan meget vel blive mere kortsigtede tiltag på de givne aktuelle anledninger. Eller også flere projekter, hvor den aktuelle anledning er fraværende.

Læs mere om Valg af små storbyteatre og øvrige teatre i scenekunstpakken 2021-2024 på Københavns Kommunes hjemmeside her