Normalt foregår teater i et rum, hvor skuespillere og publikum er fysisk sammen. Men corona-krisen har måske lært os, at digitale fællesskaber også skaber andre muligheder. Og det digitale format inviterer faktisk flere med, påpeger ekspert i fællesskaber. Iscene dykker her ned i Den Danske Scenekunstskoles afgangsforestilling Alt er umuligt på Aarhus Teater.
Seks lejligheder i Aarhus er omdannet til scenografier i Den Danske Scenekunstskoles digitale forestilling Alt er umuligt, der er skabt i samarbejde med Aarhus Teater. Det er en fortælling om, hvordan livet kunne være, om pinlige bekendelser, vilde fester, katastrofer og sex. Forestillingen er skrevet af dramatiker Nanna Cecilie Bang, og den er instrueret af Tue Biering i et online-format.
Det var dog fra starten ikke en drømmeopgave for Tue Biering, da han var skeptisk over at skulle forlade teatersalen og rykke online. For hvordan skaber man nærhed, kunstnerisk kvalitet og følelsen af fællesskab på en online platform?
Generelle fællesskaber online
Èn der ved meget om fællesskaber generelt er Ane Stær Nissen, chefkonsulent fra DeltagerDanmark, som er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper alt fra medlemsorganisationer over aktivistgrupper til kommuner og ministerier. Normalt underviser de her i fællesskaber gennem fysiske workshops, men under corona er de fleste af deres aktiviteter også rykket online:
”Vi har oplevet, at onlineformatet inviterer flere til at deltage, også nogle af dem, der måske aldrig ville være kommet, hvis det havde været fysisk – og at det faktisk godt kan lade sig gøre at opleve nærvær på afstand. Selvom vi sidder bag skærmen, kan vi få en følelse af ikke at stå alene,” forklarer hun om, hvordan onlinekommunikation generelt har fungeret under corona-krisen i Danmark.
Helt konkret arbejder DeltagerDanmark med nogle råd til deres medlemmer om, hvordan man skaber gode møder og fællesskaber online, og de råd er egentlig meget interessante at kigge på i forhold til online forestillinger eller publikumsfællesskaber. Der er måske inspiration at hente, hvis man kan omtænke dem til teater.
For eksempel handler et af rådene om, at det er vigtigt med fælles definerede normer for interaktionen. De fleste ved, hvordan de forventes at agere i en teatersal, hvornår man skal være stille, og hvornår man skal klappe. Men de digitale platforme giver flere muligheder for interaktion, og her er det vigtigt, at den del er rammesat, så der ikke opstår forvirring hos publikum om, hvornår man kan skrive i chatten, sende en besked til skuespillerne, stille spørgsmål osv.
En anden bemærkning, som det er værd notere sig, er, at ”Jo før alle deltagerne kommer på banen, jo mere engagerede vil de føle sig i online-fællesskabet.” Ved fysiske arbejdsmøder handler det om, at alle gerne skal til orde i starten, men hvordan kan det overføres til teatret? Flere forestillinger har startet med, at publikum kunne skrive en hilsen i en chat eller gæstebog, og det giver en følelse af nærhed allerede fra starten af.
Hele guiden kan ses her
Kan online-formatet også skabe teater-fællesskaber?
Tue Biering var i begyndelsen selv skeptisk overfor at skulle instruere en online-forestilling. Han havde nemlig opdaget, at han blev ukoncentreret efter tre minutter, når han fulgte med i ting på platformen Zoom. Så hvordan skulle man holde publikum fanget. I en af de allerførste gennemspilninger indførte han derfor det dogme, at skuespillerne hvert tredje minut skulle gøre noget uventet, så han blev fanget ind igen.
Samme råd giver, DeltagerDanmark, som peger på, at ingen bør lave en enetale i mere end to minutter, når man kommunikerer sammen i grupper online i for eksempel arbejdsmæssige sammenhænge.
Den digitale forestilling var på mange måder en undersøgelse af, hvad formatet kunne. Og således også i forhold til publikumsfællesskaber, hvor man havde en gæstebog online, som publikum både kunne læse og skrive i, forklarer Tue Biering. Men de publikumsinddragende elementer skal også overvejes nøje, forklarer han:
”I starten havde vi ekstremt mange publikumsinddragende elementer. Man kunne være chauffør, køber Breezers og sætte dem et sted i byen osv. Det kunne være skønt, hvis vi kunne engagere publikum til at deltage på den måde. Men vi fandt ud af, at teksten mest af alt handler om at være ensom og uden kontakt med andre mennesker, så det ville på en måde ødelægge temaet, hvis vi skulle interagere for meget. Af samme grund droppede vi scener, hvor publikum kunne chatte med skuespillerne under selve forestillingen. Så det må man prøve af på et andet tidspunkt,” understreger han.
Der var dog et element, hvor en af skuespillerne skulle ringe til én fra publikum, og der var faktisk altid nogen, der meldte sig.
”Jeg tror, at det handler meget om, hvordan man spørger, og hvordan man engagerer og involverer, dem, der ser med. Publikum skal føle sig sikre i, hvad det handler om. I forhold til telefonsamtalen så understregede vi, at man bare skulle være sig selv. Så det var meget ufarligt”, påpeger han.
Har det en fremtid?
Tue Biering glæder sig til, at fysisk teater igen slippes helt løs på de danske scener, men han peger på, at de nye digitale eksperimenter og undersøgelser også har et potentiale i sig.
Ane Stær Nissen fra DeltagerDanmark supplerer ud fra et generelt fokus på online-fællesskaber:
”Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at integrere det digitale meget mere. Både fordi det rummer fantastisk stort potentiale, men også fordi mange taler om, at de har nogle stærke erfaringer med at sidde alene derhjemme og pludselig føle os tættere på dem, der plejer at være langt fra os fysisk. (…) Det vigtigste er ikke kanalen men formålet – hvad er det, vi vil med hinanden, og hvilket format understøtter det bedst. Det er det, vi i fremtiden skal spørge os selv om, når vi bygger fællesskaber,” afslutter hun.
”Jeg synes, at det her medie skaber en mulighed for nærhed. For mig at se kan det forbinde og inddrage nogle mennesker, der fysisk er forskellige steder,” afslutter Tue Biering.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklings-projektet Applaus med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
