Del

Det er 30 år siden, at Teater Refleksion blev etableret og 10 år siden, at dørene for første gang gik op til dets nuværende lokaler og sale i Frederiksgade i hjertet af Aarhus. Teatret har specialiseret sig i dukke- og animationsteater og er det eneste af sin slags i Danmark, der har egen stationær scene.

Siden 1990 er det blevet til i alt 28 produktioner og ifølge teaterleder Bjarne Sandborg er det kunstneriske og æstetiske vigtigt i Teater Refleksions forestillinger. Der skal være rum til fordybelse:

”Den kunstneriske oplevelse kommer før show og underholdning. Det skal være professionelt udført og en oplevelse både visuelt, æstetisk og følelsesmæssigt at komme i teatret. Publikum skal have ro og plads til at synke ned i og genkende eller undres over forestillingen og historien – og digte med og digte videre på det, de oplever.”

Gennem årene er det også blevet til tre Reumertnomineringer – og en Reumertstatuette i 2017, da teaterinstallationen Gerdas rejse vandt for ’Bedste børne- og ungdomsforestilling’.

Det er vigtig at bevare en nysgerrighed og have modet til at gå nye veje, mener Bjarne Sandborg og ifølge ham er det blandt andet samarbejdet med andre aktører, der er med til at sikre aktualitet og fornyelse.

”Samarbejdet med forskellige kunstnere i alle aldre fra både Danmark og udlandet er med til at inspirere os og holde os ’unge’. Når vi er flere om produktionerne, bliver vi udfordret smagsmæssigt, visuelt, æstetisk og i selve arbejdsprocessen – det er med til at prikke til vores vaner og forståelser og sørge for, at vi ikke gror fast.”

Samtidig er det vigtigt at holde fast i noget af det, som er særligt karakteristisk for Teater Refleksion. Universelle tematikker og minimalistiske udtryk har høj prioritet i de fortællinger, der er bygget op omkring dukker. Der skal være plads til at opdage nuancer og blive suget ind i det følelsesliv, som er dukkens. Og kun med dukkeførerens præcision og timing – helt ned i deltaljen – kommer dukkens følelsesliv ud over scenekanten og ind publikums hjerter, skriver teatret.

Find hele programmet samt mere information om teatret på: www.refleksion.dk.