I denne uge kan du blandt andet opleve gratis country-teaterkoncert om Bornholms befrielse fra ladet af en lastbil eller stå ansigt til ansigt med grå fertilitetsafdelinger og akavede babydates, når drømmen om at blive regnbuefar foldes ud i en hjerteskærende og grotesk morsom fortælling.
Country teaterkoncert fra ladet af en lastbil – Bornholm
Bornholmer-publikummet skal ikke snydes for en sommerforestilling og grundet COVID-19 bliver det i år i form af en udendørs country-teaterkoncert fra ladet af en lastbil. Forestillingen 1658 – balladen om Bornholms befrielse er en rigtig bornholmer-historie og handler om året 1658, hvor svenskerne havde erobret øen, og en svensk kommandant tog fat på at gøre de uregerlige øboer svenske. Lastbilen turnerer rundt på hele Bornholm – og så er det ganske gratis!
1658 – balladen om Bornholms befrielse, hele Bornholm, 19. august – 12. september. Læs mere her
Tag pulsen på den danske nycirkus-scene – Odense
Dynamo Workspace på Odense havn tager denne weekend pulsen på nycirkusscenen med filmvisning og magasin-release. Filmen Protest tager udgangspunkt i nycirkuskompagniet Svalbards forestilling, hvor artisteri, koncert og videokunst smelter sammen til en interaktiv totaloplevelse. Publikum kan i filmen følge dagene op til forestillingen i et sanseligt, hæsblæsende, poetisk og til tider provokerende univers, og samme aften er der release på Dynamo Workspaces trykte magasin ‘Dynamo Magazine – A Contemporary Circus Publication’ med artist-interviews, artikler, essays og digte.
Dynamo filmvisning og release, Odense havn. Releasen løber fra kl. 17-19, og filmen begynder kl. 20. Læs mere her

500 års kolonihistorie fortolket – Aarhus
I performancen Julia and 500 years of freedom får publikum indblik i en collage af øjeblikke: ritualer, borgerkrig, racisme, køn, venskaber og frihed, når Julias historie fortælles. Julia er født i Mozambique og bosat i Danmark, og i performancen dykker hun ned i sin kulturarv og udforsker idéen om frihed i en fortælling om Østafrika, om at genopfinde sig selv og starte et nyt liv i Danmark. Med sig på scenen har hun free-jazz trommeslageren Michala Østergaard-Nielsen.
Julia and 500 years of freedom, 17.-19. august, Teatret Svalegangen. Læs mere her

Ny dansk dramatik om regnbuefamilien – København
Dagdrømme møder autofiktion i en hjerteskærende og grotesk morsom monolog om at ville være far som homoseksuel mand. Forestillingen Regnbuefar er spritny dansk dramatik, hvor publikum tages med på en nervepirrende tour de force fra grå fertilitetsafdelinger og akavede babydates med kommende regnbuemødre til superheltesex på Sorø Station, rave-fester i Berlin og hjemmelavede inseminationsforsøg – Alt sammen med drømmen om at lave en regnbuefamilie og blive far.
Regnbuefar, 18. – 22. august, Det Kongelige Teater. Læs mere her
