PASSAGE Festival i Helsingør er en af de få gadeteaterfestivaler, der gennemføres i Europa i sommeren 2020. Festivalen har gentænkt formater og skabt nye møder, så publikum i år blandt andet kan gå til online kor-workshop sammen med beboere i den engelske by Skegness, opleve forestillinger, hvor de bor og se nye eksperimenterende formater. Her er et bud på nogle af de oplevelser publikum kan få og hvad, Rikke Rottensten, museumsdirektør for Alhambra – museet for humor og satire, ser frem til at opleve på festivalen.
Skulle have fejret 10-års jubilæum
PASSAGE Festival skulle have fejret 10-året for kultursatsningen i Helsingør med store spektakulære shows i Kulturhavnen for tusindvis af mennesker. Men som resten af kunst- og kulturlandskabet i Danmark fik COVID-19 også lukket denne fejring. I stedet måtte festivalen gentænke både program, forestillinger og koncept, så det matchede de nye forsamlingsregler. Det har blandt andet betydet, at festivalens præsenterer et program, hvor internationale kunstnere udforsker nogle af de offentlige rum, som helsingoranere selv har opsøgt i de sidste måneder på gå- og cykelture. Stranden, skoven, markerne, parcelhuskvartererne, plejehjemmene og byen er nu blevet scene for mange af de forestillinger som præsenteres i år. Allerede i foråret, da COVID-19 havde lammet landet, lancerede PASSAGE Festival sloganet ”Publikum skal ikke komme til festivalen – festivalen kommer til publikum”, og sendte gadeteatergruppen Dansk Rakkerpaks forestilling Skøre strømere ud i lokale villakvarterer, hvor kunsten altså mødte publikum, hvor de allerede var.
Læs mere i artiklen: PASSAGE-Festivalen: ”Publikum skal ikke komme til festivalen – festivalen kommer til dem”

Gadeteatret møder publikum
Konceptet at møde publikum på gaden er således et kendetegn for årets festival, hvor flere grupper møder publikum tilfældigt i gaderne. De to franske bodyguards Les Tonys, der har hjertet på rette sted, går rundt og passer på borgerne, mens de tre græskinspirerede guder Les Cupidons spreder varme og glæde med deres Monty Python-inspirerede humor.
Et koncept, som Rikke Rottensten, museumsdirektør for Alhambra – museet for humor og satire selv glæder sig til at opleve, fordi hun som direktør for et levende museum selv arbejder med formater, der møder publikum, hvor de er. Hun siger: “Efter forårets nedlukning af kulturlivet sidder, tror jeg, mange i kulturlivet arbejder målrettet med at udvide eller ændre vores institutioners tilbud. På Alhambra arbejder vi i hvert fald videre med at tænke os ud af huset og lave ”museum uden vægge”.

Når man daglig arbejder i feltet mellem museum og scenekunst, og med hvordan man kan udvide museumsbegrebet, tror jeg, PASSAGE festivalens nye tiltag ”bypass” kan blive inspirerende at følge og se udvikle sig. Convoi Exceptionells Ved ribbevæggen – ekko fra en skole vækker klart min nysgerrighed. Rent personligt har jeg bestemt intet behov for at genbesøge gymnastiktimerne i skolen og det sted, de fandt sted. Men netop dens almenmenneskelige udgangspunkt: At forestillingen bliver lavet et sted, som nærmest alle mennesker har været igennem, og som i al sin neutralitet samtidig er ekstremt følelsesfuldt for os som tidligere elever – er gymnastik ikke et fag man enten hadede eller brillerede i? – kan gøre det til en meget fascinerende og intens oplevelse. Tager jeg scenekunstmuseumsbrillerne på, så kunne den også lyde som et eksempel på en forestilling og undersøgelse, der kunne være inspirerende som crossover mellem museumsformidling og scenekunst. Og det er jeg altid på jagt efter!”
Byvandringer tilllader os at blive lukket ind i nye byrum
Rikke Rottensten er særligt inspireret af de mange byvandringsforestilinger, og fortæller: “Jeg har set mange forestillinger på Passage festivalen i de sidste ti år. Noget af det, der især popper op i min erindring, er de iscenesatte byvandringer, festivalen har tilbudt. Jeg kender i forvejen Helsingør rigtig godt, jeg er kommet meget i byen. Men byvandringerne har tilbudt og lukket os ind i helt nye byrum, private rum, hemmelige kroge, som man ikke bare kan komme i. Ligesom teaterelementet fik kendte steder, slidte brosten og nærmest klichéprægede pladser til lyse op og få et andet liv. Derfor er Luna Parks byVANDring på min liste. Og apropos det med at lave museum uden vægge, så kunne den måske også inspirere til at ind imellem at lave anderledes formater af Alhambras allerede eksisterende teatervandringer?
– Helt for min egen skyld, så skal jeg gense Les Goulus’ The Horsemen. Det er så crazy, så publikumsengagerende og til tider desværre også pinagtigt genkendeligt, at man ikke må misse chancen for at se, hvordan det stikker af for de tre konkurrenceryttere i kampen for at bevare deres franske fornemhed og arrogante facade. “

Nye festival tiltag
Festivalen har også sat gang i den nye platform bypass, hvor kunstnere får mulighed for at eksperimentere og prøve kræfter med det offentlige rum i Helsingør. På platformen kan publikum opleve værker og processer helt frem til sommeren 2021, blandt andet projekterne Ved ribbevæggen – ekko fra en skole, af dansk/norske Convoi Exceptionnel og den akrobatiske cirkuskoncert Cameliorquestra af Teater GLiMT.
Læs mere om udviklingen af forestillingen Ved ribbevæggen – ekko fra en skole i artiklen:Kunst i en Corona-tid – kompagni måtte gentænke projekt på rekordtid
Online udveksling med engelsk byO
PASSAGE Festival har i lighed med andre teatre, kulturinstitutioner og festivals også eksperimenteret med digitale muligheder under COVID-19. Det er blevet til den digitale platform SOfa Fest, hvor publikum og branche kan mødes og blive inspireret af hinanden. På platformen møder man fx en kor-workshop, hvor helsingoranere kan synge sammen med beboere fra den engelske by Skegness, og en udveksling af breve, tegninger og tanker om forårets nedlukning.
Program og inspiration
Gadeteater og gøgl rundt i byens gader

Les Tonys – Bodyguards med hjertet på rette sted passer på borgenre i byen
De to bodyguards Tony og Tony er på en mission: De skal sikre byen og dens indbyggere. De er måske ikke de hurtigste kadetter fra akademiet, men de har hjertet på rette sted, og er fuldt fokuseret på opgaven, mens de går rundt blandt byens borgere i Helsingørs gader.
Læs mere her

The Boat – en surrealistisk odyssé gennem Helsingørs gader
”En surrealistisk odyssé gennem Helsingørs gader, der tilpasser sig områdets særegne karaktertræk, og engagerer sig med publikum, så hver forestilling er unik” lover programmet om det slovenske kompagnis gadeforestilling.
Læs mere her

Les Cupidons – Monty Python-inspireret kærlighedshumor
Tre græske Amor-guder spreder kærlighed med deres Monty Python-inspirerede humor, mens de spadserer rundt i byens gader.
Læs mere her
Musikteater og marionetdukker
Alex Barti – dukketeater med musik
Marionetdukken Mr. Barti kan både spille, synge og danse, mens han tryllebinder sit publikum, som han elsker at pjatte og flirte med
Læs mere her

Tchernocirkus – en poetisk musikkabaret
Med musik, akrobatik og magi inviteres publikum ind i en bevægende og poetisk verden.
Læs mere her
Oh solo mig – Anarkistisk og musikalsk klimashow
”Man behøver ikke være dygtig for at være glad”, lyder moralen i dette musikalske gadeteater, der er krydret med musik og crazy komik.
Læs mere her
Interaktive/vandreforestillinger

Byvandring – en poetisk opdagelse af det maritime miljø
Publikum inviteres til at besøge grænselandet mellem fantasi og virkelighed, fortid og fremtid, himmel og hav. En sanselig leg og undersøgelse af byens maritime hukommelse.
Læs mere her
Time Travel Tour – en sci-fi bustur til fremtiden
Du er passager i bussen, hvor du kører ind i fremtiden og ser byen i et nyt perspektiv.
Læs anmeldelsen her.
Andre formater på festivalen
Bypass – eksperimenter i det offentlige rum
En ny del af festivalen, hvor udvalgte kunstnere får mulighed for at eksperimentere med formater for kunst i det offentlige rum.
Læs mere her
SOfa Fest – et digitalt program på festivalen
Helsingør Teater har i tre år haft den kunstneriske ledelse af den engelske gadeteaterfestival SO Festival i Skegness, East Lincolnshire. I år er festivalens fysiske format desværre aflyst – til gengæld er der mulighed for at mødes digitalt til SOfa Fest.
Læs mere her