Open-Air-klassikere og et teatralsk online-maleri. Tysk teater favner atter bredt i en forsigtig åbning for publikum. Iscene guider til 5 fede forestillinger i nabolandet.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det: Skulle der være et menneske på denne jord, hvis næse Corona-pandemien og det tilhørende lock down er gået forbi, ville de faktisk kunne have svært ved at se forskel på før og nu i gadebilledet – i hvert fald i Berlin. Det skulle da lige være de påkrævede mundbind i offentlig transport og forretninger, der afslører, at samfundet trods genåbning går igennem en krise. Og det gælder ikke mindst scenekunsten. De tyske teatre har, ligesom overalt i verden, modvilligt måtte lukke og slukke i forårsmånederne som følge af virussen, og mange scenekunsthuse har lidt økonomisk nød. 

Men også i Tyskland skubbes dørene til teatersalene nu tøvende op. I Berlin-Brandenburg-regionen, hvor Corona-smitten indtil videre ikke har nået alarmerende højder, ser man den mest vidtrækkende åbning af samfundet. Fra 6. juni kunne scenekunsthusene igen byde deres publikum velkommen under løfte om højst at lukke 75 mennesker ind. Også i delstater som Sachsen og  Bayern kan man igen gå i teatret, mens man i Tysklands andenstørste by Hamborg samt delstaten Nordrhein-Westfalen må vente lidt endnu. 

“Pesten” revisited

Hvad Coronakrisen vil få af konsekvenser for tysk teater står endnu uklart. Ligesom i Danmark har regeringen holdt hånden under de offentlige teatre med økonomiske hjælpepakker. For privatteatrene ser det anderledes ud. 20 berlinske scener forfattede da også allerede i april et åbent brev til kulturminister Monika Gütters, hvori de bad om akut økonomisk hjælp – “ellers er der overhængende fare for et massivt teatertab i hovedstaden”, skrev afsenderne, hvortil det ikoniske Theater Schaubühne hører. 

Hvorom alting er reagerede mange tyske scenekunsthuse hurtigt på krisen. Stort set alle teatre har iværksat digitale programmer  – for eksempel tilbyder Schaubühne hver dag (med undtagelse af mandag) et nyt onlineprogram, og Deutsches Theater har hver tirsdag en ny forestilling online. Særligt kan fremhæves sidstnævnte teater, som nu kaster sig ud i Albert Camus’ Pesten i Open-Air-format.

Stykket, som er en adaption af den franske filosofs roman af samme navn, er forventeligt blevet hevet op af skuffen påny på mangen et teater under Coronakrisen. Historien om pest-virussen, der rammer en algerisk havneby og fører til massedød, er ikke just opløftende. Men har man hang til halv-sadistisk og måske katharsisk dyrkelse af den grumme virkelighed i kunsten, er Die Pest med det dygtige ensemble fra Deutsches Theater oplagt. 

Der Kaufmann von Venedig, Shakespeare Company, Berlin. Foto: Christoph Krey

Open Air og nyt online-samarbejde

Flere tyske teatre tyr til Open-Air-visninger, hvilket er oplagt her i den varme sommer. På Berliner Ensemble præsenteres et helt nyt format – en række af improviserede forestillinger under titlen Hof-Theater (gårdteater) med plads til bare 50 tilskuere. Musikalsk, komisk og personligt, kaldte lederen af teatret, Oliver Reese, programmet, som bliver offentliggjort hver fredag, i en pressemeddelelse. Monjibou Theater, som er det nok kendteste friluftsteater i Berlin, spiller over sommeren Goethes lystspil De medskyldige, og Shakesspeare Company viser Købmanden fra Venedig. Er man til klassikere, er det altså bare at nyde dem i nogle af de mange grønne pletter, den tyske hovedstad rummer. 

Selvom mange utvivlsomt har hungret efter endelig igen at kunne opleve scenekunsten live, bør man ikke nødvendigvis forkaste de digitale tilbud som substansløse substitutter. Imellem Theater Volksbühne og det ukrainske Center of Contemporary Art er et nyt samarbejde opstået. Som en del af den transkulturelle online-festival POSTWEST kan man i ZoomTime lade sig falde ind i et “teatralsk maleri”, der tematiserer den såkaldte Smuta-tid i Rusland i slutningen af det 16. århundrede. En tid, hvor vor virusser, naturkatastrofer og politiske uroligheder, prægede livet, og som det i dag giver smerteligt god mening at spejle sig i. 

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.

Mediesamarbejdet er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Læs mere om det her