Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★☆☆☆☆ Holberg-opsætning fejler trods gode intentioner

Til trods for et stærkt og velspillende ensemble og en tilsyneladende interessant idé, ender Laurent Chétouanes iscenesættelse af Holbergs komedie som en lang, drænende oplevelse.

Vi mærker langsomheden fra første færd. Lyset i salen slukkes ikke, skuespillerne trisser rundt på scenen uden at sige noget, og så lyder en ganske sagte klimpren bag os. Helt oppe bag den bagerste publikumsrække står musiker Toke Hansenius med en violin, som han spiller på som var den en ukulele. Han bevæger sig ganske langsomt ned ad trappen mod scenen, mens han næsten umærkeligt øger lydstyrken i sit spil. Det tager uendeligt lang tid, før han når scenen. Som en slags forsmag på, hvad der venter. Gennem tre timer kan publikum iagttage en sær teaterforestilling, hvor handlingen træder i baggrunden og fokus i stedet er på selve skabelsesforløbet. Skuespillerne gentager sig selv, glemmer replikker, diskuterer med suffløren og trækker hver eneste lille sekvens i langdrag. 

Aarhus Teater åbnede sæsonen med to stærke forestillinger: Teaterkoncert C.V. Jørgensen på Store Scene og En fortælling om blindhed på Studio. Men med sæsonens første forestilling på Scala-scenen, hvor den franske instruktør Laurent Chétouane har eksperimenteret på livet løs i sin iscenesættelse af Ludvig Holbergs komedie Den vægelsindede, taber teatret pusten. 

den vægelsindede aarhus teater
Den vægelsindede, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Den vægelsindede er skrevet i 1722, og har som alle Holbergs komedier mere på hjerte end blot at underholde. Den helt utroligt vægelsindede Lucretia (Anne Plauborg), der – ifølge hendes tjener Henrik (Christian Hetland) – har seks forskellige sjæle samlet i én krop, skiftevis skræmmer og tiltrækker mennesker omkring sig med sit lunefulde humør. Samtidig leger de to veninder Leonore (Mette Døssing) og Helene (Mette Klakstein Wiberg) Amor med hinandens brødre. Der er forviklinger og forvekslinger, og naturligvis tjenere (med Anders Baggesen i front) til at styre det hele på plads til sidst, som det oftest finder sted i Holbergs dramatik.

Teatergenren blotlagt

Der ligger måske en spændende idé bag Laurent Chétouanes forestilling. Med form og udtryk blotlægger han teatret og lader det hele fremstå nøgent og sårbart. Det står klart fra det øjeblik, man træder ind i salen. Der er intet fortæppe, men derimod frit udsyn til hele scenen, hvor skuespillerne venter. David Gehrts scenografi underbygger blotlæggelsen: Et stort skelet i fyrretræ fylder hele scenen. Der er markeret vinduer og døråbninger, og helt til venstre ses to små svingdøre, som i en saloon. Der er ingen tvivl om, at hvis skelettet var blevet beklædt med plader, ville det være som at se en kulisse til en Western-film. Men det er ikke beklædt. Publikum kan se lige igennem og ind på bagscenen, hvor skuespillerne hænger ud, småsnakker og venter på, at de igen skal på scenen. Chétouane benytter også de to døre på begge sider af scenen, som – når skuespillerne går ind og ud af dem – giver de nærmeste publikummer frit udsyn til det oplyste rum bag, hvor andre skuespillere sidder og venter. 

aarhus teater Den vægelsindede
Den vægelsindede, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Men det er ikke kun i den fysiske fremtoning, at Chétouane blotlægger teatret. Hele forestillingen er som at betragte en åben prøve. Skuespillerne er instrueret i at dvæle ved deres replikker, afprøve dem på forskellig vis og med forskellige toneringer. Flere glemmer deres replikker helt og får dem serveret af suffløren, der sidder på sin plads på forreste række. De første par gange tænker jeg, at der ikke er noget at sige til, at de umuligt kan huske så lange, kringlede passager. Men efterhånden står det klart, at denne ping-pong med suffløren er en del af iscenesættelsen. Ikke mindst fordi ensemblet på Aarhus Teater altid leverer et højt og stort set fejlfrit niveau, så denne fejlende skare kommer til at fremstå utroværdig. 

Chétouane har vel ønsket, at publikum skal se, hvordan skuespillere arbejder. Hvordan det hele bygges op og afprøves i forskellige former. Det eneste, vi ikke ser, er instruktøren selv. Sproget er desuden fuldstændig umuligt, indimellem faktisk uforståeligt. Snørklet, sine steder gammeldags og med tyske vendinger som på Holbergs tid, men andre gange blot grammatisk ukorrekt som ”mig synes”. Det virker lige så meningsløst i fortællingen som den Western-inspirerede stil i scenografien, der også går igen i Sanna Dembowski kostumedesign.

Dygtige skuespillere i en kedelig indpakning

I en længere samtale mellem Mathias Flints Petronius og Christian Hetlands Henrik glemmer Flint tilsyneladende sin replik. Suffløren udtaler den højt og klart, hvortil Hetland kommenterer: ”Vil du sige det i stedet for?”. Midt i en monolog går skuespiller Kjartan Hansen over til suffløren og tjekker selv sine kommende replikker i det manus, hun har stående på et stativ. Netop teatrets dygtige skuespillere står i kontrast til iscenesættelsen. Der er ikke en finger at sætte på deres præstationer. De agerer som anvist og udfører deres job.  

Desuden gentager skuespillerne flere gange samme sætning eller hele samtaler igen. ”Skal jeg sige det igen?”, spørger Flint og gentager ordret sin replik fra tidligere. Der er noget ved formen, som leder tankerne hen på den legendariske teatertrup Forced Entertainment. Fx. deres gameshow fra helvede, Real Magic, som kunne opleves under ILT19. Den samme scene udspilles igen og igen og igen, så publikum først griner, dernæst bliver desperate i ønsket om, at det skal stoppe, for til sidst igen at overgive sig til latter over det absurde i hele situationen. Men de stadier kommer publikum desværre aldrig rigtigt igennem i Den vægelsindede. Det er lidt latter i ny og næ – også over det absurde i de langtrukne scener – men tre timers trækken i langdrag er ganske enkelt for meget. 

Den vægelsindede
Den vægelsindede, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Det mest interessante ved Den vægelsindede er, at jeg selv blev vægelsindet. På den ene side kan jeg se alle de gode ideer, genkende elementer, der minder om andre (mere vellykkede) klassiskeriscenesættelser som Christian Lollikes Erasmus Montanus på Aarhus Teater i 2017, og jeg kunne mærke energien fra skuespillerne, der gik til arbejdsopgaven på beundringsværdig vis. Jeg forstår som udgangspunkt ideen med at trække hver enkelt lille scene i langdrag. Men efter de første halvanden time var jeg for længst nået dertil, hvor jeg tænkte, at det gerne måtte stoppe, at jeg havde forstået pointen, at jeg havde mærket evigheden. 

Læs mere om forestillingen her.

Læs interviewet med instruktør Laurent Chétouane her.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og anmelder på ISCENE. Har Kulturmor.dk. Teaterkritiker for Jyllands-Posten, tidligere for Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...