Requiem for en død tidsalder er perfekt placeret i Østre Kapel som et æstetisk skrig, der med et sikkert greb om sine virkemidler fanger sorg, desperation, håb og forvandling i en sansestærk refleksion af pandemien.
Mille Maria Dalsgaards Sydhavn Teater slår atter dørene op for Scenesommer med bl.a. gæstespil og readings over den næste halvanden måneds tid. Først på programmet er teatrets egne nye performance Requiem for en tidsalder, der er inspireret af tavsheden under Covid-19 nedlukningen og udviklet sammen med instruktør Anja Behrens.
Og tyst er der i det lille Østre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor Sydhavn Teater spiller. Tre helt hvide skikkelser står i en klump midt i rummet, mens vi sætter os på spinkle stole i det kølige, dunkle rum. På de rå vægge projiceres en video af de samme tre skikkelser i færd med at vaske sig i spande med en form for hvidt puds. Det samme puds falder fra trioens hænder i rummet, mens en sagte piben undslipper dem. Den stiger til et tyndt skrig, og de tre gestalter lader os alene tilbage med en ny videosekvens af et pigebarn og to kvinder sminket sort og hvidt, som man kender det bl.a. fra den mexicanske tradition De dødes dag.
Sært, frastødende og samtidig roligt reflekterende. Det visuelle greb fungerer i sig selv, men bindes mod slutningen fornemt sammen med en anden inspiration fra den sydamerikanske festdag, nemlig forvandlingen, det farverige, frugtbare og festlige, som afskeden med de døde også indeholder.
Farverne bliver næsten overjordiske
Til da har alt undtagen pigen på filmklippene changeret i sort, hvidt og grå nuancer – og netop derfor virker den afsluttende farvesekvens så stærkt på sanserne. Farverne bliver næsten overjordiske og skaber sammen med overdådigheden af frugt, blomster og grene, der lige netop vipper på forrådnelsesstadiet, en næsten før-sproglig oplevelse af transformation i overgang mellem liv og død, eller mellem et før og nu, som Covid-19 jo også kan betragtes som. En transformation, der kalder på både kriblende og orgastiske bevægelser af Kajsa Bohlin, flængende lyde fra dybe nyn til rasende skrig og skønsang af Camilla Munck, og et nøgternt foredrag om natsværmere og svampe af Mille Maria Dalsgaard henslængt i en morbidt smuk gammel rustvogn.
Forener sig i et samlet univers
De enkelte komponenter fra religiøse, kulturelle og fysiske dimensioner forener sig i et samlet univers, hvor ordsekvensen ikke har forrang for de andre indtryk af krop og lyd, men netop samlet får os til at spidse ører og reflektere. Behrens og Dalsgaard har således skabt en sansestærk forestilling, der gør lige præcis det, de ifølge pressematerialet ønsker, nemlig at åbne for en lytten til den transformation, vi er midt i som samfund. En forestilling, der ikke nævner pandemien konkret, men som har et solidt greb om sine virkemidler og samtidig lader plads åben til refleksion, der rækker ud over den aktuelle krise og adresserer det eksistentielle. Requiem for en død tidsalder lever op til sin genrebetegnelse som et æstetisk skrig, der fanger sorgen, desperationen, håbet og forvandlingen i sig, og bliver derfor trods sin til tider makabre tone et lys i en mørk tid.
